Socialpædagogerne Pia Stabell og Katrine Knudsen har knækket koden til at få gang i samskabelsen. De skulle bare blande kommunen uden om og gøre det selv. 

De sagde deres job på et kommunalt bosted op og begyndte arbejdet med at skabe et tilbud til udviklingshæmmede, hvor de kunne skabe de bedste livs-forudsætninger.

I 2017 slog pædagogerne for første gang dørene op til Vaskeriet. Med absolut ingen penge på kontoen, men med en kaffemaskine, seks kaffekopper og tilladelse til at bruge et par ledige vaskemaskiner på et møntvaskeri i Brabrand Boligforening. Her ville man tilbyde udviklingshæmmede arbejdserfaring og hjælp til at blive mere selvstændige i hverdagen.

Projektet er i dag en prisvindende samskabelses-succes. Udover at øge livskvaliteten for de udviklingshæmmede, har det også skabt liv i boligforeningen, mener Pia Stabell.
Vaskeriets kunder tæller nu både virksomheder og privatpersoner. Også kommunen er i kundekartoteket. Vaskeriet er så besøgt, at det ved årsskiftet måtte rykke i større lokaler, og ventelisten er lang til en af de øvebane-pladser, Aarhus kommune er gået med til at samarbejde om og betale for.

Da Pia Stabell og Katrine Knudsen begyndte projektet i 2017, ville kommunen ikke samarbejde, fortæller de. 

- Kommunen vil have målsætninger og handleplaner og vide, hvordan de sikrer sig, at det bliver en succes. Vi kunne ikke love dem noget. Derfor måtte vi søsætte projektet uden dem, siger Pia Stabell.

- Vi arbejder ikke for at opfylde målsætninger og kriterier, som kommunen har sat. Vi arbejder for at skabe en udvikling sammen med de enkelte borgere. Så når kommunen spørger, hvor mange der vil være klar til at komme i anden beskæftigelse efter et vist antal måneder, så kan vi ikke svare på det. Vi ved det nemlig ikke, siger hun.

Nye tilgange

Noget af det særlige ved vaskeriet er den enormt høje grad af medbestemmelse og brugerinddragelse, forklarer Pia Stabell. 

- Her tager vi alle beslutninger i fællesskab. Vi gør det her med de udviklingshæmmede, ikke for dem, siger hun. 

Før hun sammen med Katrine Knudsen startede Vaskeriet, arbejdede de på bosted i kommunen. Kulturen på bostedet var stik modsat den, der i dag er til stede i Vaskeriet, fortæller de. 

- Personalet løste alle hverdags-opgaverne, selvom mange af beboerne måske selv var i stand til at vaske tøj, gøre rent og fylde deres egen tallerken ved måltiderne, fortæller hun. 

- Det synes jeg ikke er i orden overfor de mennesker. Der er noget helt vildt fedt ved gøre tingene selv. Og at hygge sig, når man spiser. Det er ikke hyggeligt, at der står en pædagog og øser mad op til en. De gør jo borgerne passive, fortæller Pia Stabell.

- Så sådan gør vi ikke på Vaskeriet. Det er vigtigt, at borgerne er så selvstændige som muligt, så de kan tage aktiv del i deres eget liv, forklarer Pia Stabell.

Den tilgang er Katrine Knudsen enig i.

- Hvis ikke vi øver med borgerne, så fratager vi dem muligheden for at danne erfaring. Det duer ikke. Udviklingshæmmede skal have erfaring mange gange, for at de kan bruge det til noget. Så må det tage den tid, det tager, siger hun.

Fejl fodrer viden

Pia Stabell og Katrine Knudsen mener, at en af årsagerne til, at Vaskeriet har succes, er modet til at begå fejl.

- Vi hylder de fejl, vi begår. Det er dem, der skal lære os at blive bedre, fortæller Pia Stabell.

- Vi kan godt forstå, at kommunen er bange for at begå fejl. Men det skal de ikke være. Der skal være plads til fejl, hvis man skal prøve nye ting af. Og den plads skal kommunen skabe, hvis de skal have samskabelse til at fungere, uddyber hun.

På vaskeriet rykker Pia Stabell og Katrine Knudsen de udviklingshæmmedes grænser. Det har blandt andet resulteret i, at en borger, som før blev transporteret i taxa på kommunens regning, nu har lært at tage bussen selv, når hun skal på arbejde på vaskeriet. 

- Det betyder jo en verden til forskel for hende. Noget af det fedeste, man kan være, er selvtransporterende. Det er en kæmpe frihed, siger Pia Stabell.

Af samme årsag ejer vaskeriet ikke en bil. Beboerne skal lære at transportere sig rundt, og de må hjælpe hinanden med det.

Et andet princip er, at Pia Stabell og Katrine Knudsen aldrig går med ind, når de ansatte skal ud og aflevere vasketøj til kunderne. 

- Det kan ske, at vi følger dem på vej. Ellers kan vi gennemgå ruten på Google Maps. Og hvis det går helt galt, så kan de jo ringe til os. Så finder vi ud af det sammen, siger Katrine Knudsen og fortsætter: 

- De er så glade og stolte, når de kommer hjem, og det er lykkedes. Den glæde kan man ikke tage fra dem.

Den frie tilgang til læring vækker engang imellem opsigt. Det oplever pædagogerne stadig.

- Folk spørger tit: ‘Sender I dem bare afsted? I har jo ansvaret for dem?’, fortæller Katrine Knudsen. 

- Og ja. Det gør vi. Selvfølgelig arbejder vi pædagogisk med, hvordan det kan lade sig gøre. Og vi forbereder dem på, hvad der skal ske. Derudover er de jo over 18 år, så de har ansvar for sig selv. Og ellers har vi jo alle sammen et ansvar for hinanden her i samfundet, siger hun.

På med ja-hatten

Hverken Pia Stabell eller Katrine Knudsen mener, at Vaskeriet var blevet samme succes, hvis det havde været kommunen, der stod bag. 

- Jeg er i tvivl, om de overhovedet ville være kommet i gang, siger Pia Stabell.

- Man behøver ikke have en færdig plan, før man begynder arbejdet. Planer går alligevel sjældent, som man forestiller sig, siger hun.

Hun mener, kommunerne skal ændre deres tilgang fuldstændigt, hvis ikke løsningen på deres samskabelse-problemer er, at medarbejderne siger op for at føre deres drømme ud i livet.

- De skal tage ja-hatten på og se mulighederne. Tillid skal fylde mere, og så skal de gå i gang i stedet for at overtænke det. Sæt personalet fri, så de slipper for at sige op, for at skabe gode initiativer, afslutter hun.