Samarbejde over geografiske, faglige og økonomiske grænser er et stærkt redskab, hvis vi vil lykkes med at fastholde og videreudvikle et sundhedsvæsen af højeste kvalitet.  Som politiker og kliniker kan man ind imellem fristes til at holde sig for ørerne og stikke hovedet i en busk, når man stilles overfor demografiske fakta sat op imod den tilgængelig arbejdsstyrke, borgernes håb og forventninger samt det kommende års budgetforhandlinger. Det er i sandhed en svær ligning at få til at gå op. Men vi skal gøre os umage og gøre forsøget. 

For et års tid siden blev det besluttet, at samarbejdet mellem regioner og kommuner skulle styrkes ved at oprette sundhedsklynger omkring landets akutsygehuse. Foruden et fagligt niveau i klyngesamarbejdet (som allerede fandtes i nogle regioner) så også et politisk niveau dagens lys.  Borgmestre og regionsrådsformænd og ditto -medlemmer blev trukket hen til samtalebordet i håb om, at også politiske visioner ville styrke samarbejdet og mindske barriererne i sundhedssystemet. 

I gamle dage talte man i det kommunale system om borgere og i det regionale system om patienter. Jeg fornemmer at vi som politikere i dag har en noget mere holistisk opfattelse af sundhedsvæsenet. Vi ved godt, at Fru Jensen stadig er Fru Jensen, hvad enten hun behandles på regionssygehuset eller hjemme i parcelhuset på Lærkevej. Vi taler åbent om, hvad der er den mest optimale behandling, og hvordan vi kan matche de faglige standarder. 

Dosispakket medicin er et oplagt emne at bringe på banen i de nye politiske sundhedsklynger. Der er evidens for at dosispakket medicin vil kunne frigive mellem 600 og 900 sygeplejestillinger i kommunalt regi. Samtidig vil det reducere fejlmedicinering hos patienter, som får mange forskellige typer af medicin. Færre fejl giver bedre helbred og færre akutte indlæggelser og dermed mindre pres på sygehusene.

Det er præcis her, jeg synes samtalen omkring bordet i de nye sundhedsklynger bliver rigtig interessant. Fagligt og politisk giver det god mening at frigive sygepleje- og sosuassistent-ressourcer samt øge sikkerheden omkring borgernes medicin. Så langt så godt. 

Ved at benytte dette strukturelle greb frigives ressourcer i det kommunale system, mens regionerne pålægges øgede udgifter i millionklassen. Kunne samtalen i klyngerne derfor også handle om hvordan vi så til fælles gavn og glæde udnytter de frigivne ressourcer? På landets sygehuse ligger patienter i kø for at blive udskrevet til aflastning, til akutpladser, til genoptræning og til eget hjem med støtte fra den kommunale pleje. Kapaciteten i kommunerne har været en af flaskehalsene og en hæmsko for at færdigbehandlede borgere kunne udskrives. Jeg håber, at vi i de nye sundhedsklynger tør tage snakken om, hvordan vi bedst udnytter de frigivne ressourcer. Hvad er det for nogle indsatser, vi sammen kan styrke, når fagpersoner ikke længere skal bruge så meget til på at ”hælde medicin op” til borgerne. Tør vi håbe på at der fremadrettet bliver mere overskud til at bemande akutpladserne, eller er det demensudredning og forebyggelse, som skal prioriteres. 

Jeg glæder mig over, at vi nu har fået et politisk niveau i samarbejdet mellem kommuner og regioner, og ser frem til alle parter kan se en styrke i at vi giver noget for noget - til gavn for nogen.