Først kom Bonderøven. En landmand fra Djursland, der på sin stort set selvforsynende gård laver alverdens redskaber i hånden og bøgetræ. Når han ikke laver koste eller snakker om sine dyr, går han og hans familie rundt og ligner en krydsning mellem en reklame for Lejre Forsøgscenter og en strikkeopskrift i ugebladet Hjemmet.

Bonderøven Frank og hans frilandsfamilie blev så enormt populær, at DR flyttede deres program fra DR2 til DR1. Folk kunne nemlig ikke få nok af det enkle, analoge og frie liv, de levede.

Senest er en ny (og endnu mere analog og fri) familie kommet på skærmen, nemlig en familie fra Fyn, der får enhver ordentlig Østerbro-familie til at bukke beundrende: Deres børn har nemlig aldrig spist sukker. De har ikke set tv, de har aldrig spillet computer, og for dem handler Apple mere om noget med nedfald end downloads.

Jeg tror, at grunden til, at de to programmer er så populære, beundrede og omdiskuterede, er, at Frank og fynboerne repræsenterer den ultimative frihed, som den ser ud for os andre. De får ingen mails, der er ingen, der ringer, og hvis de har en kalender, er det ikke en, der bipper.

For langt de flestes vedkommende bliver det ved beundringen, og så ender det i sidste ende med en konsensus om, at den grad af lykke og frihed ikke er mulig, når man har husleje, brilleabonnement og billån.

Det virker til at være en alment accepteret opfattelse, at frihed er så sjælden en ting, at man kun kan se den på tv.

Men jeg kan ikke andet end tænke på det absolut mest frie menneske, jeg har mødt, nemlig en nogle og fyrre-årig musiklærer på en musikskole på Øverødvej i Holte.

En alien i Holte

Da jeg første gang mødte min saxofonlærer Anders, var det nok første gang, jeg talte med en langhåret mand. Og så spillede han saxofon, hvilket sagtens kunne have været eksotisk nok til én dag. Men det, der slog mig mest, var, at han åbenlyst syntes, det var fantastisk at spille saxofon. Jeg tror aldrig før - og sjældent siden - jeg havde set nogen være så optændt af noget.

Og det smittede af. Jeg blev ret hurtigt god til saxofon. Mest fordi jeg gerne ville have Anders’ accept.

Jeg ville gerne have, han syntes, jeg var god, fordi jeg ville gerne have, at han syntes om mig, så han ville fortælle mere om den helt afsindige verden, han kom fra. En verden, der var fuldstændig anderledes end alt, hvad jeg nogensinde havde kendt til.

Det var en verden af jazz. En verden, hvor musikken lød anderledes og mere intenst, og hvor selv tirsdage på Øverødvej kunne være fantastiske og give energi nok til resten af ugen. Ja, selv tirsdagene blev sublime, den før så dumme og selvundskyldende dag blev snart min uges højdepunkt, udkonkurrerede hurtigt søndage og fredage (hvor vi ellers fik pizza derhjemme).

I starten troede jeg, han inderst inde ikke brød sig om at undervise. At det var et nødvendigt onde for at kunne få det hele til at løbe rundt, men det viste sig hurtigt, at han rent faktisk godt kunne lide det. Så længe han bare kunne få lov til at spille saxofon.

Anders dukkede en dag op med en aflang kasse viklet ind i håndklæder under armen. Han begyndte allerede på lang afstand at fortælle mig, at den aflange kasse indeholdt en sopransaxofon, han havde købt i Berlin. Den havde ligget på et loft i Tyskland siden sidst i 20’erne, og nu var den Anders’, og han snakkede og snakkede om jazz i 20’erne, om swing og om tweedbukser, hvilke han havde været ude at købe for at matche sin nye saxofon.

En anden gang fortalte han om Thelonious Monk, der spillede alle de forkerte toner på den rigtige måde. At Monk kun kunne spille, som han gjorde, fordi han kunne spille perfekt, men valgte ikke at gøre det. En anden dag fortalte han om Allen Ginsberg og om, at min lektie til næste saxofontime var at gå på biblioteket og låne digtsamlingen ’Howl’.

Parker og piger

Hver weekend gik jeg ned i kælderen derhjemme og øvede for at kunne spille stadig mere indviklede bebop-numre med Charlie Parker (min og Anders’ favorit). Mandag øvede jeg et par gange mere, og om tirsdagen spillede vi nummeret igennem, og bagefter fortalte Anders om Parker eller piger, mens vi røg smøger udad vinduet i det lokale, der lå øverst i bygningen og ifølge Anders’ smag var mindst musikskoleagtigt, og jeg spurgte og spurgte om alt, hvad jeg overhovedet kunne komme på.

Jeg mener: Umiddelbart var han en kommunalt ansat musiklærer i starten af fyrrerne, der levede af at undervise forkælede nordsjællandske teenagere som mig selv, men for mig var han den vildeste jazz-freak-hippie-guru på en flyvende motorcykel fra Mars. Jeg ville vide alt, han vidste. Om jazz, om digte, damer, tweedbukser og livet.

Et par gange var jeg endda hjemme hos Anders, fordi han nogle dage ikke ville undervise på skolen, der var for institutionel til hans smag, og han boede i en hule lavet af nodeark, kludetæpper, idolplakater med Yusef Lateef, fotos af Anders på scenen på Jazzhouse, en alle--stedsnærværende kat, LP’er og instrumenter.

En dag fortalte Anders mig, at han var ved at skille sig af med sin lejlighed, fordi han ville flytte sammen med sin nye kæreste i et rækkehus i Brønshøj. Det fattede jeg ikke, men Anders var meget optaget af tanken om at have en lille have, han kunne gå og slå græs i.

Jeg drillede ham med det. Som for at han skulle indrømme, det bare var for sjov, og at han selvfølgelig ikke kunne finde på at drømme om at slå græs. For selvfølgelig kunne han ikke leve med den grad af frihed og have det overskud, jeg kendte ham på, når først han blev fanget af lån og have og Brønshøj. Men han mente det virkelig og havde været i Bauhaus for at kigge på parasoller. Jeg sagde, han var ved at blive borgerlig og kvalte sin frihed.

Og så sagde han, mens han sad og bladrede i ’The Real Book’ efter en god blues og ikke engang kiggede op, det, der skulle blive det mest afgørende af alt det, han sagde til mig:

”Morten, man bliver ikke et mere frit menneske af at gå i bare tæer”.