Nytårschampagnen var knap drukket, før repræsentanter for det konservative bagland følte sig kaldet til at rådgive Lars Barfoed om, at partiet ikke bør deltage i en eventuelt kommende borgerlig regering.

Udmeldingen skal selvfølgelig ses i sammenhæng med den dybe frustration over, at Konservative på landsplan ligger og suger grundvand omkring de fire procent samtidig med, at det seneste kommunalvalg gav et generelt godt resultat.
Det er da også værd at notere sig, at opfordringen ikke kommer fra tilfældige kredsbestyrelsesmedlemmer, men fra nogle af partiets tungeste aktører i form af Michael Ziegler, Søren Pape Poulsen og Rasmus Jarlov. Man behøver ikke bevæge sig mange meter rundt på et konservativt landsråd for at erfare, hvor stor opbakning disse tre nyder i baglandet.

Meldingen bygger dels på en frygt for, at Konservative kan blive knust, hvis de går i regering med Venstre under de nuværende størrelsesforhold, men den indeholder også et klart signal fra partiets bagland om, at Lars Barfoed og resten af den konservative folketingsgruppes for indeværende har én altoverskyggende opgave – at øge vælgertilslutningen. Her skal hensyn til regeringssamarbejde og glæden ved ministerbiler ikke sløre fokus.  Barfoed var da også hurtig til at kvittere og derved vise, at han lytter til kritikken.

Flertal med DF og LA
Desuagtet er udmeldingen ikke ligefrem med til at udvide Barfoeds manøvrerum. Som målingerne står i øjeblikket, er der for det første en nærliggende risiko for, at Konservative ikke bliver tungen på vægtskålen, men at Venstre i stedet kan danne flertal med DF og Liberal Alliance, som hver især har en interesse i at holde Konservative udenfor indflydelse og dele rovet.

Konservative kan altså ikke regne med at opnå samme position, som Dansk Folkeparti havde op gennem 00’erne, hvor man som fast støtteparti kunne flage med sine successer og holde en kølig distance til andre elementer af regeringens politik. Spørgsmålet er derfor, om Konservative i denne situation vil få større indflydelse ved trods alt at være i regering – fremfor at stå udenfor.

Derudover er der ikke belæg for, at man vinder vælgernes gunst ved at stå udenfor regeringen. Venstre voksede sig stort under Schlüter-regeringen, CD og Kristendemokraterne svandt ind både i og udenfor regering i 90’erne, Konservative lå stabilt i VK-regeringens første ni år og SF er ved at nedsmelte i den nuværende regering, mens Margrethe Vestager fremstår som regeringens økonomiske taktstok, men samtidig må sande, at det er svært at bringe Radikale over 10 procent i meningsmålingerne.

Generelt er vælgerne ikke synderlig interesseret i politiske processer, kaffeklubber og strategi- og kommunikationsovervejelser. De interesserer sig for konkrete løfter og resultater samt, hvilken grundlæggende retning de kan forvente at få i bytte for deres kryds på valgdagen.

Af den grund bør Lars Barfoed være påpasselig, når han selv begynder at kommentere hensigtsmæssigheden i at stå udenfor en eventuel borgerlig regering. En treugers valgkamp kan let blive ubønhørligt lang, hvis ikke han kan give medier og vælgere glasklare svar på, hvor han og Konservative står.

Ingen blockbuster
Ny Alliance er et af de klareste eksempler på, hvor hårdt vælgersparket kan komme, hvis man stiller sig med et ben i hver lejr, og håndtrykket mellem Barfoed og Vestager i sidste valgkamp var heller ikke just en vælgermæssig blockbuster.
Det er derfor ikke ukompliceret at skifte den vante position som regeringsparti ud med rollen som støtteparti. Udfordringen ved at være støtteparti er, at man for at få indflydelse skal signalere villighed til om nødvendigt at trække ministertaburetterne væk under den siddende regering. Og her risikerer Konservative at stå i en svær konflikt med egne vælgere, der grundlæggende ønsker en borgerlig regering.

Det vil derfor kræve en nøje gennemtænkt kommunikationsstrategi, hvis Lars Barfoed under en valgkamps skarpt optrukne fronter og massive mediepres skal kunne forklare vælgerne, at de opnår indflydelse ved at stemme på Konservative, som agter at stå udenfor regeringen, men aldrig kunne drømme om at vælte Lars Løkke Rasmussen.

Voldsomme hovedbrud
Udmeldingen om, at Konservative ikke bør gå i regering er måske forståelig i en tid, hvor partiets fokus er på at øge vælgertilslutningen. Problemet er blot, at de to forhold ikke naturgivent er hinandens modsætninger – de kan lige så vel vise sig at være hinandens forudsætninger.

Sikkert er det i hvert fald, at man ikke kan sige noget meningsfyldt om, hvad der er bedst, før kortene er blandet og fordelt på valgdagen og forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag er  påbegyndt.

Navnlig når der er tale om et regeringsgrundlag, som formentlig vil give Lars Løkke Rasmussen ganske voldsomme hovedbrud, hvis enderne mellem Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti skal nå sammen. I det lys – og den nuværende situation – bør Konservative være tilbageholdende med at spille sig for mange trumfer af hånden på forhånd – eventuel regerings-deltagelse er en af disse.