Overenskomstforhandlingernes såkaldte musketér-ed viste sig natten til onsdag at være et mere rammende udtryk end lønmodtagersiden måske selv havde tænkt det. Som kendere af Dumas’ roman og utallige film over temaet vil vide, var der to konkurrerende musketer-korps i Ludvig den 13.’s Frankrig: kongens og kardinalens, og da forhandlingerne på regionernes område nåede frem til målstregen, blev det alligevel ikke til en #EnLøsningForAlle, som forhandlere og demonstranter ellers havde hamret løs med i månedsvis.

Alle forstår naturligvis udmærket ærgrelsen blandt de forhandlere der blev ladt tilbage, fordi de ikke fandt aftalen god nok til at de ville tilslutte sig den. FTF’s og Akademikernes forhandlere står svækket tilbage i de fortsatte forhandlinger på det kommunale og det statslige område, hvilket på arbejdsgiversiden har været en del af gevinsten ved nattens delaftale. Når den ene side af bordet står svagere, står den anden side tilsvarende stærkere.

LO-forbundenes vilje til at slå til bør dog ikke være kommet som en overraskelse for FTF’erne og Akademikerne. De fik hvad de kom efter, og yderligere flødeskum på lagkagen til medarbejdergrupper, der i forvejen var bedre stillet, kan ingen forvente ville have så høj prioritet, at de ville risikere, hvad de havde skaffet til sig selv.

Som det hedder i udgangsstrofen i hvert vers af ’Danmark for Folket’: Plads for dem alle, plads for alle der vil.

Bemærk: alle der vil. De der ikke vil må klare sig selv.

For FOA’s Dennis Kristensen er opnåelsen af nattens resultat tæt på at være en ønskesituation på dagen for hans afgang som forbundsformand. Den er ikke fuldstændig frivillig, selv om FOA’s vedtægter foreskriver pension fra topposten efter det fyldte 65. år, men han har i det mindste to gange fået opbakning til at trække sin afgang lidt ud over grænsen.

Første gang i 2016 da han ganske vist fik nej til at ændre aldersgrænsen, men ikke desto mindre fik udskudt skiftedagen fra fødselsdagsmåneden februar til nu i april, og anden gang da han efter påske blev bekræftet som FOA’s forhandler til enden af den igangværende overenskomstsituation, også efter valget af ny formand i dag.

Hverken med- eller modparter slipper altså for ham, før OK18 er ført til ende også på det kommunale og det statslige område, inklusiv afstemning om resultat(er) og eventuel konflikt.

Mange af dem, både på egen og de andres side, har elsket at hade ham for hans åbenmundethed fra ellers lukkede forhandlinger og for hans konstante fokus på egne, herunder FOA’s, interesser. Opbakningen fra baglandet har til gengæld altid været stærk, selv om hans facon ikke altid har været hjælpsom i forhold til at opnå resultater.

Men alt det er glemt på en dag som denne. Dennis Kristensen takker af som triumfator, og skumlen fra lærernes Anders Bondo og de statsansattes Flemming Vinther trækker ikke noget fra i den oplevelse.