18 milliarder er mange penge, men det er under halvdelen af, hvad vi årligt bruger på erhvervsstøtte (42 mia. kr.) Kassen til velfærd er ikke tom.

For de ekstra penge til forsvaret er fundet ved at ændre i budgetloven og regnskabsteknisk lave et strukturelt underskud på én procent af BNP. Reelt betyder det, at vi bruger noget af vores opsparing.

SF har desuden aftalt med Socialdemokraterne, at landets råderum skal gå til velfærd. For når der kommer flere børn og flere ældre de kommende år, skal der tilføres flere penge til den offentlige sektor blot for at blive på det nuværende niveau.

Vi kan mere, end vi troede

Danmarks statsbudget er ikke hugget i granit og det er langt fra statisk. Hvis vi vil, kan vi altså finde flere penge til mere kommunal velfærd.

Nogle har altid en interesse i at fremmane et andet billede af "nødvendighedens politik". Det gør man, når man er politisk uenig og nægter at se beslutningerne fra nye vinkler. Men der er altid flere muligheder. Også nu, hvor vi står i en meget alvorlig situation og ser ind i en økonomisk krise.

Da covid-19 bankede på, var et samlet Folketing ikke i tvivl. Der skulle handles hurtigt, og der blev afsat massivt med penge til at finansiere, at landet som helhed kunne komme nogenlunde sikkert igennem nedlukningen. Vi kom igennem. Og det endda økonomisk stærkere. 

Men den offentlige sektor er under pres

Da Rusland angreb Ukraine var et stort flertal af de Folketingets politiske partier ikke i tvivl; der var brug for at skabe en ny sikkerhedspolitisk dagsorden. Det, som ikke tidligere har været muligt, blev nu muligt. Budgetloven blev lavet om for at finansiere en øget sikkerhedspolitisk indsats med penge som ikke tidligere havde ladet sig vriste ud af skiftende finansministres lommer. 

Den danske velfærd er til gengæld truet af andre grunde. Men det er, som om vi ikke ser det som den store trussel, at der mangler mindst 30.000 ansatte i den offentlige sektor og på sigt mange flere. Som om man har fortrængt, at mange dygtige medarbejdere har forladt den offentlige sektor, fordi de ikke er tilfredse med bl.a. arbejdsvilkårene.

I årevis har man på jordmoderområdet råbt vagt i gevær. Men først nu efter mere end ti år er man ved at styrke indsatsen. 

Velfærden kunne også bruge et nationalt kompromis

Kriminalforsorgen har været slidt ned af frustrerende arbejdsmiljø, for få medarbejdere og heraf alf for få uddannede. Også her har man ventet mere end ti år med at sætte ind.

Folkeskolen har været ramt af en fejlslagen reform og en lockout. Ni år senere er andelen af ikke-uddannede lærere alt for høj, og først nu indledes forsøg med at man igen lokalt kan udvikle skolerne decentralt. 

Den offentlige sektor lider på mange områder. Ovennævnte eksempler er bare tilfældigt udvalgte. Så måske er tiden moden til et nationalt kompromis for at revitalisere den offentlige sektor med attraktive arbejdspladser, en stor grad af medindflydelse og et højt fagligt miljø til gavn for bedre velfærd for landets borgere.