Oppositionen vil bevare ESCO

Selv om kun ganske få kommuner ifølge ny undersøgelse har brugt ESCO-modellen, bør den ikke afskaffes, mener oppositionen. S og SF vil løse problemet ved at fremrykke investeringer i energirenovering.

energi

Af Redaktionen | [email protected]

Kun 15 procent af kommunerne har benyttet ESCO-modellen, hvor private virksomheder står for energirenoveringen. Det viser en ny analyse fra ingeniørernes fagforening, IDA.

Men det betyder ikke, at modellen bør sløjfes, mener oppositionen. Anne Grete Holmsgaard, energiordfører for SF, ser trods kommunernes fravalg potentiale i ESCO.

”Ordningen bør ikke afskaffes. De, der har brugt ESCO, er tilfredse. Jeg mener, at man bør se på det som en ordning, som er i sin opstart, og som skal udvikles,” siger hun.

Begge partier peger på, at deres plan om at fremrykke investeringer i energirenovering kan være en del af løsningen.

”ESCO eksisterer kun som svar på, at kommunerne har dårlig økonomi, og derfor kan problemet løses, hvis man fremrykker investeringer i det offentlige, herunder i energirenovering,” siger energiordfører Ole Hækkerup (S), som dog godt kan forstå kommunernes fravalg af ESCO.

”ESCO er sådan set rigtigt tænkt, men kun for de private firmaer, der er med i ESCO-ordningerne - gevinsten burde i stedet blive i kommunerne,” siger han.

Enhedslisten vil have fond

Ingen af oppositionspartierne ser det som et problem, at kommunerne selv løser opgaven med energirenovering.

Enhedslistens energiordfører, Per Clausen, er ikke sikker på, at ESCO-modellen er den rigtige vej at gå, men tankegangen er god, lyder det. Han peger i stedet for Enhedslistens forslag om en statslig fond.

”Det er en fiasko for regeringen, hvis ingen benytter sig af ESCO, men det er ikke noget problem for energirenoveringen, hvis kommunerne gør det selv - og måske er det endda bedre sådan. Dog er det et reelt problem, at kommunerne ikke kan finansiere disse tiltag - og her vil en statslig fremtidsfond være gavnlig,” siger han.

”Grundlæggende er det fornuftigt, at man laver investeringer som noget, man afbetaler på, i takt med at man får energibesparelser - for eksempel en statslig fond. Det koster en stor pose penge at sætte i gang - men vil tjene sig ind på sigt,” uddyber Per Clausen.

Teknik & miljø

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet