Da Jens Rohde var politisk ordfører for Venstre, sammenlignede han under en åbningsdebat de røde partier med halbalsgæsterne fra sin ungdom som DJ i  Viborg. De stod altid og råbte ”Spil noget bedre!”. Når han spurgte, hvad de gerne ville høre, var svaret altid: ”Noget bedre”.

Som bekendt er Jens Rohde for nylig selv skiftet til Radikale Venstre, fordi han mener, at regeringen skal spille noget bedre. Partiskiftet blev dog akkompagneret med klare betoninger om, at Rohde bestemt ikke havde mistet sit liberale sindelag,  selvom han nu pegede på en socialdemokrat som statsminister.

På sin vis er Rohdes udmelding symptomatisk for perioden efter valget, hvor partierne nærmest står i kø for at lægge afstand til den statsministerkandidat, som de ellers hævder at støtte. Set i det perspektiv kan man forvente et 2016, hvor banen er kridtet op til en rask omgang politisk kluddermor.

“Ny politisk logik”

Valgkampen i 2015 var præget af en parlamentarisk velfærdsknude, hvor der var tre reformpartier og et velfærdsparti i blå blok og tre velfærdspartier og et reformparti i rød blok. Det er ingen hemmelighed, at denne konstellation medvirker til at låse den politiske debat og gør det svært at se forskel på blokkene. Desuagtet var der ingen tvivl om, hvem partierne pegede på som statsminister.

Alternativet pegede eksempelvis ganske klart på Helle Thorning-Schmidt på grund af miljøpolitikken. Efter valget er Elbæks tropper imidlertid fortsat med støt og roligt at hente radikale og SF’ere hjem i folden. Men med den voksende selvforståelse er Alternativet også blevet mindre entydigt i støtten til Mette Frederiksen som kommende statsminister.

Uffe Elbæk har således tilkendegivet, at Mette Frederiksen ikke skal vide sig for sikker på Alternativets støtte, hvis hun fortsætter med at halse efter Venstre og Dansk Folkeparti i jagten på den strammeste udlændingepolitik.

Senest har De Radikales formand Morten Østergaard forsøgt at lyde ligesom Uffe Elbæk og plædere for ”en ny politisk logik”,  hvilket åbenbart indebærer en bred samlingsregering, der kan opsuge politikerlede og vælgerfrustrationer.

Trods indpakningen i idel interesse for Fædrelandets ve og vel minder det dog ganske meget om et afkog af tidligere radikal ønsketænkning om et opgør med blokpolitikken og en tilbagevenden til de gode gamle dage, hvor Radikale Venstre var tungen på vægtskålen.

Uanset valøren af motiverne bag Østergaards ”nye politiske logik” er der ingen tvivl om, at den radikale partiformand også er mere disponeret end sin forgænger Margrethe Vestager for at kigge hen over den politiske midte og søge samarbejde med de borgerlige.

Endelig er SF presset af sløje meningsmålinger, og der er ikke tvivl om, at der var lagt i kakkelovnen til et bramfrit landsmøde i denne weekend. Socialistisk Folkepartis manøvrerum er imidlertid ret begrænset, da  de ikke troværdigt kan pege på andre end Mette Frederiksen som statsminister. Derudover kan de ikke overhale Alternativet venstre om uden at støde ind i Enhedslisten.

K udfordrer

I politik er andres problemer altid en kilde til stor glæde. Men faktum er, at virkeligheden er næsten lige så broget i den borgerlige blok.  Set fra Lars Løkke Rasmussens perspektiv er det eneste positive, at dramaet om landbrugspakken og Eva Kjær Hansens afgang har affødt nye og blidere toner fra Liberal Alliance.

Hvor de liberale hedsporer tidligere brugte jævnt hen enhver lejlighed til at varsle regeringens snarlige fald, så taler Anders Samuelsen nu om borgerligt sammenhold og en blå firepartiregering. Til gengæld har De Konservative overtaget udfordrerrollen i blå blok og er begyndt at stille ultimative krav på miljøområdet, ligesom de ved flere lejligheder har erklæret sig villige til at stemme sammen med de røde partier og bringe regeringen i mindretal.

Endelig kan forholdet mellem Kristian Thulesen  Dahl og statsministeren bedst betegnes som forårssvalt. En væsentlig årsag til misnøje hos Dansk Folkeparti er, at regeringens forhandlinger om en parallelaftale med EU efter DF's opfattelse ser ud til at foregå i slæbegear i diplomatiets krybespor. Dertil kommer, at Kristian Thulesen Dahl ad flere omgange har signaleret, at han gerne indgår aftaler med Mette Frederiksen.

Valgkampen i 2015 foregik i en temmelig fastlåst parlamentarisk situation, men man vidste dog, hvem partierne pegede på. På det seneste synes en stor del af partierne mere optaget af at distancere sig fra den statsministerkandidat, de ellers hævde at pege på. Det er muligt, at det på langt sigt skaber en ”ny politisk logik”, at partierne på kryds og tværs rækker over midten – men på den korte bane er der nok større udsigt til politisk kluddermor.
Kommenter klummen på kommunen.dk