Psykisk sårbare borgere kan være en udfordring at få i job. Der kan være mange ting i vejen, og det kan være svært at samle borgerne i ét tilbud – og hvis man gør, kan prisen være, at effekten udebliver, fordi der er for mange steder, der skal sættes ind. Kort sagt: Hvis tilbuddet ikke virker, har kommunen spildt pengene, der kunne have brugt bedre på en anden indsats, som måske virkede.

Derfor var Aalborg Kommune ikke sen til at slå til, da Fokus Folkeoplysning sammen med Den Sociale Kapitalfond foreslog en anden løsning. En løsning, hvor kommunen kun skal betale for de borgere, der rent faktisk kommer i uddannelse og job. Resten betaler nogle andre for.

Fokus Folkeoplysning er en lokal folkeoplysende virksomhed, der beskæftiger sig med folkesundhed, kulturtilbud og tilbud til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Og i disse måneder kører virksomheden et projekt med 120 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere – 60 på uddannelseshjælp og 60 på kontanthjælp. Håbet er, at de kommer i job eller i uddannelse. Men hvis de ikke gør, så er det ikke Aalborg Kommune, der har kastet penge i projektet. Det er Den Obelske Familiefond og Den Sociale Kapitalfond:

- Den Sociale Kapitalfond kan ses som en slags underskudsdækning, som Fokus Folkeoplysning trækker på. De leverer indsatsen, og vi betaler så først senere for de borgere, som faktisk er kommet i uddannelse eller job. Det er med andre ord fonden, der løber risikoen, siger Jesper Dahlgaard, som er job- og ydelseschef i Aalborg Kommune.

Bare ring
Projekter som det i Aalborg skal der være langt flere af. Det har partierne bag satspuljen bestemt. Så mens Den Sociale Kapitalfond er et privat initiativ, har staten oprettet sin egen udgave, nemlig Den Sociale Investeringsfond. Investeringsfonden har fire politisk besluttede kerneområder, men grundideen er den samme: Myndighederne skal kun betale for effekten, og leverandørerne skal ikke miste penge på det, så i stedet investerer private eller investeringsfonden i projektet. 

Og fra i dag er projektet i luften, og butikken er åben, som de selv beskriver det hos Den Sociale Investeringsfond:

- Vi vil rigtig gerne have fat i myndigheder, som har en velfærdsudfordring, og vi vil rigtig gerne have fat i leverandører af velfærdsudfordringer. Og så vil vi selvfølgelig gerne have fat i investorer, som vil investere i velfærd – forhåbentligt med et afkast, siger bestyrelsesformand i Den sociale Investeringsfond Karen Hækkerup.

Derfor åbner fonden nu for et åbent call, hvor alle interesserede kan henvende sig. 

Også hvis de har en ide, der ikke er helt klar til at søsættes endnu. 

- Den sociale investeringsfond har egentlig to ben. En modningsproces og en udbredelsesdel. Så hvis nogen har en ide, de godt kunne tænke sig at få lavet en businesscase på, kan vi hjælpe med at finde ud af, om ideen er moden og kan skaleres op i størrelse. Men man kan også brede noget ud, hvis man allerede har en løsning, der virker og gør en forskel. Og der kan vi med økonomi og støtte gøre ideerne til virkelighed, siger Karen Hækkerup. 

Blandede udenlandske erfaringer
Den Sociale Investeringsfond har stor opbakning i Folketinget, og da den blev vedtaget politisk i 2017, var det kun Enhedslisten, der stemte imod. En styrkelse af investeringsfonden var da også på Socialdemokratiets valgløfter ved folketingsvalget. I deres udspil ‘Altid på børnenes side’ kan man blandt andet læse, at partiet vil ‘udvide og udvikle Den Sociale Investeringsfond.’

Her har partiet planer om, at det på længere sigt skal være muligt for både private investorer samt regioner og kommuner at skyde midler i fonden og få del i afkastet. 

‘Vi foreslår, at staten tilfører midler til fonden, som kan sikre en forøgelse af grundkapitalen til at igangsætte sociale investeringer.’

Og med god grund, for hvert år bruger samfundet 45 mia. kr. på 540.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, men som har udfordringer med blandt andet arbejdsløshed, hjemløshed og misbrug. Så både menneskeligt og økonomisk er der store gevinstmuligheder i at mindske antallet af mennesker på randen af samfundet.

Dermed trækker regeringspartiet på nogle af de erfaringer, man har gjort sig i USA og Storbrittanien, hvor de første sociale obligationer blev en realitet omkring 2010. 

Succesen var blandet. For eksempel lykkedes det ikke at få tilstrækkeligt mange langtidsledige i job i ‘The Work Programme’. Projektet havde en succesrate på 2,3 procent, hvilket i faktiske tal betød at lidt mere end 18.000 langtidsledige var kommet i job. Men der var 750.000 langtidsledige, som havde deltaget i forsøget. Her brændte de private investorer nallerne, mens myndighederne ikke havde udgifter. 

Det bedste og det værste
I Aalborg har de også haft en række udfordringer med projektet, de har sammen med Fokus Folkeoplysning, siger Jesper Dahlgaard:

- Der er en masse øvepenge og bureaukratipenge. Når man går fra en kontrakt og ud i den virkelige verden, er der en del lærepenge. Derfor er det godt, at der er så mange borgere i projektet, for eller tror jeg ikke, at udgifterne havde stået mål med indsatsen, siger Jesper Dahlgaard. 

Han fortæller, at kommunen også har lært en masse af de udfordringer, der har været. Blandt andet er de blevet skarpere på, hvad der skal stå i en effektkontrakt fremover. 

- I den næste kontrakt vil vi blandt andet tage højde for borgere, der flytter og borgere, som vi selv hjemtager. Der er flere ting, vi ikke har forholdt os til i denne omgang, som vi forholder os til i næste, siger han. 

Til gengæld er der især én ting, som Jesper Dahlgaard sætter stor pris på ved investeringsmodellen og projektet, og det er, at projektet også arbejder med en hel anden fastholdelsesbonus, end de hidtil har gjort. 

- Det bedste ved den her model er, at vi også betaler for fastholdelsen af borgeren. Så Fokus Folkeoplysning kan oppebære indtægter op til tre år efter, at borgerne er gået i job eller uddannelse. Vi har tidligere haft bonusmodeller, men typisk udløses den, hvis folk er i job efter tre måneder. Men hvad med efter det? Hvad med efter et år? Det er virkelig stærkt, at vi har fået den del med, siger han

Og så er effektbetalingen også en helt særlig gevinst i Aalborg Kommune:

- Nu har vi både i kommunen og i projektet det samme incitament. Tidligere mistede projekterne jo penge, hvis de sendte en borger videre. Så skulle vi jo ikke betale for ham længere. Nu betaler vi først, når vi har set effekten, og derfor har projektet langt større incitament til at få borgeren hjulpet videre.