Johan Brødsgaard, radikalt medlem af Silkeborg byråd, har fået plads i toppen af en af landets mest magtfulde organisationer, og han har en plan: Han vil have folketing og kommuner til at flytte penge fra klassisk velfærd til kulturen.

I marts blev Johan Brødsgaard valgt til formandskabet i KL og valgt til formand for Kultur-, Erhverv- og Planudvalget.

Nu melder han klart ud om behovet for mere politisk opbakning og økonomisk støtte til kulturen. Det er på tide, at kommunerne bruger flere penge på kultur, mener han:

 - Ja, det bør man gøre.  Kultur er ikke defineret ud fra demografi, så i en vækstkommune som Silkeborg, hvor der kommer ca. 2.000 nye borgere hvert år, er kulturbudgettet det samme hvert år, klumpen af penge bliver ikke mindre, der kommer bare flere folk, som ønsker kulturoplevelser for de samme penge. Der kunne man godt se på, om kulturen skulle reguleres på samme måde som klassisk velfærd, børn i børnehaver, ældre på plejehjem, hvor der netop følger penge med til den enkelte borger.

Men er der penge til det?

- Det er et spørgsmål om prioritering, og så tror jeg, det i høj grad handler om, at man i en eller anden udstrækning skal se kulturen som velfærd, noget der er med til at understøtte det gode liv, noget der er med til at gøre byer og lokalområder inter-essante.

Bedre liv

Johan Brødsgaard peger på projektet ‘Kultur på recept’, som Silkeborg og andre kommuner tilbyder til folk, der er på kanten af livet eller på kanten af arbejdsmarkedet. De hjælpes til at få et bedre liv gennem kulturelle oplevelser.

- Det handler også om folks velbefindende, at der er noget, man kan mødes omkring i en tid, hvor vi også snakker rigtig meget om ensomhed blandt unge. Der er kulturen noget, der kan bringe folk sammen, siger han.

Hvordan vil du løse opgaven økonomisk?

- Jeg synes godt, man kan tage noget fra den klassiske velfærd og føre over på kulturen, fordi den kan være med til at løse nogle af de samme ting. Kultur på recept bruger vi årligt en halv million på, men samtidig bruger vi adskillige hundrede millioner på de mere klassiske beskæftigelsesindsatser.

Kultur er basic

Johan Brødsgaard vil gøre op med tanken om, at kultur er noget ekstra, som kan komme ovenpå, når alt andet i samfundet er på plads:

- En ting er kultur i forhold til velfærd, noget andet, at kultur er rigtig god for økonomien. Hvis vi ser på den samlede kulturindustri i verden, indtjener den mere end bilindustrien og tech-industrien, og det tror jeg nogle gange, man glemmer, for kulturen bliver hurtigt nævnt som det her ekstra, vi kan gøre, hvis vi har råd til det, der er basic.

- Men for mig er det basic, at hvis man bor i et område, skal der også være nogle oplevelser, for det er noget af det, der gør, at man kan blive underholdt, at man har lyst til at blive et sted, noget af det, der gør, at folk også flytter til.

Omfordeling

Med sit udgangspunkt i den kommunale verden har Johan Brødsgaard ikke meget tilovers for regeringens og Folketingets indsats for kulturen. Han kalder det blandt andet en fejl, at kulturen ikke er nævnt i forståelsespapiret, som regeringen og dets støttepartier har skrevet sammen.

Har kultur en tilstrækkelig høj prioritet i regeringen?

- Nej, det har det ikke, og det kommer nok også af, at når vælgere skal rangere kultur over for andre områder som miljø, velfærd osv., er det typisk en bundskraber. Men de fleste vil nok sige, at de oplever kultur i deres hverdag, men tænker måske bare ikke over, at den største post på mange kommuners kulturbudgetter er de lokale biblioteker. Der er ikke mange, som ville ønske, at deres biblioteker ikke var der.

Hvordan kan kommuner være med til at løfte kultur op på dagsordenen over for folketinget, over for regeringen?

- Gennem KL er det sindssygt vigtigt, at vi kæmper for, at uanset hvor du bor i Danmark, så skal der være gode kulturtilbud tæt på. De kulturmidler, der er på landsplan, skal fordeles bedre end i dag.

Det lyder lidt som kommunal udligning?

- Ja, det kunne man godt sige, og det er ikke, fordi jeg har noget imod, at der er forskel på museer og kulturstøtte, men man skylder, at det er mere transparent, og at der er flere penge, der havner bredt i vores land.

Omfordeling, men ikke flere penge?

- Det er sådan set begge dele. Hvis vi råber på flere penge, så kommer vi sidst i køen, men vi kan godt se på de penge, vi har i forvejen: Hvordan bruger vi dem bedst? Derudover skal vi selvfølgelig råbe på flere penge til kulturområdet, for jeg synes, det er underprioriteret. Men en ting er penge, noget andet er, hvordan det fylder på dagsordenen. Vi har simpelthen brug for politikere, der taler det op, selvom det måske ikke er i vælgernes interesse her og nu. Det tror jeg, det kan blive, hvis man tør sætte det på den politiske dagsorden og fortælle vigtigheden af det.

Stå sammen

Under corona var der kritik fra kulturlivet af, at hjælpepakkerne ikke var tilstrækkelige, og det får Johan Brødsgaard til at anbefale kulturlivets aktører at organisere sig bedre:

- Generelt er det sindssygt vigtigt for kulturlivet, at man begynder at tale med én stemme, at man bliver bedre til at overbevise beslutningstagerne om, hvad det er, kulturen kan, for lige nu er kulturen ikke så organiseret som idrætten, der har nogle meget klare talerør som DGI og DIF. Det tror jeg, kulturen kunne få rigtig god gavn af over for politikerne, for ellers kan det hurtigt blive til, at man inden for forskellige brancher i kulturen ønsker lidt flere penge her og lidt flere penge der. Jeg tror, at hvis man slog sig sammen og talte med én stemme, kunne det løfte kulturen.

Hvor står kulturen her på den anden side af corona?

- Jeg tror, den står stærkere, fordi politikerne nu har set, at folk efterspørger kultur. Der er rigtig mange brugere til kultur, og så har man hørt fra kulturlivet, hvilke udfordringer der kan ramme dem. Det er ikke det mest prioriterede område i kommunerne, men jeg tror, vi har indset, at vi får rigtig meget for relativt få penge.

Hvordan har kulturen det ude i kommunerne?

- Meget forskelligt. Her i Silkeborg har vores kulturaktører overlevet, men det er jo ikke det billede, der gør sig gældende på landsplan.

Johan Brødsgaard ser en tendens til, at mange udøvende kunstnere, musikere og billedkunstnere har været nødt til at forlade kunsten og vælge et mere traditionelt job, fordi de under corona-nedlukningerne ikke kunne spille koncerter eller udstille deres værker.

Og han kan også se, at kulturinstitutioner, der er afhængige af billetindtægter, har været hårdt ramt af nedlukningerne, selvom de er blevet økonomisk kompenseret.