Det er det centrale spørgsmål, som debattør og forfatter Emma Holten rejser i sin bog ”Underskud”.  Her går hun til angreb på Finansministeriets regnemodeller og politikernes blinde tiltro til økonomernes vurderinger. 

Bogen har skabt debat i økonomstanden, men har også rejst et par spørgsmål til velfærdssamfundet, som er gået tabt i diskussionen om økonomernes regnemodeller og antagelser. 

- Det er på mange måder en besynderlig debat. Der er ingen tvivl om, at den uformelle omsorg har en tydelig værdi. Sagen er bare, at det er enormt svært at sætte en pris på omsorg, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet. 

Han bakkes op af Birthe Larsen, lektor i økonomi ved CBS. 

- Det er en vigtig debat, som Emma Holten rejser, fordi det er enormt svært at værdisætte omsorg, og det er noget, som mange økonomer forsøger at finde metoder til at gøre, siger hun. 

Hun håber, at debatten om værdiansættelsen af omsorg kan være med til at skabe fornyet opmærksomhed om de regnemetoder, som ligger bag mange politiske beslutninger. 

- Det handler om regnemodellerne, og hvad det er, man tager med i sine beregninger, som kan være behæftet med stor usikkerhed. Det håber jeg, at man også politisk vil interessere sig mere for, siger Birthe Larsen.  

Velfærdsstat som investering

Det er ikke første gang, at der er kritik mod ministeriernes regnemodeller. 

I 2020 fik De Økonomiske Råd til opgave at lave et uafhængigt eftersyn af ministeriernes regneprincipper for adfærdsvirkninger af økonomisk-politiske tiltag efter kritik fra røde partier, som ikke mente, at den potentielle gevinst i investeringer i velfærd blev afspejlet i regnemetoderne. 

Og selvom det kan være svært at sætte velfærd på formel, kan det være en god investering, mener Bent Greve. Han kalder velfærdsstaten for ‘investeringsstaten’, hvor penge til omsorg og velfærd er en investering i samfundet. 

- Det bedste eksempel er etableringen af pasningsordningen af børn. Det giver begge forældre mulighed for at være på arbejdsmarkedet, og samtidig er en god opvækst vigtig for, hvordan børnene klarer sig på længere sigt og i sidste ende på arbejdsmarkedet. Investering i børn er derfor helt centralt, siger Bent Greve. 

Emma Holten påpeger blandt andet i sin bog, at mens det offentlige er afhængigt af værdiskabelse og skatterne fra det produktive arbejdsmarked, er det produktive arbejdsmarked afhængigt af, at velfærdssamfundet og den uformelle omsorg i hjemmet er med til at skabe fremtidens arbejdskraft. 

Selvom de langsigtede investeringer i velfærd kan være svære at regne på, påpeger Birthe Larsen, at der stadig er meget evidens for gevinsten ved at investere i omsorg. 

Hun henviser blandt andet til et studie fra CBS, som demonstrerede overskud for staten, når man giver tilskud til psykologhjælp til unge. For hver krone, der blev brugt på psykologhjælp, sparer det offentlige mellem 1,8 og 5,6 kr. på andre sundhedsudgifter.

Et studie fra Københavns Universitet om udrulning af sundhedsplejersker i 1930’erne viste, at de, som fik hjemmebesøg af sundhedsplejersker som babyer, oplevede færre livsstilssygdomme og lavere dødelighed som voksne, ligesom et andet KU-studie dokumenterede, at børn fra fra relativt fattige familier fik mere uddannelse og en højere løn i voksenlivet, når de kom tidligere i børnehave. 

- Det viser, at præventive indsatser kan have en rigtig god effekt. Både fordi de unge får et bedre liv, og også at de bliver en bedre arbejdskraft, siger Birthe Larsen, som dog understreger behovet for endnu mere forskning.

Men selvom det kan være en god investering at poste penge i velfærdssamfundet, er det svært at måle på de marginale effekter af investeringerne, påpeger Bent Greve. 

- De langsigtede effekter er usikre. Det er meget svært at måle gevinsten ved, at du går fra tre til fire pædagoger på en stue. 

Økonomernes blinde vinkel

Debatten om omsorg bør dog ikke kun være for økonomer, mener Susanne Ekman, lektor i ledelse, organisation og arbejdsliv på RUC, som tidligere har skrevet bogen ”Giftig gæld og udpint velfærd” om de ansatte i omsorgsfagene. 

I sin bog giver hun gennem en lang række interviews et billede af en ophedet velfærdssektor, der risikerer at gå ned med stress. Flere økonomer har dog en anden opfattelse af sektoren og bogens konklusioner. 

- Det var fascinerende at se mange økonomer stå og sige, at de ansatte i velfærdssektoren aldrig har haft det bedre; de arbejder færre timer end tidligere, har flere rettigheder end nogensinde, og velfærdssamfundet har aldrig fået flere penge, fortæller Susanne Ekman.

- Udfra økonomernes tal kan det være en rimelig konklusion, men der er så meget, deres tal ikke siger noget om. Det kan godt være, at den ansatte arbejder færre timer, men hvis man har øget arbejdsintensiteten til det femdobbelte, så er det alt for forsimplet at sige, at de ansatte aldrig har haft det bedre. 

I sin bog kritiserer Susanne Ekman, at man har brugt styringslogikker fra det private arbejdsmarked i vurderingen af den offentlige velfærds- og omsorgssektor med fx effektiviseringskrav i sundhedsvæsenet. 

- Det giver mening at tænke i produktivitet, når vi tænker på kræftbehandling. Vi ønsker alle at kunne få den nødvendige operation, og jo mere produktive vi er, desto flere kan få det. 

- Men samtidig handler det også om at blive mødt som menneske – både som ansat og som patient. Der kan man ikke bruge samme produktivitetstankegang. Jo mere vi forsøger at effektivisere, desto mere værdi mister omsorgen. 

Behov for mere viden

Både Bent Greve, Birthe Larsen og Susanne Ekman håber, at debatten om omsorg og bogen vil skabe nysgerrighed blandt både politikere og økonomer om, hvilke antagelser man tager med og ikke tager med i regnemodellerne. 

- Mange økonomer vil gerne have flere ting med i regnemodellerne. Hvis vi havde en sag sammen, så kunne det rykke meget mere, siger Birthe Larsen. 

Både hun og Bent Greve opfordrer til mere forskning, der kan være med til at skabe evidens for investeringer i omsorg og forebyggende indsatser. Det handler om at give politikerne det bedste fundament for at træffe beslutninger for økonomien. 

- Det handler dybest set om at finde de investeringer, der giver det bedste afkast for samfundet. Det er det, der i sidste ende giver det største råderum for samfundsøkonomien, siger Bent Greve. 

Der mangler dog generelt viden om, hvad der virker på det sociale område, mener Bent Greve. 

Sammenlignet med sundhedsområdet, hvor man har en lang tradition for meget evidens i de politiske prioriteringer, investerer man milliarder af kroner i blinde på socialområdet. 

- Det er sværere på det sociale område, fordi det i langt højere grad handler om sociale relationer. Derudover spiller kontekst en stor rolle, og man kan sagtens have en god case et sted i Danmark, uden at det er sikkert, at det virker et andet sted, siger han. 

Mere omsorg fører ikke nødvendigvis til mere velfærd

Selvom det i sidste ende er politikerne, der skal sætte retningen, spiller økonomerne en stor rolle i de politiske beslutninger. 

- Alle politiske forslag bliver regnet igennem, og derfor har regnemodellerne meget magt. Hvis du har evidens for positive effekter på fx arbejdsudbuddet, så er det nemmere at komme igennem med et politisk forslag. Det bliver nogle gange nemt for politikerne blot at læne sig op ad modellerne, siger Birthe Larsen. 

Den samme betragtning har Susanne Ekman: 

- Vi kan bare konstatere, at den økonomiske videnskab kan præsentere viden, som reducerer kompleksitet, som kan gøre det meget nemt at træffe beslutninger. Vi skal blive lidt bedre til at forblive længere tid i de mere rodede og komplicerede vurderinger af de langsigtede konsekvenser.

Susanne Ekman understreger dog også, at selvom flere debattører og tænketanke er begyndt at tale om nye, andre pejlemærker for økonomien end BNP,  fx en omsorgs- eller trivselsøkonomi, så er det ikke ensbetydende med, at det vil føre til mere velfærd. 

- Vi er nødt til at være ærlige om, at det er hamrende svært at lave velfærd. Man skal hele tiden træffe svære valg og prioritere. Det forsvinder ikke ved, at vi bare fokuserer på idealet om omsorg. Hvis der er steder, hvor vi gerne vil have mere omsorg, så er der med stor sandsynlighed noget andet, vi skal have mindre af. 

Susanne Ekman mener, at det centrale er, at man bliver bedre til at have samtalen om, hvilken velfærd man skal prioritere og ikke mindst nedprioritere. Og det er netop manglen af fravalg, som gør, at  vi i dag er endt i et overophedet samfund, mener hun. 

- Det, der gør velfærdssamfundet robust, er evnen til konstant at kunne omgås med de dilemmaer og modsatrettede krav, der udgør velfærdssamfundet. 

Susanne Ekman mener derfor ikke, at man blindt kan kritisere økonomer og regnemodeller for besparelser i det offentlige. 

- Det er på den ene side rigtigt, at man importerer en økonomitankegang, når man taler om mest omsorg for pengene, men på den anden side er det et ønske om, at borgerne får mest mulig velfærd for deres skattekroner. Økonomerne forsøger dybest set at sikre borgerne det bedst muligt afkast for deres investering.