Landets borgerlige opposition kan for tiden glæde sig over en ganske pæn føring i meningsmålingerne på mellem 6-8 pct.point. Problemet er bare, at medmindre Helle Thorning-Schmidts regering bryder sammen forinden – hvad de færreste forventer – så kommer valget formentlig først om tidligst 3 år. Til den tid vil statsministeren omhyggeligt forsøge at time valgudskrivelsen til et tidspunkt, hvor rød bloks opbakning er i top. Hvis der måtte komme et jobskabende opsving som følge af en markant bedring i de internationale konjunkturer, så skulle det heller ikke være umuligt for Thorning-regeringen vinde et valg.

Selv når man tager i betragtning, hvor elendigt regeringen er ledet, og hvor dårligt regeringen formår at sætte og vinde dens egne centrale politiske dagsordener. Ja den kan knapt nok komme igennem Folketinget med sin politik, når der ses bort fra de dele især på det økonomiske område, som man har overtaget fra de borgerlige. Betalingsringen er bedste eksempel på, at regeringen kløjes i sin egen politik.

Men hvad med de borgerlige? Hvor længe kan man holde dampen oppe? Oppositionen er mildt sagt heller ikke en homogen masse. Den består af fire forskellige partier, der hver især skal finde deres helt egen strategi frem mod næste valg at være oppositionsparti på.

Den syge mand

De konservative er tydeligt for enhver oppositionens gamle syge mand. Partileder Lars Barfoed har til gode at læse en meningsmåling, der ligger over det katastrofale valgresultat i september, hvor det tidligere statsministerparti blev mindre end Enhedslisten. Chok-Gallup målingen i januar gav partiet 2,6 pct. af stemmerne, som må være blevet læst med gru overalt blandt konservative tillidsfolk herunder K-borgmestre i de københavnske omegnskommuner. P.t. ligger partiet på en vælgeropbakning på ca. 4 pct.

Hvis det holder frem til kommunalvalget i november 2013, så må man regne med, at K-borgmestre risikerer at falde på stribe. Dermed er sandsynligheden for, at de konservative går i graven mere overhængende nogensinde, hvilket også vil føre til, at Barfoeds dage som partileder naturligvis er talte. Barfoed har halvandet år til at få rettet skuden nogenlunde op. Hvordan det vil ske? Det er der ingen, der har noget særligt godt bud på. Spørgsmålet er, om det i det hele taget er realistisk. Partiet fylder 100 år i 2015. Det kunne i værste scenario falde sammen med en begravelse for de konservative.

Barfoed, som ingen påstår, har det store vælgermagnets-potentiale, er pisket til i alle kommende politiske sager, hvor det er muligt at distancere sig fra Venstre, der hidtil har formået at opfiske broderparten af de tidligere konservative vælgere.

DF i en brydningstid

Dansk Folkeparti er i en situation, hvor man skal forny sin politiske strategi. Forleden kom det frem i Berlingske, at en stor del af partiets bagland mener, at tiden med yderligere udlændingestramninger er forbi. Nu gælder det om i stedet at konsolidere partiets landvindinger på området og forsvare dem i forhold til den røde regerings eventuelle forsøg på afvikling af VKOs stramme udlændingepolitik. Spørgsmålet er dog, om det er en platform, som DF på sigt alene kan fastholde og vinde nye vælgere på?

Måske er Pia Kjærsgaards tropper hjulpet af, at den røde regering pønser på at lave reformer med VK om førtidspensionen, kontanthjælpen mv.

Her ligger der en mulighed for DF til at afvise at tage medsansvar for disse reformer og fremstille sig selv som de 'socialt ansvarlige' i den borgerlige opposition. Det vil måske tiltrække skuffede vælgere fra rød blok, som DF har mistet i de seneste år, da man lavede genopretningsreform med VK-regeringen. DFs største udfordring bliver dog at gennemføre det generationsskifte, der må komme inden for en overskuelig tid, når Pia Kjærsgaard (f.1947) forlader formandsposten. Om tre år vil hun være i betænkelig nærhed af den ”usynlige” aldersgrænse på 70 år, der efterhånden er blevet skabt for danske parlamentarikere.

Lars Løkke Rasmussen ser dog formentlig helst, at Kjærsgaard bliver, hvor hun er, indtil at han har fået mulighed for at generobre magten ved det førstkommende valg. I kulissen er der to oplagte kandidater som afløser: Morten Messerschmidt, der er en Dark Horse og storfavoritten Kristian Thulesen Dahl. Pia Kjærsgaard selv vil formentlig spille en rolle mht. at udpege sin efterfølger, og her mener nogle iagttagere, at hun ser flere af sine egne kvaliteter som 'folkeforfører' i Messerschmidt fremfor i den stilfærdige talknuser Thulesen Dahl.

Sidstnævnte har ellers sin store andel i DFs succesfulde transformation fra et sammenrend af tidl. gale og humørsvingende landsbytosser i Fremskridtpartiet til igennem 10 år at have været et politisk seriøst og økonomisk ansvarligt støtteparti. Det er tilsyneladende en del af partiets oppositionsstrategi, at lægge sig op af Venstre i alle de diskussioner og politiske aftaler, hvor deres vælgere ikke mobiliserer de store følelser eller interesse. Det vil blandt andet sige, at DF formentlig følger Venstre og indgår et energiforlig med regeringen.

På andre områder – fx når det gælder en aktivistisk udenrigspolitik overfor Syrien – så markerer man gerne en stor forskel til V. I meningsmålingerne er DF – som sædvanlig ret stabile med en vælgeropbakning på i gennemsnit godt 12 pct.

Joachim vandt vigtig debat

Liberal Alliance formår nogenlunde at fastholde de flotte cifre fra valgdagen på knapt fem pct.s vælgeropbakning. Ingen forventer, at LA i opposition, kan vokse dramatisk meget mere. I partiet har man siden valget fået tilkæmpet sig en platform, hvor man fremstår som den rene liberale vare, ikke mindst på områder som skat og personlig frihed. Der er godt styr på rollefordelingen i partiet, der kører fint under ledelsestrojkaen bestående af partileder Anders Samuelsen, den politiske ordfører og gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll samt partiformand Leif Mikkelsen.

Et af partiets nye folk den tidl. eliteatletikudøver udi kuglestødning Joachim B. Olsen har i øvrigt formået at vinde en af de vigtigste socialdebatter i mands minde for den borgerlige fløj. I debatten om ”Carina-sagen” formåede LA’eren 'at tørre gulv' med SF-eren Özlem Cekic, men vigtigst fik vundet bred forståelse for det synspunkt, at kontanthjælpsmodtagere ikke pr. definition var fattige, blot fordi de står uden for arbejdsmarkedet og er på offentlig forsørgelse. LA’erens frygtløse indsats på et område, som borgerlige politikere normalt viger udenom, har vundet stor respekt i den borgerlige lejr. Til gengæld har andre LA’ere som partileder Samuelsens søster den nyvalgte og tidligere radikale folketingskandidat, Mette Bock, brugt sin taletid i medierne på at karakterisere den øvrige oppositions fremgangsmåde med at stille ministrene kritiske spørgsmål som ”en børnehave”.

Den noget billige kritik har i modsætning til Joachim B. Olsen ikke givet den store parlamentariske respekt i den øvrige opposition eller på Christiansborg i øvrigt. Det er Bock sikkert bedøvende ligeglad med. Intet tyder ellers på at LA vil ændre den strategi man er lykkedes godt med. Man holder sig uden for alle forlig med regeringen, hvor partiet ikke kan få særlige fingeraftryk. Det er dog sket på et par områder før nytår, hvor man indgik forlig med regeringen og Enhedslisten og bl.a. fik knivloven afskaffet, og dermed fik mulighed får at markere en noget blødere retspolitisk profil, end den man ellers kan finde i den borgerlige opposition.

V rider på sympatibølge

Venstre har reddet på en sand sympatibølge siden man mistet regeringsmagten. Det har ikke engang mistanken om, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen skulle være blandet ind i lækagesagen mht. Thornings-skattepapirer, kunnet ødelægge. Heller ikke Lars Løkke Rasmussens berømte kollaps under det berømte improviserede pressemøde ved Statens Museum for Kunst, hvor han for rullende kameraer gik i panik og ikke kunne svare på Henrik Qvortrups spørgsmål, har fået vælgerne til at flygte væk.

Venstrefolkene virker dog ikke som om at de er kommet sovende til successen. Utrætteligt har man jaget regeringsministrene rundt i manegen med spørgsmål, og snart sagt hver eneste fejl eller dumhed er blevet dygtigt udnyttet af Venstre-MF’erne til at få skabt ny opmærksomhed om sagen. Især betalingsringen har været en ren vindersag for Venstre, hvor den tidligere kulturborgmester Martin Geertsen har fået noget nær et folkeligt gennembrud som 'betalingsringsordfører'.

Da Venstrefolkene ret bastant blankt afviste regeringens forhandlingsudspil om landets kommende klima- og energipolitikken begyndte ”Kommentatordanmark” at slå sig tøjret og kritisere Venstrefolkene for at ligge i hængekøjen og ikke tage medansvar for at skabe sikkerhed om nationens langsigtede energiinvesteringer. Eftertiden har vist, at Venstre faktisk på ingen måde overspillede kortene. Man havde – i modsætning til de fleste af kommentatorerne - læst situationen fuldkommen rigtig. Regeringen med den ellers lidt overlegne klima- og energiminister Martin Lidegaard måtte give yderligere indrømmelser til Løkke og Co, før at de fik det store oppositionsparti til at bide på.

I den lange periode indtil at et forlig var i sigte, er det i øvrigt samtidigt lykkedes Venstre mfl. at fremstille Thornings ministerhold som en ren 'jobdræberregering', der utrætteligt eksporterer produktionsarbejdspladser til Tyskland og Polen ved at brandbeskatte erhvervslivet med NOx-afgifter og andre grønne afgifter. Det er faktisk ikke så ringe.