Man kan klandre regeringen for meget, men ikke for at lefle for populismen eller opføre sig økonomisk uansvarligt. I hvert fald hvis man måler med tidligere regeringer. Denne regering vil formentlig i historiebøgerne få en langt pænere karakter af økonomerne end for eksempel Anders Foghs første regeringer, hvor den politiske kapital i befolkningen primært blev brugt til at føre aktivistisk udenrigspolitik med engagement i Irak og Afghanistan frem for for eksempel at kontrollere udgiftsvæksten i den offentlige sektor.

Regeringens økonomiske politik ligner til forveksling den, som mange økonomer har anbefalet.  Og den er svær at skelne fra den politik, som V angiver som et alternativ.  Det så man med skattereformaftalen, hvor der skete en omfordeling fra de erhvervspassive til de erhvervsaktive indkomstgrupper og nu igen med den konkurrenceevnepakke, som i skrivende stund forventes at blive præsenteret. Elementerne er kendte: Mindre offentlig udgiftsvækst, der ellers tilgodeser lavindkomstgrupper, skal i stedet finansiere skatte­- og afgiftslettelser for erhvervs­livet.

Ligesom med tidligere gennemførte arbejdsmarkedsreformer, som regeringen ikke har villet – eller har kunnet – ændre, så er hensigten med en kontanthjælpsreform og en SU-reform, at det – udover at skabe et provenu til konkurrenceevnepakken – får en positiv effekt på arbejdsudbuddet. I regeringens egen ideologiske lejr blandt dagbladet Politikens lederskribenter, i fagbevægelsen, økonomer hos AE-rådet, tænketanken CEVEA, Aalborg Universitet med flere, så har 'pisk' for at få flest mulige ud på arbejdsmarkedet, ellers været tiltag, som man blankt har afvist som noget kun hjerteløse borgerlige kunne finde på. Nu er det ikke desto mindre regeringens politik, som gennemføres ved hjælp af de borgerliges stemmer. 

Satser hele butikken

Ingen ved med sikkerhed, om effekterne er tilstrækkeligt mærkbare eller effektive til, at de kan skabe de resultater, som regeringen har gjort til sin altafgørende målsætning, nemlig at beskæftigelsen bliver øget (og/eller ledigheden nedbragt). Regeringen satser populært sagt 'hele butikken' for at få mærkbare resultater på dette ene felt, og så må man fravige hensynet til de kernevælgere, der måtte protestere over, at regeringen gør det stadig sværere for borgerne at opnå adgang til overførselsindkomster. 

Problemet for regeringen er imidlertid, at den er fanget af sin egen retorik. Først forklarede S-SF (og til dels R) vælgerne, at der fandtes en anden vej end 'sparevejen '. Der blev forud for valget for kun 1½ år slået på tromme for 'investeringsvejen', og der blev talt ganske meget om '12 minutters ekstra arbejde for at bevare velfærden'.   Meget hurtigt efter valget fandt regeringen ud af, at de borgerlige havde efterladt en tom statskasse uden muligheder for at finde større beløb til massive offentlige investeringer. De økonomer, der havde rådgivet de borgerlige, gav regeringen de samme råd om at føre en forholdsvis stram finanspolitik kombineret med reformer, der øger arbejdsudbuddet.

Finanskrisen opstod i 2008, men det var først, da Helle Thorning-Schmidt kom til magten, at hun begyndte at forklare vælgerne, at Danmark står i 'en ny økonomisk virkelighed hvor vi skal prioritere' og hvor 'alle må yde et bidrag'. Dermed overtog hun sin forgænger Lars Løkke Rasmussens retorik.  Siden har journalister - med god hjælp fra oppositionen – haft let ved at påpege især S og SF's 'løftebrud'.  Det stod klart, da enhver kunne læse, den af de radikale dikterede økonomiske politik i regeringsgrundlaget kun uger efter valget. Nu er også De Radikale - med regeringens oplæg til en SU-reform – blevet taget i noget som kritikere uden besvær kan udlægge som et klart løftebrud. For i regeringsgrundlaget – De Radikales håndfæstning - har regeringen senest lovet ikke at ændre ved SU’en 'i den nuværende form'. Det benægter Thorning imidlertid og lægger derved yderligere alen til sit i forvejen flossede image som usædvanligt tvetunget.

Sort er hvidt

Hidtil har vælgerreaktionen på S-SF-R-regeringens forholdsvis stramme økonomiske politik været, at de røde vælgere i meningsmålingerne har valgt at parkere deres stemmer hos Enhedslisten, mens midtergruppen af 'Blå Bjarner' er gået til Venstre eller Dansk Folkeparti. Kynisk set kan regeringen se bort fra de rødeste vælgere og fokusere på midtergruppen. Men i begge tilfælde er det formentlig 'løftebrudsdiskussionen', som har fået vælgerne i bevægelse – dog i hver sin retning. Nu får vi formentlig yderligere en diskussion om løftebrud, hvorfor det er svært at se, at vælgerne pludselig skulle vende 'hjem' til 'Rød blok'.  Ikke mindst når regeringschefen overfor vælgerne konsekvent insisterer på, at sort i virkeligheden er hvidt. 

Hvis man skal vinde midtergruppen af 'Blå Bjarner' tilbage igen, så må regeringen genvinde troværdigheden, og spørgsmålet er, om det overhovedet kan nås inden et valg i foråret 2015. Man er for længst begyndt at forholde sig til realiteter i dansk økonomi, og regeringen opererer overordnet i den virkelige verden, det vil sige hinsides traditionel Keynes-logik, hvor man bør 'åbne for sluserne' og kører med store budgetunderskud for at stimulere offentlige investeringer langt ud over det niveau, som skiftende regeringer allerede har sat i værk.

Regeringen fører en krisepolitik, som har opbakning langt ind i den borgerlige lejr, men det er ikke det samme som, at vælgerne bakker op om regeringen eller nogensinde vil gøre det. Og det hænger formentlig alene sammen med, at regeringen før valget påstod, at den kendte en hemmelig sti til bevarelse af velfærdssamfundet, uden at det gik ud over nogen. Og ifølge en ny undersøgelse af valget 2011, så var denne 'fair løsning' formentlig netop det, der afgjorde valget i rød bloks favør. Spørgsmålet er, hvor lang vælgernes hukommelse er. Hvis vi får mærkbar jobvækst inden for de næste to år, så bliver den måske kort. Men så skal Thorning – som minimum - droppe den håbløse stil med at fremmane fatamorganaer for vælgerne.