Sundhedsstyrelsens nye direktør havde dårligt nået at sætte sig til rette i stolen, inden hans forgænger, Søren Brostrøm, i sin egenskab af formand for Robusthedskommissionen præsenterede 20 anbefalinger til løsning af kapacitets-udfordringerne i sundhedsvæsenet.

Præcis seks uger efter, at Jonas Egebart tiltrådte som direktør for Sundhedsstyrelsen, møder Kommunen.dk ham i et stort mødelokale på femte sal på Islands Brygge. Til daglig sidder han i et storrumskontor et sted på samme etage. 

Hans analyse af situationen i sundhedsvæsenet ligner i store træk Robusthedskommissionens.

De gamle værktøjer virker ikke, man kan ikke længere betale sig ud af problemerne. Både fordi der ikke er arbejdskraft nok til det, og fordi ekstra betaling for overtid og ekstra-arbejde hverken er bæredygtigt for medarbejderne eller økonomien, tilføjer han.

- Vi er nødt til at gøre noget mindre for at kunne gøre noget mere, siger han.

Søren Brostrøm fyrede op under debatten om prioritering i sundhedsvæsenet ved at lægge op til forandringer, der kan opfattes som service- og rettighedstab. Jonas Egebart vil også gerne have en tydeligere prioritering med udgangspunkt i den enkelte borgers behov. 

- Lad os starte med at tilbyde det rigtige til de behov, der er, inden vi begynder at tale om at tage noget fra nogen, siger han.

For dårlige til at ramme behov

Sundhedsvæsenet er nogle gange for dårligt til at afkode, hvad borgerne reelt ønsker, påpeger han, og det er medvirkende til, at der udføres for mange undersøgelser og behandlinger i forhold til, hvad der giver værdi. 

- Vi tror, de vil have noget, og så laver vi et system, der kan levere det, uden at stoppe op og undersøge, hvad der reelt ligger bag ønskerne, siger han.

Man er nødt til at gøre noget anderledes.  

Som eksempel på, hvordan man både kan spare ressourcer og møde patienternes behov, nævner han afprøvning af et koncept fra sin tid i Region Hovedstadens akutberedskab. På ambulancekørsler uden udrykning sendte man en ambulance uden båre, men med paramediciner og alt øvrigt udstyr - en såkaldt præhospital visitator. Det resulterede i, at over en tredjedel af patienterne blev hjulpet i deres hjem og undgik at blive kørt i akutmodtagelsen. 

- Når jeg talte med paramedicinere, fortalte de, at mange borgere ikke ønskede at blive indlagt. Deres ønske var, at vi kunne hjælpe og undersøge dem og måske give dem ro og tryghed i hjemmet. Men det, vi havde indrettet systemet på, var at bringe dem på hospitalet, siger han.

- Tager vi så indlæggelsen fra dem? Jamen det var jo ikke det, de ville have - og det var måske heller ikke nødvendigt.

- Indtil vi er færdige med at lytte til borgernes behov, synes jeg, vi skylder os alle sammen at starte der, siger han.

Derefter kan man tage bestik af næste skridt. 

Kræver nysgerrig kultur

Et behovsstyret sundhedsvæsen har spændende potentialer, og differentiering findes i forvejen mange steder i sundhedsvæsenet, påpeger Jonas Egebart. Men den fortjener at blive talt mere om. 

For det kræver opmærksomhed at huske at spørge, hvad patientens behov egentlig er, hver gang man finder på noget nyt i sundhedsvæsenet.

- Det er et spørgsmål om kultur og om hele tiden at være nysgerrige på, om det, vi designer, også er det, der er behov for, siger han.

Men er det virkelig så ligetil at lade folks behov være styrende for, hvilke sundhedsydelser de får? Hvis man har ondt i ryggen og går til lægen for at få svar på, hvad der er galt, hvem bestemmer så, om det er nødvendigt? 

Jonas Egebart besvarer spørgsmålene med endnu flere spørgsmål. 

- Vil de gerne vide, hvad der er galt? Ved vi det? Eller vil de gerne vide, at det ikke er noget farligt? Eller vil de gerne være trygge? Vil man gerne vide præcis, hvad det er, spørger han.

- Vi tolker måske forkert.

Og her har problemerne med manglende bæredygtighed i sundhedsvæsenet ofte sit udspring, forklarer Jonas Egebart. For hvis noget, som egentlig ikke er en stor ting, fører til MR-scanning, hvor man så tilfældigvis gør et fund, som ikke er noget, men som alligevel skaber en videre udredning i den specialiserede del af sundhedsvæsenet, har man pludselig et udredningsforløb på et hospital, som egentlig bare startede med, at man gerne ville være sikker på, at der ikke var noget farligt ved at have ondt i ryggen.

- Vi bør i stedet begynde med en god dialog om, hvad det er, man kan opnå med de her undersøgelser, siger han.

For man kan ikke altid få alle de svar, som man ønsker, via undersøgelser, ligesom behandlinger heller ikke altid fører til det, man gerne vil. 

- Måske giver vi en behandling, som patienten ikke ønskede, hvis han vidste, hvad den kunne føre til - eller hvad den ikke kunne føre til - eller hvad rammerne for behandlingen var.

- Har vi en god nok dialog om denne her søgen efter diagnosen, spørger han retorisk.

Den samtale så han gerne finde sted mellem befolkningen og sundhedsvæsnet. Der skal bruges tid på at finde og diagnosticere det rette behov, mener han. 

- Så finder vi også noget af den unødige behandling.

Evidens kan ikke stå alene

Når op mod en femtedel af sundhedsvæsenets aktivitet er unødvendig og ressourcerne knappe, bør højere krav til evidens så være en del af prioriteringen af, hvad patienter kan blive tilbudt? 

Basisevidensen, som Jonas Egebart kalder den, må meget gerne øges. Men det kan aldrig være styrken af evidens alene, der bestemmer, om en patient kan få en given behandling, mener han. Dels er der sjældent noget entydigt svar, dels vælger mennesker forskelligt ud fra den samme evidens. 

Når læge og patient i fællesskab træffer beslutning om en behandling, indgår afvejninger af muligheder, bivirkninger, risici og forløb oftest i overvejelserne.

- Men jo bedre og jo mere evidens, vi har, jo nemmere kan vi træffe de rigtige beslutninger sammen, siger Jonas Egebart.

- Måske er tiden kommet til at satse på lidt mere grundige vurderinger af nogle af vores behandlinger, så vi står på mere fast grund i vores anbefalinger. 

Det kan eksempelvis såkaldte medicinske teknologivurderinger (MTV) bidrage til, mener han. De inddrager både teknologi, patient, organisation og økonomi i vurderingen af behandlinger og ny teknologi.

Vil fjerne barrierer

Arbejdet i de udførende led af sundhedsvæsenet kræver gode rammer og retninger fra de overordnede sundhedsmyndigheder. Den erfaring har Jonas Egebart taget med sig fra sine forskellige poster i Region Hovedstaden, hvor han både har været tæt på praksis og arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed. 

- Jeg håber, at man kan mærke, at vi ikke tror, vi ved alt, men at vi lytter til de problemer og barrierer, der opleves derude, og prøver at fjerne dem, der kan fjernes, og skabe de rammer, der gør, at man kan lykkes.

I 2021 modtog Jonas Egebart Dagens Medicins ledelsespris for sit arbejde med organisering af vaccinationsindsatsen i Region Hovedstaden under covid-19-pandemien. 

I den forbindelse blev han fremhævet for sin involverende, åbne og kommunikerende ledelsesstil. Det er på den måde, man får de bedste resultater, mener han. 

- Og så er det også en bedre måde at være part i samfundet. Hvis vi er transparente og åbne og lyttende, så bliver det også nemmere for resten af samfundet at orientere sig mod os. 

- Så det vil jeg gerne både internt og eksternt stå for og være kendt for, siger han.

- Var det ikke for storrums-kontoret, ville min dør altid stå åben.