Her to måneder før KV13 har fire kommuner en noget speciel politisk situation. Undervejs i perioden er grundlaget for konstitueringen smuldret – så borgmesteren står uden fast flertal og må kæmpe for flertal fra sag til sag. Som senest tilkomne i klubben har Frederiksberg sluttet sig til Slagelse, Sønderborg og Svendborg.

Første kommunale magtbalance, der tippede i perioden, var i Slagelse, hvor den tidligere socialdemokrat, udvalgsformand Ebbe Jens Ahlgren, efter en tid som løsgænger sprang til V. Det gav bare et år efter valget V, K og DF et flertal på 16-15, mens borgmesteren fortsat hed Lis Tribler (S). Ahlgren havde stemt med blå blok i en sag om skolestruktur, og den nye balance betød to mistede formandsposter til S-SF og en ny struktur med fire formandsposter til hver blok. Da Peter Lotinga siden forlod DF, fik Tribler fik lidt mere at manøvrere med.

Men da Troels Christensen i januar i år blev smidt ud af V, og Lotinga nu fiskede for ny konstituering, var kommunaldirektør Søren Lund Hansen ude med en tydelig advarsel: ’Byrådet skulle passe på sit omdømme så tæt på valget - endnu en gang flytten rundt i udvalgene ville betyde en åbenlys risiko for, at jeres omgivelser oplever jer som uden mål og retning.’

Det blev heller ikke til mere, og Lund Hansen fik med sin advarsel peget på det sårbare i overhovedet at begynde en byrådsperiode på en spinkel 16-15-konstituering. I modsætning til i Folketinget kan den politiske ledelse i en kommune overleve et de facto-flertal imod sig. Og det blev i juni i år også tilfældet i Sønderborg:

Efter en sag om placering af en kursusafdeling trak to SF’ere, Jørgen Jørgensen og Frank Bodholdt Jakobsen, sig fra flertalsgruppen, der nu kun bestod af Fælleslisten, V, DF og Slesvigsk Parti med 15 ud af 31 pladser. Selvom det var en teknisk mulighed, valgte man i Sønderborg ikke at omkonstituere sig. For spidskandidat Erik Lauritzen (S), der ellers nok kunne benytte sig af den situation i valgkampen, valgte at satse på sikker drift – og holdt sig til at forvente, at hele byrådet i resten af perioden ville blive inddraget i alle beslutninger både i byråd og udvalg. Måske en klog beslutning, der vil lønne sig ved valget.

Måneden efter var det Svendborg, hvor flertallet pludselig rykkede sig. Bjarne Hansen (S) var imod et asylcenter i kommunen, stemte imod sine partifæller og blev løsgænger. Og det fik eks-borgmester Lars Erik Hornemann (V) til at advare nuværende borgmester Curt Sørensen (S) om at lytte grundigt til V i budgetlægningsfasen – hvis han overhovedet selv ville være med i flertallet. For nu kunne der pludselig skabes flertal udenom.

Kort før budgetfasen var turen med pludselig politisk ustabilitet kommet til Frederiksberg, hvor K mistede sit faste flertal. Poul Erik Mølgaard Rasmussen skiftede fra K til Liberal Alliance, og da Nils-Ole Heggland få uger før var gået samme vej, stod LA, der ved KV09 slet ikke blev repræsenteret, pludselig med en gruppe på to, der straks fik lavere grundskyld skudt ind i økonomiforhandlingerne.

Ved KV09 havde Jørgen Glenthøj (K) ellers sat sig for bordenden med en konstituering på 14-11, hvor K var storebror med 12, og V og R hver kom med et mandat. Nu er de 14 skrumpet til 12, så V-K-R-blokken skal ud at hive flertal hjem fra sag til sag. Velkommen i klubben. Det varer ikke så længe.