Kommunen.dk
MENU

Nye miljøværktøjer øger konkurrenceevnen

10 nye værktøjer skal hjælpe virksomheder med at blive grønne og indbydende som leverandører for det offentlige

Nye miljøværktøjer øger konkurrenceevnen

10 nye værktøjer skal hjælpe virksomheder med at blive grønne og indbydende som leverandører for det offentlige

Kommuner, regioner og stat stiller i stigende grad krav til bæredygtige indkøb. Derfor kan en grøn omstilling vise sig at give positive afkast på bundlinjen, og inden for kort tid får virksomhederne en hjælpende hånd med på vejen.

10 nye digitale miljøværktøjer, målrettet små og mellemstore virksomheder, skal hjælpe med at gøre produktion og indkøb mere grønne.

- Det hele er bygget op om at reducere miljøbelastningen og dermed også øge konkurrenceevnen, fordi der er et marked derude, der efterspørger grønne produkter, siger projektkonsulent i Green 21 Bjørn Bauer fra PlanMiljø ApS.

Bred værktøjskasse
Bag projektet står Green Cross Danmark, Miljøstyrelsen, DI og Aalborg Universitet. Aktørerne har selv skudt penge i projektet, men har også fået støtte fra EU's LIFE+ program.

Værktøjskassen indeholder både redskaber for virksomheder i konkrete brancher og generelle værktøjer, der kan benyttes af alle.

- Et af værktøjerne sigter på at hjælpe virksomhederne med at opfylde de krav, som de møder fra de grønne indkøbere, forklarer Bjørn Bauer.

En ny plastberegner
Mindre virksomheder i plastbranchen kan helt konkret se frem til en plastberegner, der kan hjælpe med at udarbejde miljøvaredeklarationer for produkter, der helt eller delvist består af plast.

Transportbranchen kan glæde sig over en ny CO2-beregner for varetransport, som gør det nemt at beregne udledninger fra tog, fly, skibe og lastbiler.

Desuden indeholder kassen et værktøj om, hvordan man arbejder med miljømærkning, og et værktøj, der skal finde frem til de miljømæssige hotspots i en leverandørkæde. Med sidstnævnte værktøj kan virksomheder analysere sig frem til de største miljøbelastninger med de største potentialer for reduktion.

Nye produkter
I sidste ende er håbet, at virksomhederne kommer til at klare sig bedre både i forhold til offentlige og private kunder.

- De generelle værktøjer kan gøre virksomhederne bedre til at minimere deres risiko, gøre dem mere effektive, tilpasse sig markedet eller måske opfinde helt nye produkter til markedet, siger Bjørn Bauer.

De digitale værktøjer forventes at være klar til brug inden for et par måneder.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR