Ved valget den 15. september besluttede vælgerne, at 67 nye folketingsmedlemmer i den næste valgperiode får chancen til at vise, hvad de duer til. Christiansborg består både af en slags ’adel’ samt et ’borgerskab’ af folketingsmedlemmer, forstået på den måde, at nogle medlemmer i kraft af deres talent, arbejdsindsats, synlighed og nogle gange efternavn simpelthen fremstår mere markante overfor vælgerne og derfor også med tiden ofte vil opnå de mest fremtrædende, ledende og efterstræbte politiske poster i deres respektive partier. Det ved man godt i partierne, hvor talenterne for længst er blevet spottet, og hvor man allerede nu har forventninger til flere af de nyvalgte, at de om nogle år kan blive ministre og/eller partiledere. Valget gik selvsagt ikke lige godt for alle partier. Men et godt valg til et parti er ikke ensbetydende med, at valget blev en ’god årgang’, når det gælder tilgang af politiske talenter og arbejdskraft. Et dårligt valg til et parti kan ’midt i al elendigheden’ udmærket camouflere positive nyheder om fornyelse i kraft af tilgang af politiske talenter, hvorfra et parti - måske - kan rejse sig.

De konservative

Henset til dette er det oplagt at se på de konservatives tilgang ved valget. Partiet fik et katastrofevalg, hvor mere end halvdelen af gruppen blev ’stemt hjem’ af vælgerne. Ud af de tilbageblevne otte folketingsmedlemmer er dog to nyvalgte. Det er de relativt unge, men erfarne og ikke ukendte kvinder Benedikte Kiær og Mai Henriksen. Kiær er, til trods for at hun indtil for nylig var socialminister, ikke blevet medlem af Folketinget før nu. Alene det, at Kiær for halvandet år siden blev udnævnt til minister foran resten af folketingsgruppen, indikerer, at de konservative har store forventninger til hende, og ved konstitueringen i sidste uge blev Kiær tillige valgt til ny politisk ordfører og dermed partiets ansigt udadtil i det daglige. Kiær bliver et navn, som vi kommer til at høre meget mere til i årene fremover. Det samme kan man sige om Mai Henriksen, der har markeret sig som byrådspolitiker og som ved valget formåede at sætte de øvrige konservative fynske folketingsmedlemmer til vægs med en kampagne, hvor hun på valgplakater gav den i rollen som Lara Croft fra filmen Tomb Raider. Henriksen er udover at være dygtig til selviscenesættelse tillige uhyre ambitiøs, og få er i tvivl om, at hun også bliver en politiker, som man vil lægge mærke til på Christiansborg i årene fremover.

Venstre

Det tidligere regeringsparti fik valgt en række nye folk ind, men kun cirka en håndfuld vil hæve sig over mængden. Helt uden for kategori er naturligvis tidligere energi- og klimaminister Lykke Friis, som allerede er et synligt aktiv for Venstre, der dog skal gøre sig umage at holde på hende, så hun ikke fristes til at løbe af pladsen, hvis oppositionsperioden ender med at trække for langt ud. Et andet velkendt navn er tidligere kultur- og fritidsborgmester i København Martin Geertsen, som er en kendt og i øvrigt politisk bredt meget afholdt skikkelse i det politiske miljø på Christiansborg. Geertsen er som få navne oplagt som ministeremne i kraft af både hans enestående erfaring i sammenligning med de øvrige nyvalgte, hans netværk og ikke mindst hans politiske tæft. Jacob Ellemann-Jensen er i kraft af sit efternavn allerede en, som man vil lægge mærke til. Hans søster Karen Ellemann var en behersket succes som minister, og Christiansborg har formentlig set omfanget af hele hendes fulde potentiale som politiker. Men hendes halvtriste skæbne vil næppe afholde hendes endnu mere ambitiøse lillebror fra at stile endnu højere end sin berømte far, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Det er i hvert fald hvad den nyvalgte V-MF – noget uklogt og kålhøgent - har annonceret i medierne, at han har i sinde.

Liberal Alliance

Hos Liberal Alliance fik man valgt hele seks nye folk ind. Blandt dem er den tidligere Venstre-MF og LA’s nuværende magtfulde landsformand Leif Mikkelsen. Hvis man ser bort fra Mikkelsen, der uden at fornærme nogen og henset til dåbsattesten har fremtiden bag sig, så er der få åbenbare talenter i gruppen.

LA’s rolle i det nye folketing bliver formentlig at være et borgerligt protestparti, der skal lukrere på, at VK indgår forlig med den nye ABF-regering. Til det formål er en person som Ole Birk Olesen, der er retorisk stærk og uforfærdet vil gå i kødet på magten, et fund. Grundlæggeren og redaktøren af det borgerligt-liberale netmagasin 180Grader har oven i købet en mangeårig baggrund som politisk journalist på Berlingske og Ekstra Bladet, hvorved han besidder et stort journalistisk netværk og generel viden om, hvordan Christiansborg fungerer. Hos Liberal Alliance forventer man sig også en del af den tidligere JyskeVestkysten-chefredaktør Mette Bock, og endelig så tror mange i LA på – i modsætning hvad stort set alle andre uden for partiet gør – at Joachim B. Olsen, som i valgkampen i paneldebatter skulle have vist et talent for agitation, med tiden vil udvikle sig til at blive et stort vælgeraktiv for partiet.

Socialdemokraterne

Hos Socialdemokraterne og omegn er der bred enighed om, at 2011 bliver en rigtig god årgang for partiet med mange nye talenter, hvor flere vil sætte deres præg på samfundsudviklingen – nogle endda som ministre i den ABF-regering, der, mens disse linjer skrives, endnu ikke er blevet dannet. Helt uden for kategori er naturligvis Aarhus’ tidligere borgmester Nicolai Wammen, som allerede nu tippes som kommende S-formand og dermed potentiel statsministerkandidat, den dag Helle Thorning-Schmidt på den ene eller den anden måde måtte trække sig tilbage. Wammens talenter er velkendte. Han er retorisk stærk med vælgertække samt et solidt netværk og en støt voksende magtbase i partiet, men han har dog endnu til gode selv at blive testet for alvor af pressen. Det skal Wammen nok nå at blive med tiden som minister i den S-ledede regering.

Lige i hælene på Wammen følger den politiske komet Bjarne Corydon, der undervejs i regeringsforhandlingerne flere gange er nævnt som dark horse til finansministerposten. Corydon er en politisk-økonomisk teknokrat, som ifølge flere forlydender skulle være Thornings nærmeste fortrolige. Den slags giver magt og status, og åbenbart har nogen i partiet for relativt nylig truffet den beslutning, at Corydon skulle i Folketinget. Det er naturligvis først og fremmest sket med henblik på, at han efter valget kan blive udnævnt til en økonomisk S-minister, der er 100 procent loyal over for Thorning. Corydon har ikke givet de store prøver på retoriske kunster og folkelig overbevisningskraft, men blev dog valgt i Folketinget uden store kraftanstrengelser.

Pernille Rosenkrantz-Theil har for længst bevist sit enestående talent for at brænde igennem til vælgerne. Nu er hun socialdemokrat og skal forsøge at finde en platform i partiet. Mange i S har været skeptiske overfor den tidligere Enhedslisten-politiker, men alle kan se, at hun har et kæmpepotentiale.

Blandt de mindre kendte blandt nyvalgte yngre socialdemokrater er der også forventninger til, at folk som Trine Bramsen, Jacob Bjerregaard og Ane Halsboe-Larsen vil hæve sig op over gennemsnittet. Bramsen kan noget med politikudvikling, mens Halsboe-Larsen tippes en stor fremtid som billetsælger for S. Bjerregaard, som er tidligere DSU-formand, evner til gengæld at skabe alliancer og er stærk på det strategiske område.

Radikale

Liste B blev ved valget velsignet med et tiltrængt generationsskifte, hvor en stribe aldrende koryfæer langt om længe har forladt Folketinget og overladt scenen til en stribe yngre kræfter. De største forventninger i partiet er især knyttet til Christian Friis Bach, der både kan tænke og formulere politik, og som gennem mange år har været en ivrig og stærk samfundsdebattør og Folkekirkens Nødhjælps sympatiske ansigt udadtil. Han vil klart rage op hos de radikale og storfavorit som ny minister. Dertil kommer en Manu Sareen, som har gjort sig gældende i københavnsk politik igennem en længere årrække både som gruppeformand på rådhuset og som debattør i integrationsdebatten. Sareen har for længst bevist, at han har et talent for at udnytte medierne til at sætte en dagsorden. I gruppen af mange nye radikale talenter finder man også Rasmus Helveg Petersen, der i kraft af sit ophav og sit erhverv som bl.a. politisk journalist må formodes at være en kender af det politiske spil på Christiansborg. Sofie Carsten Nielsen beskrives som et stort aktiv, når det gælder EU-politik, som hun fagligt kender meget til, og det samme siges om Camilla Hersom, der indtil for nylig var formand for Forbrugerrådet, når det gælder forbrugerområdet.

Enhedslisten

Venstrefløjspartiet har fået en stor tilgang af nye folk, hvor flere er en række ældre markante herrer med baggrund i fagbevægelsen. I slipstrømmen på Johanne Schmidt-Nielsen-effekten kom der dog også en række yngre kvinder med akademisk baggrund ind i Folketinget og flere af dem ligner politiske stortalenter. Især er det tydeligt, at en Pernille Skipper har potentiale til at være Enhedslistens nye navn udadtil, når den dag kommer, hvor Johanne Schmidt-Nielsen på grund af Liste Ø’s interne regler om, at folkevalgte ikke kan sidde mere end cirka to fulde valgperioder, ikke genopstiller. Fynske Skipper fremstår både som retorisk skarp og karismatisk og vil utvivlsomt udvikle sit allerede synlige politiske talent i årene, der følger. Det samme kan man sige som om medicinstuderende Stine Brix, der er valgt i Nordjylland og også beskrives som en, man umiddelbart lægger mærke til. Hvad de to kvinder så evner som politiske håndværkere, det står så mere uklart. Der kan de nok trække på erfaringen fra de mange ældre med en fortid i fagbevægelsen.

2007 var den gyldne årgang for SF, hvor en hel stribe yngre talenter kom i Folketinget. Ved valget i år gik partiet imidlertid markant tilbage og fik kun tilgang af kun få nye navne. Blandt dem fremhæves dog Anette Wilhelmsen fra Kerteminde på Fyn, som beskrives som et overskudsmenneske samt som en driftsikker og dygtig politisk håndværker med et pænt personligt valg.

Hos DF fik man trods tilbagegang også valgt en række nye kræfter ind. Og også her er der store forhåbninger i partiet til, at en række navne vil udvikle sig i rollen som landspolitikere. To af dem - Marie Krarup og Christian Langballe - har en arv at løfte efter deres respektive markante fædre, Søren Krarup og Jesper Langballe. De er begge akademikere med stærke meninger ligesom ’præstefætrene’, men har deres egen stil. Langballe spås et mindre folkeligt gennembrud, når debatten om stat og kirke forventeligt vil blusse op, efter regeringsgrundlaget for den nye regering er kendt.

To andre - Alex Ahrendtsen og Mette Dencker – bliver også nævnt som kommende folk, man skal lægge mærke til. Ahrendtsen blev landskendt for sin kontroversielle video fra Vollsmose, der udover en baggrund som markant medlem af Odense Byråd beskrives som en intellektuel type, der ligesom familien Krarup-Langballe abonnerer på Tidehverv-bevægelsens syn på verden.

Mette Dencker, som er gift med partiets hidtige skatteordfører Mikkel Dencker, beskrives som en slags DF-udgave af Mette Frederiksen. Hun skulle være både slagfærdig og rap i replikken. Og det er naturligvis ingen skade til, hvis man vil begå sig på Folketingets talerstol.