Vi ser det gang på gang: Folkevalgte, der skifter parti umiddelbart efter lokalvalgene. I visse tilfælde sker det endda på selve valgnatten blot for at sikre sig lidt ekstra på kistebunden. Ofte sker det under dække af mere indflydelse, mulighed for at føre sin politik ud i livet eller ud fra en ideologisk overbevisning, der pludselig er blevet ændret.

Hvordan kan man på få timer, uger eller måneder, efter at man har ført valgkamp på et grundlag, man selv har været med til at udforme i form af partiets valgprogram, blive så lodret uenig med dets indhold, at man springer til et andet parti? Jeg synes, det er useriøst og fremstiller politikere som nogle griske og egocentrerede typer, og jeg er ikke i tvivl om, at de mange partiskiftere, der ses i både lands- og lokalpolitik, er med til at skabe og vedligeholde den stigende politikerlede i befolkningen.

I den seneste valgperiode havde vi et eksempel med en kandidat, der opnåede at være medlem af fire forskellige partier – dette er noget rod, og man kan ikke være det bekendt overfor vælgerne, der tror, de stemmer på en kandidat, der deler deres synspunkter.

Derfor mener jeg, at valgloven bør ændres således, at mandaterne følger det parti, som mandatet tilfaldt. Det er alligevel kun i yderst sjældne tilfælde, at en kandidat får så mange stemmer, at vedkommende kan bære sit mandat selv.
I og med at vi har fået de store kommuner, så stemmer folk oftest på partiet. Det er ikke ligesom i gamle dage med sogneråd, hvor det mere drejede sig om personen. Derfor synes jeg, at man bør overlade pladsen til partiet, hvis man ikke længere er enig med det.

I praksis kan det desværre vise sig svært at lovgive mod ‘partihopperi’, da grundlovens § 56 siger, at valgte politikere kun er bundet af deres overbevisning. Deres mandat tilhører derfor så at sige dem selv og ikke det parti, de er valgt ind som medlem af.

Paragraffen har haft plads i grundloven siden dens oprindelse i 1849, og meningen var dengang at fastslå medlemmernes klare uafhængighed. Man skal dog huske på, at tilbage i 1849 fandtes der ikke partier i den nuværende form. Partier var i højere grad løse sammenslutninger af uafhængige kandidater, og magtens akse var således ikke i partiorganisationerne, som dårligt nok eksisterede, men hos de enkelte medlemmer.

I dag er partiorganisationerne store professionelle foreninger, hvor de enkelte kandidater forpligter sig eller bør forpligte sig på partiets politik, når de stiller sig til valg på partiets liste.

Jeg vil derfor på det stærkeste opfordre øvrige kandidater til at være loyale overfor de stemmer, de er blevet givet i kraft af det parti, de repræsenterer, og dermed give vælgerne tiltroen til de folkevalgte tilbage.