Nyvalgte politikere får den gode historie, når de kommer på besøg
Nyvalgte politikere får den gode historie, når de kommer på besøg

Når den nyvalgte borgmester i Billund, Stephanie Storbank (V), er på besøg og i praktik på de kommunale institutioner, så er det først og fremmest for at blive klogere. Hvad er det for rammer, som institutionerne arbejder indenfor, og hvordan er stemningen og kulturen? Det er noget af det, hun lægger mærke til på et besøg og særligt i en praktik.
- Allerede som udvalgsformand var jeg i praktik på institutionerne indenfor mit område. Det gav mig et enormt kendskab. Når vi taler drift og anlæg på et møde, så ved jeg lige præcis, hvad udfordringerne er på den enkelte institution, og hvordan de ser ud, siger Stephanie Storbank.
Niels Nybye Ågesen, formand for kommunaldirektørforeningen og kommunaldirektør i Vejle, genkender drivkraften hos politikerne.
- Vi har i kommunaldirektørkredsen talt om, at det nye hold politikere er meget optaget af at komme i dybden og blive klogere på kommunen og de kommunale institutioner. De vil ikke kun høre eller læse et oplæg fra forvaltningen, de vil selv ud at opleve hverdagen. Det kan jeg godt sætte mig ind. Det er også vigtigt for mig som direktør at være på besøg i institutionerne for at forstå den organisation, jeg er leder for.
Kom gerne men …
Medarbejderne hilser interessen fra kommunens politikere velkommen.
- Vores kollegaer efterspørger, at politikerne kommer ud og oplever hverdagen. For nogle gange er der langt fra skåltalerne til den virkelighed, som vores kollegaer går rundt i, siger Maja Gundermann Østergaard, formand for Danmarks Lærerforening i Esbjerg Kommune. Men der er et men.
- Politikerne får ikke det reelle billede, når de er på besøg med rød løber, og man selektivt udvælger, hvad politikerne skal se, og hvem de skal tale med. De får vist det frem, som ser godt ud, men de hører ikke om vores udfordringer. Der er jo ikke nogen medarbejdere, der går hen og forstyrrer et politisk optog, når de kommer gående ned ad gangen på skolen.
Stram skabelon
Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, er enig. Han oplever ligefrem, at nogle medarbejderne føler, at deres ytringsfrihed bliver begrænset under politiske besøg. Han beskriver, hvordan det nærmest er aftalt, hvem der skal sige hvad på klokkeslæt under de politiske besøg.
- Medarbejdere med praksisviden bliver inviteret ind i mødelokalet, men de bestemmer ikke selv, hvad de skal sige. De skal typisk tale om en succes med en ny metode eller organisering, og det er kun den historie, man fortæller og fremviser for politikerne. Besøgene kører efter en form for skabelon, hvor der ikke er noget, der må gå galt, når politikerne er på besøg.
- Det er klart, at medarbejderne gerne vil være med og fortælle den gode historie, fordi de er stolte, men de siger også, at det kun er halvdelen af deres hverdag, de kan tale om. De fortæller ikke om den komplekse lovgivning, underfinansiering eller den øgede sikkerhedsudfordring fra udadreagerende borgere.
Besøgene har derfor ifølge Mads Bilstrup også en opdragende effekt på medarbejderne.
- Medarbejderne tør ikke bryde skabelonen for besøget, når de sidder med hele hierarkiet over for sig i et mødelokale. De er simpelthen bange for repressalier, hvis de går ud over den aftalte fortælling. Det har jeg flere eksempler på, og det er med til, at færre medarbejdere tør ytre sig.
Torben Klitmøller Hollmann, formand for FOA Sosu, oplever også, at hverdagen bliver poleret, når politikerne forlader mødelokalerne og er på rundtur på f.eks. et plejehjem.
- Det provokerer medlemmerne, at alting bliver pudset op og ryddet af, når ældreudvalget kommer på besøg. De ser ikke det virkelige billede. Og det bliver kun værre, hvis borgmesteren også har en minister med.
Nej tak til rød løber
Borgmesteren og kommunal-direktøren forstår begge problematikken, men som Niels Nybye Ågesen retorisk siger:
- Det vil være værre, hvis politikerne og direktionen slet ikke kom på besøg.
Ifølge direktøren handler det om at skabe tillidsfyldte rammer for besøgene mellem politikere, direktører, ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere.
- Jeg lægger mærke til dynamikken mellem leder og tillidsrepræsentant, når jeg er på besøg. Det er også et signal til mig, hvis tillidsrepræsentanterne ikke deltager eller ikke siger noget. Jeg ved godt, at det kræver mod at tale sin sag som medarbejder og tillidsrepræsentant. Så jeg tænker over at stille mange åbne spørgsmål, når jeg er på besøg, og det synes jeg også, politikerne skal gøre. Vi kommer for at blive klogere, ikke for at kontrollere – og det er vigtigt, at alle oplever besøgene sådan, understreger kommunaldirektøren.
Borgmester Stephanie Storbank håber også, at hun med klare signaler kan skabe en god kultur omkring de politiske besøg.
- Jeg kan aldrig vide, om det er et glansbillede, politikerne får præsenteret, når vi kommer på besøg. Men det er vigtigt for mig at signalere, at de ikke skal rydde op, fordi jeg kommer. Jeg vil gerne se kendetegnene for en normal dag, og jeg vil både høre om, hvad der er godt og skidt, udfordringer og glæder. Hvis der er en ansat, der fortæller mig, at noget er træls, så er vores opgave at se det større billede.
Men borgmesteren kan også mærke, at der er forskel på besøg og praktik.
- Når jeg er i praktik, så kommer jeg alene uden rød løber og et fint program, og jeg bliver i højere grad en del af hverdagen. Jeg beder lederen koble mig sammen med nogle ansatte, som jeg kan følge igennem dagen.
Løsningen er uformel
Og netop den form for besøg vil medarbejderne gerne deltage i.
- Det, kollegaerne savner, er dialogen og den uformelle kontakt, og at borgmesteren, udvalgsformanden eller udvalgsmedlemmer kommer ud og opholder sig på et lærerværelse, spiser sin madpakke og følger en lærer for en dag, så de får et mere reelt billede af virkeligheden, siger lærerformanden i Esbjerg, Maja Gundermann Østergaard.
Socialrådgiverforeningens formand, Mads Bilstrup, vil også gerne have mere uformel dialog.
- Når socialrådgiverne får en politiker på tomandshånd, så tør de dele både de gode historier og udfordringerne i hverdagen. Det vigtigste er det uformelle rum, så politikerne går derfra med det fulde billede og har input til, hvad de kan arbejde videre med. Men jeg hører ikke ret tit om, at politikerne kommer i praktik på socialrådgivernes arbejdspladser. Det er et opmærksomhedspunkt, tror jeg.
Hos FOA er man omvendt bekymret for, at for mange politikere vil på tur med hjemmeplejen. Politikerne skal også have respekt for medarbejdernes arbejdspres, det tager tid at indhente samtykke til et politikerbesøg, og de risikerer let at gå i vejen, når de er i praktik, forklarer Torben Klitmøller Hollmann. Og så en ting mere.
- Politikerne skal stå ved deres beslutninger og ikke hælde vand ud af ørerne, når fru Hansen stiller dem et konkret spørgsmål om serviceniveauet. Ellers bliver det mine medlemmer, det skal forklare politikernes besparelser dagen efter besøget, understreger Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand for FOA på social og sundhedsområdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























