Ny bibel for provinsens politikere

Et forfaldent hus med en facade skæmmet af afskallet maling. På den tilhørende langhårede græsplæne står et læs med ubrugte tegl-plader, væltede plasticmøbler, alskens skrammel, en campingvogn og en Citroën 2CV. Det er forsidebilledet på

Kaare Dybvads debatbog, der vil gøre op med myten om det trøstesløse ”Udkantsdanmark”, hvor ingenting tilsyneladende sker og næsten alle er på kontanthjælp.

Dybvads bog er en krigserklæring mod de fordomme, der florerer om det Danmark, der findes udenfor de fire største byer og Trekantsområdet og af udviklingen er dømt til en langsom, men ubønhørlig og sikker død. Men nu rejses oprørsfanen! For i bogen vender Dybvad tingene på hovedet: Hvor er det egentlig, at (eksport)produktionen og dermed værdierne – som danner grundlaget for offentlige arbejdspladser – bliver skabt? Svar: I provinsen. Men hvor ender man med at lægge hovedparten og stadig flere af de statslige arbejdspladser? I København. Alligevel straffer man ”Restdanmark” med en fortsat centralisering, der lægger stadig flere statslige arbejdspladser og uddannelsesinvesteringer i København og de større byer. Det er især det skisma, som Dybvads bog kredser om, og som han ganske overbevisende får sat på dagsordenen.

Har sovet i timen

Bogen er ikke kun en saltvandsindsprøjtning, der kan få folk i provinsen til igen at ranke sig. Den er også et kæmpe spark i bagdelen til disse områders politisk valgte repræsentanter, som tilsyneladende i årevis har sovet i timen og ladet sig besnakke af en holdning om, at ”hovedstaden var vækstlokomotiv for provinsen” (en konklusion i en gammel tvivlsom analyse, som Dybvad undervejs effektivt punkterer). Samtidig sørger hovedstaden og Østjylland med udligningsordningen for, at en stor årlig check holder rumpen oppe på de fattige provinskommuner. Vrøvl, siger Dybvad, der med et andet regnestykke argumenterer for, at provinsen betaler milliarder for trafikinvesteringer i hovedstaden og i øvrigt trækkes med udgifter til svage tilflyttere på førtidspension, som de oprindelig fik tilkendt i de rige kommuner, som nu sender regningen videre.

[caption id="attachment_29766" align="alignright" width="260"] ”Udkantsmyten” – hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft.
Af Kaare Dybvad, People’s Press, 202 sider[/caption]

Bogen, som er righoldig på ammunition i debatten, har potentiale til i årevis fremover at blive en bibel for samtlige de folketingskandidater, der gerne vil vælges udenfor København og Aarhus og fremover må forventes at insistere på, at der nu bliver rettet op på tingene. For dem og alle øvrige folkevalgte samt embedsmænd er der ganske enkelt tale om pligtlæsning.

Forfatteren selv er folketingskandidat for Socialdemokraterne, men han har også en relevant faglig baggrund som cand.scient. i geografi og har arbejdet med regional udvikling, heraf de seneste tre år som chef for vidensprojekter i Væksthus Sjælland.

Dybvad forfalder undervejs klogt til ikke at pege alt for tydeligt (parti)politisk fingre ad beslutninger, som han grundlæggende mener har forvoldt skade på sammenhængskraften. Det er for eksempel kommunalreformen, som Venstres Lars Løkke Rasmussen kan tage æren for, selvom  den og andre centraliseringsreformer har tømt adskillige købstæder for arbejdspladser, politisk liv og administrativt indhold. I stedet anlægger Dybvad et forsigtigt og konstruktivt syn, glatter lidt ud i forhold til de positive effekter, der kan have været ved reformen, og bruger i stedet opmærksomheden til at angive konstruktive forslag til, hvordan man kan få ændret udviklingen. Dybvad samler på allierede – ikke modstandere.

Det er imidlertid ikke kun politisk og økonomisk, at provinsen er blevet forsømt. Kulturelt står det også helt galt til, mener Dybvad. Filmkunstnere og forfattere har med enkelte undtagelser - måske bortset fra serien ”Arvingerne” - i årevis tegnet et billede af provinsen som et på alle måder rædselsfuldt sted at have en tilværelse.  Derfor har Dybvad en helt indlysende pointe i, at man næppe fremmer optimisme, vækst og virketrang i disse landsdele, når der slides så hårdt på imaget i disse stereotype fremstillinger af det triste liv i provinsen. 

Samlet set er denne bog det bedste, der er sket for debatten om ”Udkantsdanmark” i mange år, og dens potentiale til at påvirke politiske holdninger i årene fremover til gavn for provinsen er betydeligt.