Man siger, at mennesker, der bor tæt ved en jernbanelinje, hurtigt vænner sig til togenes kommen og gåen. Jeg har faktisk fået bekræftet, at det er rigtigt. Og tilmed er det rigtigt, at lyden af passer­ende tog bliver en så indgroet en vane, at jernbane-naboerne først reagerer, hvis et tog IKKE kommer. De kan vågne midt om natten, sætte sig op i sengen og udbryde: Hvad var det? Og det var så blot nattoget, der ikke passerede på det vante tidspunkt.

Er det sådan, de rigtigt velstillede danskere har det med børnechecken? Ja, det er det åbenbart, hvis man skal tage politikeres og økonomers ord for pålydende. Men jeg forstår det simpelthen ikke. 

 Nu er jeg jo ikke økonom – langtfra. Men jeg synes i det store hele, at jeg forstår, hvad de siger, når de forklarer, hvordan den komplekse samfundsøkonomi hænger sammen, og hvordan ét økonomisk indgreb udløser andre – nogen gange overraskende – mekanismer.

Men min forståelse står af her. Der falder ikke nogen brikker på plads, når politikerne – senest statsministeren på tirsdags-pressemødet – forklarer, at man ikke bare kan aftrappe børnechecken for de højeste indkomster. For så risikerer man at demotivere folk fra at arbejde.

Hmmm.

Jo, fordi fjernelse af børnechecken for de højeste indkomster vil være det samme som at hæve deres marginalskat. Jaså. Helle Thorning-Schmidt forklarede mig tålmodigt i søndags på TV, at S altid har set børnechecken som en del af skattesystemet. Og at spørgsmålet kun kunne behandles seriøst sammen med en skattereform. Underforstået at politikerne så måtte finde ud af at kompensere de mest velbemidlede for tabet af børnechecken. For ellers er der overhængende risikofor, at arbejdsudbuddet skrumper.

Uha, uha. 

Nu er det som bekendt sådan, at de højest lønnede jobs også er de mest spændende, udfordrende, kreative osv. Rengøringsdamen, der lige nu er i gang med toiletterne her på Borgen, har ikke et af dem. Og – har mange politikere på det seneste sagt – mange af de velbemidlede bemærker måske slet ikke, at børnechecken dumper ind ad brevsprækken. 

Og så er vi tilbage ved mennesker tæt på en jernbanelinje. Er det virkelig sådan, at bankdirektøren, TV-studieværten, udviklingschefen i Global MoneyMaking A/S, den højtuddannede projektchef, kommunaldirektøren eller – fortsæt selv - vågner brat op og udbryder: Hvad var det! Fordi børnechecken IKKE dumpede ind.

Og er det så sådan, at de tænker: Så kan det sgu også være lige meget, nu gider jeg ikke mere! Nu vil jeg gå ned i tid, eller stoppe og leve af mine penge. Jeg dropper det projekt i Fjernbortistan og bliver hjemme! Nu går jeg på efterløn. Basta!

Efterhånden som tanken udvikler sig i mit hoved, skrumper min samfundsøkonomiske forståelse lige så langsomt. Og jeg begynder at gruble over logikken i, at der er en så udbredt politisk frygt for at røre ved de bedst stilledes privilegier. Riget fattes penge, og foreløbig har den nye regering lavet indgreb og initiativer, der – med få undtagelser - ikke udmærker sig ved deres sociale balance.

Helle Thorning-Schmidts regering har nu rundet de 100 dage, og så er det tid til at kritisere den, spøgte den udskældte statsminister på pressemødet. Det være hermed gjort: Jeg ved godt, at du balancerer på en knivsæg med den regering og at du ikke har et rødt flertal. Men jeg synes alligevel godt, du kunne tone lidt renere flag. 

Sig det lige ud: Regeringen vil ikke røre den nuværende fordeling af samfundsgoderne. Det er nemmest at få hænderne i lommerne på middelklassen med de jævne indtægter. Det er det mest rationelle og sikre. Og de skal nok blive ved deres læst – for de har ikke råd til andet. 

Ikke mere snak om de bredeste skuldre og de tungeste byrder. Godt nytår, Helle.