Kommunen.dk
MENU

Partihop, udnævnelser, ansættelser og afskedigelser

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning siden midt i august. Nyhederne er hentet hos vores søstermedie, DK Nyt.

Partihop, udnævnelser, ansættelser og afskedigelser

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning siden midt i august. Nyhederne er hentet hos vores søstermedie, DK Nyt.
Øverst, 1. kolonne: Niels Milo Poulsen, ny kommunaldirektør i Halsnæs, Henrik Littau-Jensen, ny chef for anlæg og ejendomme i Skanderborg, Flemming Poulsen, ny chef for Mariagerfjord Kommunes kultur- og fritidsområde, Rikke Saltoft, ny direktør i Selskabet AffaldPlus, som ejes af Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, og Vordingborg kommuner, 2. kolonne, øverst: Mai Strunge Jarvis, ny chef for Klima og Miljø i Haderslev, Ricco Norman Dyhr, ny direktør for det fusionerede Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital, Jan Christensen, fastansat som direktør i Musikhuset Aarhus.
Øverst, 1. kolonne: Niels Milo Poulsen, ny kommunaldirektør i Halsnæs, Henrik Littau-Jensen, ny chef for anlæg og ejendomme i Skanderborg, Flemming Poulsen, ny chef for Mariagerfjord Kommunes kultur- og fritidsområde, Rikke Saltoft, ny direktør i Selskabet AffaldPlus, som ejes af Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, og Vordingborg kommuner, 2. kolonne, øverst: Mai Strunge Jarvis, ny chef for Klima og Miljø i Haderslev, Ricco Norman Dyhr, ny direktør for det fusionerede Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital, Jan Christensen, fastansat som direktør i Musikhuset Aarhus.

Sket i byrådene

Eks-S løsgænger springer til Moderaterne

ODENSE: Efter et år som løsgænger har eks-socialdemokraten Abdinoor Adam Hassan meldt sig ind hos Moderaterne. Her sigter han højt, nemlig efter en plads i Europa-Parlamentet. Abdinoor Adam Hassan blev valgt til Odense Byråd første gang ved KV17 og genvalgt ved KV21. Hans farvel til Socialdemokratiet begrundede han med uenighed om flygtninge- og udlændingepolitiske spørgsmål. For Moderaterne bliver han det første byrådsmedlem, sådan da, idet partiets politiske ordfører i Folketinget, Henrik Frandsen, også er medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder. Her repræsenterer han dog Tønder Listen og ikke Moderaterne.

Løsgænger landet hos De Konservative

VARDE: Efter et dobbelt-afhop fra Nye Borgerlige, første gang i marts, anden gang i juni, efter at hun var blevet overtalt til at vende tilbage, er byrådsmedlem Anja Karlsson efter nogle måneder som løsgænger nu en del af den konservative byrådsgruppe. Den består nu af seks medlemmer. Anja Karlsson kom i byrådet ved KV21, men hendes medlemskab af Nye Borgerlige har vaklet siden partiets nedsmeltning i begyndelsen af i år. Hun har gennem nogen tid haft et uformelt samarbejde med De Konservative.

Herlev-politiker skifter til Liberal Alliance

HERLEV: Hanne Bjørn, der siden 2018 har siddet i kommunalbestyrelsen i Herlev, skifter til Liberal Alliance og forlader hermed De Konservative. Ved KV21 blev hun genvalgt med kommunens fjerdehøjeste antal personlige stemmer. Hun har desuden været opstillet til Folketinget i 2019 og 2022, og i 2020 var hun midlertidigt folketingsmedlem under Rasmus Jarlovs orlov.  

Pernille Høxbro forlader K 

FREDERIKSBERG: Pernille Høxbro, der fra 2007-2019 var medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for De Konservative, melder sig ud af partiet. Det oplyser hun i en pressemeddelelse, hvor hun sender en hård kritik afsted mod formand Søren Pape Poulsen, både for hans generelle kurs og håndteringen af sagen om europaparlamentsmedlem Pernille Weiss. Tidligere på året meldte tidligere formand Lars Barfoed, byrådsmedlem i Frederiksberg og tidligere MF Helle Sjelle, tidligere MF og generalsekretær Peter Sterup samt tidligere MF og byrådspolitiker i Gentofte Katarina Ammitzbøll sig ud.

Eks-borgmester Vilhelm Lytken (S) er død 

FAVRSKOV: Vilhelm Lytken, tidligere skoleinspektør og borgmester, er død, 94 år. Lytken var fra 1978 til 1993 socialdemokratisk borgmester i den daværende Hinnerup Kommune. Han efterfulgte Leif Hansgaard (V) og blev selv efterfulgt af Niels Berg (V), der havde posten helt frem til kommunesammenlægningen i 2007, hvor Hinnerup sammen med Hammel, Hvorslev og Hadsten samt den sydlige del af Langå Kommune blev til Favrskov.

Aarhusiansk rådmand tager orlov

AARHUS: Den radikale rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, tager orlov for at passe sin for tidligt fødte søn. Han og hans kone blev den 3. august forældre til en søn, der blev født næsten tre måneder for tidligt. Under orloven overtager det radikale byrådsmedlem Mahad Yussuf midlertidigt hvervet som rådmand, mens den radikale 1. suppleant Mathias Agger i samme periode vender tilbage til byrådet.

Billund-politiker går til DD efter et år ude af DF

BILLUND: For godt et år siden meldte byrådsmedlem i Billund Mogens Jørgensen sig ud af DF og blev løsgænger. Nu har han meldt sig ind hos Danmarksdemokraterne, hvor han dermed bliver byrådsmedlem nummer 27. Mogens Jørgensen blev ved både KV17 og KV21 valgt for DF, som nu har en byrådsgruppe på én.

S-spids ved to valg går nu til DF

RINGSTED: Byrådsmedlem i Ringsted Per Flor, som var partiets borgmesterkandidat ved de seneste to kommunalvalg, har meldt sig ind i Dansk Folkeparti. I slutningen af juli forlod han Socialdemokratiet  pga. uenighed om den landspolitiske linje. Skiftet ændrer ikke ved magtbalancen i byrådet, da Per Flor har rykket fra et parti til et andet inden for flertalsgruppen, der udgøres af Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.

Forlod V og går nu til Danmarksdemokraterne

JAMMERBUGT: Byrådsmedlem i Jammerbugt Kjeld Hedegård Nielsen forlod Venstre i august efter 24 år som medlem og har nu meldt sig hos Danmarksdemokraterne. 

S mister byrådspolitiker

SKANDERBORG: Byrådsmedlem Malene Ringberg har forladt Socialdemokratiet. Det gør hun, efter at byrådet har besluttet, at kommunen fra årsskiftet ikke længere skal være en del af turistsamarbejdet VisitAarhus.

DF-afhopper bliver danmarksdemokrat 

LEJRE: Det tidligere mangeårige medlem af Dansk Folkeparti Ole Blickfeldt, der siden marts har været løsgænger i Lejre, har nu meldt sig ind i Danmarksdemokraterne. Blickfeldt repræsenterede i ni år DF i kommunalbestyrelsen, indtil han meldte sig ud af partiet, bl.a. fordi den vigende vælgertilslutning gjorde, at han ikke længere troede på projektet. 

NB-politiker smutter

HEDENSTED: Hedensted-politiker Rune Mikkelsen har meldt sig ud af Nye Borgerlige. Det sker som konsekvens af flere turbulente måneder i partiet, som han ikke længere kan se sig selv i. Baggrunden er blandt andet, at lokalformanden i Vordingborg, Jørn Rasmussen, blev ekskluderet for ”illoyal adfærd”, efter at han havde deltaget i en sommerfest hos partiets tidligere næstformand Henriette Ergemann, som siden har etableret lokallisten Frit Borgerligt Fællesskab.

Stedfortræder for afdød politiker indtrådt

VESTHIMMERLAND: I juni døde byrådsmedlem i Vesthimmerland Doris Lauritzen (S), og nu er hendes stedfortræder godkendt. Det er første stedfortræder Jens Chr. Pedersen, som også har været midlertidig stedfortræder under Doris Lauritzens sygdom. Han overtager hendes poster i Sundhedsudvalget samt Børne- og Familieudvalget og en række andre hverv.

Stopper efter 18 år i byrådet

HØJE-TAASTRUP: Merete Scheelsbeck (K)  stopper i byrådet efter 18 år. Hun kom i byrådet første gang som 19-årig. Hun har fået nyt job som chefkonsulent hos DI. Suppleanten Simon Bøtkjær Nielsen overtager pladsen.

Enhedslisten må skifte ud

SYDDJURS: Niels Peter Mortensen (EL) stopper i Syddjurs Byråd. Han er snart 68, brækkede kort før KV21 et ribben, har fået KOL og har ikke længere kræfter til at følge byrådsarbejdet i det nødvendige omfang. Han afløses af Mohammad Steitan, der er sosu-assistent og tillidsrepræsentant. EL gik ved KV21 frem fra et til to mandater. Randi Jeppesen var egentlig næste på listen, men har af personlige årsager ikke mulighed for at overtage. 

V-medlem bliver løsgænger

JAMMERBUGT: Kommunalbestyrelsesmedlem Kjeld Hedegård Nielsen har meldt sig ud af Venstre for at blive løsgænger. Begrundelsen er partiets løftebrud i minksagen og deltagelse i SVM-regeringen, som Kjeld Hedegård Nielsen ”efter mange og lange spekulationer” ikke længere kan leve med. Kjeld Hedegård Nielsen blev valgt første gang ved KV17 og genvalgt ved KV21. Hans farvel til Venstre efterlader partiet med 12 medlemmer i Jammerbugt.

Nordfynsk politiker vender tilbage til K

NORDFYN:Efter et halvt år som løsgænger har Kenneth Clasen meldt sig ind hos De Konservative. Sidste år forlod han Venstre som følge af intern tumult om skolelukninger, hvor han var stærkt kritisk over for daværende borgmester Morten Andersen (V). I det 25 pladser store byråd går K-gruppen dermed fra to til tre. Borgmesterpartiet V er på 11.  Kenneth Clasen indledte sin politiske karriere hos De Konservative, før han meldte sig ind i Venstre.

Forvaltning

Ulrik Wilbek har  sygemeldt sig

VIBORG: Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), er sygemeldt, foreløbig indtil 28. september. Det bekræfter kommunen, som ikke oplyser yderligere om årsagen. Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er sygemeldingen relateret til stress eller overbelastning. For mindre end et år siden var Wilbek ramt af akut høretab på det ene øre, og den seneste tid har budt på flere store opgaver for borgmesteren.

Afløser for fyret kommunal-direktør fundet

NORDDJURS: Jonas Kroustrup bliver ny kommunaldirektør i Norddjurs. Han kommer fra et job som direktør for Vækst, Teknik og Fællesskab i Hedensted Kommune, hvor han har været ansat siden 2021. Han er tidligere chef i Skanderborg og Vejle med blandt andet ledelse af by- og erhvervsudvikling, klima og digitalisering. Han har en kandidat i informationsvidenskab  med speciale i offentlig ledelse og har taget efteruddannelser inden for blandt andet organisationsudvikling og økonomistyring. Den tidligere kommunaldirektør Christian Bertelsen blev i marts fyret efter kritik af hans ledelsesstil på baggrund af en ekstern rapport. 

Klima- og miljøchef  kommer fra Oxford

HADERSLEV: Ny chef for Klima og Miljø i Haderslev bliver pr. 1. oktober Mai Strunge Jarvis, der kommer fra en stilling i England, hvor hun har været ansvarlig for den grønne omstilling i Oxford City. Mai Strunge Jarvis er født og opvokset i Christiansfeld og vender efter 17 år i England tilbage til landsdelen og bosætter sig med sin familie i Haderslev.

Frederikshavn har ansat ny direktør

FREDERIKSHAVN: 1. november er Rune Asmussen ny direktør for områderne Teknik og Miljø samt Ejendomme, Park og Veje. Jobbet har været ledigt siden afskedigelsen af Boie Skov Frederiksen i juni.  51-årige Rune Asmussen har i mere end 20 år beskæftiget sig med ledelse i forskellige kommuner. Det er især hans arbejde med den grønne omstilling og mere specifikt Recycling City, som er årsag til, at valget faldt på ham. Han er uddannet civilingeniør, har en master i offentlig ledelse og kommer fra en stilling som teknik- og kulturdirektør i Struer Kommune.

Ny social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør

BALLERUP: 16. oktober tiltræder Jannik Nielsen som ny direktør for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområderne i Ballerup Kommune. Han har siden 2020 været chef for kommunens Center for Arbejdsmarked. Han overtager posten som direktør fra Mette Mortensen, der efter 20 år i kommunen har valgt at stoppe.

Komponent-konsulent bliver økonomichef

ROSKILDE: Nanna Fugl Vestereng tiltræder som økonomichef i Roskilde Kommune 1. oktober. Hun er uddannet økonom og kommer aktuelt fra en stilling som konsulent i kommunernes udviklingscenter, Komponent. Hun har tidligere været vicedirektør i Greve Kommune, hvor hun havde ansvar for økonomi og HR, og har erfaring som viceøkonomichef og budgetchef i Frederiksberg Kommune.

Destination Limfjordens direktør stopper

STRUER / SKIVE / MORSØ: Foreningen Destination Limfjorden, som Struer, Skive og Morsø kommuner står bag, skal have ny direktør, fordi Kristina Lehmann Schjøtt rykker tilbage til Sønderjylland. Hun har her fået en mulighed for at være med til at udvikle Tønder Festival, der næste år fejrer 50 års jubilæum.

Direktør hjemsendt efter krænkelser af HR-chef 

FREDERIKSBERG: By-, kultur- og miljødirektør Ulrik Winge er hjemsendt fra sit job. Det sker efter en sag om seksuelle krænkelser mod daværende HR-chef Birgitte Rømer. Hun beskrev i en afskedshilsen på LinkedIn, hvordan hun som følge af en seksuel krænkelse fra en kollega havde følt sig nødsaget til at opsige sin stilling. Kollegaen havde fået lov at fortsætte efter at have undskyldt og erkendt sin adfærd. Men nu er Ulrik Winge sendt hjem som følge af sagen. Han har haft direktørposten siden 2011. Jesper Dahl er udpeget som konstitueret direktør.

Ny kultur- og fritidschef på plads

AABENRAA: 1. oktober tiltræder Karsten Justesen som ny kultur- og fritidschef i Aabenraa. Han kommer fra et job som direktør i Destination Sønderjylland, og herfra kender han dele af sit kommende arbejdsområde på kultur- og fritidsområdet.

Forvaltningschef stopper efter halvandet år

LÆSØ: Forvaltningschef for teknik og havne Susanne Pagh har sagt sin stilling op med udgangen af september ”til fordel for et drømmejob”. Susanne Pagh begyndte i stillingen 15. februar 2022 samtidig med, at den nye kommunaldirektør, Kurt Bennetsen, også for alvor satte sig i stolen. På Læsø består den administrative ledelse af en kommunal-direktør og tre forvaltningschefer, hvoraf den ene også er vicekommunaldirektør.

Fritstiller tre chefer for at spare

STRUER: Struer Kommune har fritstillet tre chefer for at finde besparelser. De er fritstillet med løn i opsigelsesperioden på op til et år - med virkning fra 1. oktober. Det gælder eventchef Kim Høfler, chefen for Lydens By, John Fogde, og centerchefen i forvaltningen for kultur, fritid og lokalområder, Thomas Antunes. De tre job mindre betyder en forventet besparelse på de kommunale budgetter på 1,5 mio. kr. om året.

Viborg-leder bliver ny omsorgschef

VIBORG: Ny omsorgschef pr. 1. oktober bliver Karen Holdsbjerg-Larsen, der siden maj har været leder af pleje- og omsorgscentrene. Karen Holdsbjerg-Larsen er oprindeligt uddannet sygeplejerske med ledelsesjob på forskellige hospitaler, indtil hun i 2014 blev områdeleder for hjemmeplejen i Syddjurs Kommune. Siden har hun haft chefstillinger i Aalborg og Aarhus kommuner, inden hun kom til Viborg. Hun overtager chefstillingen efter Maila Tandrup, der forlod stillingen i april ”efter gensidig aftale”, og som efterfølgende blev sundheds- og ældrechef i Horsens.

Aarhus fastansætter Musikhusets direktør 

AARHUS: Efter ni år på åremålskontrakt er Jan Christensen blevet fastansat i sin stilling som direktør i Musikhuset Aarhus samtidig med, at musikhuset kan fejre det højeste billetsalg nogensinde. Omsætningen er steget fra 68,5 mio. kr. i 2013 til 118,5 mio. kr. i 2022. 

Stabschef bliver centerchef 

GULDBORGSUND: Hanne Lindholm bliver ny centerchef for Økonomi i Guldborgsund. Hun har 22 års ledelseserfaring fra det kommunale og regionale område, og i de seneste tre år har hun været stabschef i Ringsted med ansvaret for Jura, Digitalisering, IT og Ledelsesinformation. Inden da var hun stabschef i Frederiksberg Kommune for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, og hun har tidligere været finans- og sekretariatschef i Region Hovedstaden samt økonomi- og planlægningschef på Holbæk Sygehus.

Billund får ny skolechef

BILLUND:44-årige Stefan Kelstrup er ny skolechef i Billund pr. 1. oktober. Han kommer fra jobbet som distriktsskoleleder i Fredericia, hvor han i to et halvt år har ledet en skole med fire afdelinger og fire ledelsesteam. Stefan Kelstrup har tidligere været souschef og skoleleder igennem seks år i Odense Kommune og har desuden diplom og en master i offentlig ledelse.

Skanderborg har fundet sin nye anlægschef

SKANDERBORG:  Henrik Littau-Jensen bliver ny chef for anlæg og ejendomme i Skanderborg. Han har tidligere haft lignende stillinger i Holstebro, Sønderborg og Odense kommuner. Karrieren har også bragt ham forbi Grundfos og til Qatar, hvor han var teknisk chef på en fabrik, der laver betonelementer. Han sprang til som vikar 31. juli med den klare overbevisning, at det kun skulle vare to måneder. Det har dog ændret sig undervejs i ansættelsen.  Han er oprindeligt uddannet bygningssnedker, og har siden blandt andet læst til bygningskonstruktør og byggeøkonom. Med sig har han også diplom i ledelse fra Aarhus Universitet.

Halsnæs ansætter konstitueret kommunaldirektør 

HALSNÆS: Et enigt byråd har godkendt ansættelsen af Niels Milo Poulsen som ny kommunaldirektør. Niels Milo Poulsen har været konstitueret, siden den foregående kommunaldirekter Jan Michelsen blev fritaget for tjeneste i marts efter halvandet år på posten. Forud for konstitueringen var den nu fastansatte kommunaldirektør ansat som direktør i kommunen, og han har tidligere været velfærdsdirektør og socialdirektør i bl.a. Furesø og Værløse.

Ny centerchef begyndte som sosuhjælper

LYNGBY-TAARBÆK: Per 1. september blev Charlotte Holde Østerby ny chef for Center for Sundhed og Omsorg i Lyngby-Taarbæk. Hun har en lang karriere indenfor ældre- og sundhedsområdet bag sig. De seneste knap 30 år, heraf størstedelen i Lyngby-Taarbæk, har hun arbejdet som først social- og sundhedshjælper, sygeplejerske og visitator. Sidenhen har hun haft forskellige lederposter. 

Faxe flytter direktør og fyrer centerchef

FAXE: Direktør Marianne Hoff Andersen er blevet flyttet fra Center for Børn, Unge og Familier i Faxe, og centerchef Henrik Reumert er blevet opsagt. Det skriver TV2 Øst. Kanalen er i besiddelse af en fortrolig redegørelse udarbejdet af konsulenter fra KL, og ifølge den blev centerchef Henrik Reumert hjemsendt i maj efter klager fra skoleledere i kommunen. Efterfølgende er der indgået en gensidig fratrædelsesaftale. Ifølge flere af kanalens kilder flyttes direktør Marianne Hoff Andersen til en anden afdeling efter længere tids uro i afdelingen, konflikter internt i ledelsen og klager fra medarbejdere over hendes indblanding i verserende sagsbehandlinger.

Ny kultur- og fritidschef

MARIAGERFJORD: Fra 1. oktober skal Flemming Poulsen stå i spidsen for Mariagerfjord Kommunes kultur- og fritidsområde. Han kommer fra en stilling som direktør for DGI Østjylland. Flemming Poulsen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har været direktør for DGI Østjylland siden 2015. Han har også ledelseserfaring fra det kommunale område, senest som sekretariatschef for teknik og kultur i Favrskov.

Nyoprettet stilling som erhvervs- og detailchef

ODSHERRED: Til en nyoprettet stilling som erhvervs- og detailchef har Odsherred pr. 1. oktober ansat Tina Charlotte Frederiksen, der har mere end 20 års erfaring med erhvervsudvikling og vækst-vilkår for virksomheder. Hun er uddannet revisor og har taget en række efteruddannelser inden for ledelse. Hun kommer fra en stilling som afdelingsleder i rådgivningsvirksomheden VKST og har tidligere været erhvervs- og turistchef i Greve og direktør i Erhvervsråd Lolland-Falster.

Centerchef konstitueres som børn- og ungedirektør 

HELSINGØR: Peter Arhnung konstitueres i den direktørstilling, som er blevet ledig, efter at Lars Rich fratrådte ved udgangen af juli måned for at blive kommunaldirektør i Tårnby. Peter Arhnung kommer fra en stilling som centerchef i Center for Børn, Unge og Familier i Helsingør Kommune. Han har tidligere været skoleleder og leder af dagtilbudsområdet. 

Gribskov får ny beredskabschef

GRIBSKOV: Gribskov Kommune har med Henrik Sass Christensen ansat ny beredskabschef til den overordnede administrative og økonomiske styring samt ledelse af Gribskovs brand- og redningsberedskab pr. 1. oktober. Henrik Sass Christensen, 42 år, er oprindeligt uddannet redder og har arbejdet mange år hos Falck, herunder også som leder.

Regioner

Projektdirektør stopper efter udtalelser

NORDJYLLAND: Projektdirektør Martin Kjær, Byggeri og Ejendomme, har sagt op i Region Nordjylland. Ifølge Nordjyske kommer opsigelsen kort efter, at Martin Kjær rystede Region Nordjylland med en række opsigtsvækkende udtalelser til mediet i kølvandet på et påbud fra Arbejdstilsynet. Her anklagede medarbejdere projektdirektøren for blandt andet overfusninger.  I avisen stod en tidligere kontorchef med ansvar for HR også frem og betegnede hans ledelse for ”frygtbaseret”, og Martin Kjær har erkendt til Nordjyske, at flere medarbejdere har grædt på arbejde, og at han har overvejet at flytte nogle af de medarbejdere, der har det værst, til andre afdelinger.

Region fritager sin direktør efter kun fem måneder

SJÆLLAND: Region Sjælland har indgået en fratrædelsesaftale med regionsdirektør Annemarie Schou Zacho-Broe, som samtidig er fritaget for tjeneste. Hun startede som regionsdirektør i april måned og har derfor kun nået at have fem måneder på posten. Regionen “har ønsket en ny profil til at stå i spidsen for regionens administration,” oplyser regionen. For cirka to år siden blev Annemarie Zacho-Broe hjemsendt, politianmeldt og siden bortvist fra sit job som kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Anklagen gik på inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af borgmesteren. Annemarie Zacho-Broe blev siden renset ad tre omgange, først i en advokatundersøgelse, dernæst af Statsadvokaten i juni 2022 og endelig af en voldgiftsret i august 2022.

Ny direktør for fusionerede sygehuse

SJÆLLAND: Regionsrådet har vedtaget en fusion mellem Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital. Direktionen har udpeget Ricco Norman Dyhr, som i dag er direktør for Nykøbing F. Sygehus, til at stå i spidsen for det fusionerede Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital. Det betyder samtidig, at Sjællands Universitetshospitals direktør, Niels Würgler Hansen, er blevet fravalgt.

Psykiatri-direktør går på pension

HOVEDSTADEN: Martin Lund, direktør for psykiatrien i Region Hovedstaden, har valgt at gå på pension i starten af det nye år, når han fylder 67. Det sjer efter 35 år i sundhedsvæsenet og de sidste 16 år i spidsen for Region Hovedstadens Psykiatri. Regionen går hurtigst muligt i gang med at finde en afløser.

Psykiatri-direktør går på pension

HOVEDSTADEN: Martin Lund, direktør for psykiatrien i Region Hovedstaden, har valgt at gå på pension i starten af det nye år, når han fylder 67. Det sjer efter 35 år i sundhedsvæsenet og de sidste 16 år i spidsen for Region Hovedstadens Psykiatri. Regionen går hurtigst muligt i gang med at finde en ny direktør til psykiatrien.

Tidligere KD-formand siger farvel til politik ved regionalvalg

MIDTJYLLAND: Tidligere landsformand for Kristendemokraterne Marianne Karlsmose genopstiller ikke til næste regionalvalg i 2025 og er derfor i gang med sin sidste periode i Region Midtjylland. Dermed forlader hun også dansk politik helt. Marianne Karlsmose blev valgt til regionsrådet første gang i 2017 og er lige nu det eneste regionsrådsmedlem for Kristendemokraterne. Hun har ad to omgange været landsformand for partiet, først fra 2002 til 2005 og siden fra maj 2022 til kort efter valget i november, hvor partiet ikke kom over spærregrænsen. Hun trak sig som formand med en anbefaling, at partiet burde droppe ambitionen om at komme i Folketinget for i stedet at fokusere på kommunal- og regionalpolitik. Den anbefaling blev nedstemt af hovedbestyrelsen.

Ny direktør for fusionerede sygehuse

SJÆLLAND: Regionsrådet har vedtaget en fusion mellem Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital. Direktionen har udpeget Ricco Norman Dyhr, som i dag er direktør for Nykøbing F. Sygehus, til at stå i spidsen for det fusionerede Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital. Det betyder samtidig, at Sjællands Universitetshospitals direktør, Niels Würgler Hansen, er blevet fravalgt.

Organisationer 

Morten Skov Christiansen er kronet som ny FH-formand

Morten Skov Christiansen er uden modkandidater udpeget som Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) nye formand. Det blev vedtaget på en ekstraordinær kongres i K.B. Hallen. Morten Skov Christiansen har siden foråret fungeret som fungerende formand, efter at Risgaard trådte tilbage, efter at hun blev anklaget for en række upassende berøringer i sin tid som formand.

Center for sundt liv og trivsel med ny forperson

Center for sundt liv og trivsel, der har eksisteret siden årsskiftet, får ny forperson for bestyrelsen i skikkelse af Sundhedsstyrelsens nye direktør Jonas Egebart. Han afløser Søren Brostrøm, der har bidraget til centrets opstart. Centret, der skal skabe ny viden om børn og unges sundhed og trivsel, er stiftet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Novo Nordisk Fonden. Både KL og Danske Regioner er repræsenteret i bestyrelsen. Jonas Egebart skal nu i samarbejde med bestyrelsen og centrets direktør, professor dr. med. Morten Grønbæk sætte retning for det fremtidige arbejde. 

Byggeskadefonden får ny driftsdirektør

Kathrine Birkemark overtog 1. september stillingen som driftsdirektør i Byggeskadefonden fra Morten Søegaard-Larsen, der har trukket sig på grund af sygdom, men fortsætter som konsulent, oplyser fagbladet Boligen. Byggeskadefondens bestyrelse er valgt af blandt andre BL - Danmarks Almene Boliger, KL og boligministeren.

Direktør forlader Djøf og stifter tænketank

Sigge Winther Nielsen forlader sin stilling som direktør hos fagforeningen Djøf for at stifte en tænketank sammen med blandt andre den tidligere minister Tommy Ahlers. Blandt medstifterne finder man også Mikkel Vedby Rasmussen, dekan ved Københavns Universitet, og Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International. Sigge Winther Nielsen har tidligere været embedsmand i Finansministeriet og vært på DR2 Deadline. 

Selskaber

Assens Forsyning opsiger direktør

ASSENS: Assens Forsyning A/S har opsagt direktør Birger Strandby Ernst. Opsigelsen skyldes, at man ønsker en anden profil til at stå i spidsen for forsyningen, der står over for en ny strategiperiode med mange udfordringer og høje ambitioner. Indtil en ny direktør er fundet, er økonomichef Marianne Lyngsø Hansen konstitueret direktør.

Sjællandske AffaldPlus har fundet ny direktør

Selskabet AffaldPlus, som ejes af Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, og Vordingborg kommuner, har fundet sin nye direktør. Valget er faldet på Rikke Saltoft, som tager plads i direktørstolen 1. december. Hun kommer fra en stilling som kunde- og stabsdirektør i Fors A/S og overtager direktørstillingen efter John Kusz, som efter 18 år i stillingen valgte at gå på pension i august måned. 

Folketinget

Scavenius smidt ud af Alternativets folketingsgruppe

Theresa Scavenius er smidt ud af Alternativets folketingsgruppe og har efterfølgende meldt sig ud af partiet og er blevet løsgænger. Gruppemedlemmer har beskyldt hende for at udvise modvillighed over for at samarbejde og for at være grov over for dem og medarbejdere i partiet. De anklager har hun afvist. Der sidder nu fem personer tilbage i Alternativets folketingsgruppe. 

Vanopslagh giver politisk ordførerskab videre

Partiformand Alex Vanopslagh er ikke længere Liberal Alliances politiske ordfører. Den fremtrædende post blev under partiets sommergruppemøde givet videre til Sólbjørg Jakobsen. Hun var indstillet til posten af Alex Vanopslagh, og det har en enig folketingsgruppe bakket op om. Sólbjørg Jakobsen blev valgt til Folketinget i Nordjyllands Storkreds ved valget i november sidste år. Siden har hun været partiets beskæftigelses-, ligestillings- og Færøerneordfører. Alle ordførerskaber beholder hun.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR