Nødvendigt skift til decentral energi spænder ben for grøn omstilling

Vi går lige nu og venter på det store teknologiske gennembrud, der med et slag kan gøre energien grøn og standse den negative indflydelse på klimaet. Men det er ikke  sandt, at teknologien ikke er parat endnu. Det eneste, der spænder ben for en grøn omstilling til vedvarende energi, er en god omgang myter og en stor portion lobbyarbejde. Det mener Preben Maegaard, som er mangeårig energiekspert både nationalt og internationalt og forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

- Myten er, at vedvarende energi er en umoden og uprøvet teknik. Det er den ingenlunde, men udbredelsen af den opfattelse giver de store energiselskaber endnu nogle årtier, hvor de kan køre videre med deres klimavandaliserende adfærd og teknologier, siger Preben Maegaard.

Han peger på, at en omstilling til vedvarende energi kræver et centralt skift fra centrale til decentrale energiformer, som ikke er i virksomhedernes interesse.

- I det spil vil der uomgængeligt ske et aktørskifte, som betyder, at de store, centrale organisationer skal afgive territorium til decentrale løsninger og ejer-former, fordi deres strukturer og erfaringer ikke er tilpasset de opgaver, der ligger forude. Vedvarende energi er decentral af natur, men virksomhederne driver i sagens natur en meget effektiv lobbyvirksomhed for at varetage deres interesser. Og det har de i høj grad succes med, siger Preben Maegaard.

Frelsende løsning
Den verserende debat om skifergas-boringer er ifølge Preben Maegaard et eksempel på en sådan lobbyvirksomhed.

- Det er de fossile energiformer, som forårsager klimaproblemerne, og det betyder, at det er en afskaffelse af de fossile energiformer, der løser klimaproblemerne. Skifergas er kommet som lidt af en frelsende løsning på klimaproblemet, men det er det jo ikke: Det er en fossil energi, ligesom olie, kul og andre naturgasser er, siger Preben Maegaard.  

- Regeringen taler grønt, men den handler ikke grønt nok. Der er ikke nogen teknologiske hindringer for en omstilling til vedvarende energi, men der er socialøkonomiske og planmæssige hindringer. Derfor er det også der, politikerne skal sætte ind, siger Preben Maegaard.

Lige nu er massive borgerprotester med til at forhindre opsætningen af vindmøller på land, mens de langt dyrere offshore-løsninger – som samtidig er energiselskabernes hjemmebane - vinder mere og mere indpas. Udfordringen er, at offshore-vindmøllerne ikke giver så god gevinst på elregningen, og at det primære benspænd for flere vindmøller på land er lokalbefolkningens indstilling. 

- Man kan helt undgå borgerklager, hvis man organiserer det med lokalt ejerskab og vil definere vindmøller som forsyning i stedet for investering. Det vil kun kræve ganske små ændringer i planlovgivningen, før man er ude over protestproblemet, siger Preben Maegaard, som mener, at følgende sætning burde skrives ind i planloven ’De til kollektiv forsyning opstillede vindmøller kan kun ejes af almennyttige selskaber’.

- I stedet for, at det er for lokalbefolkningen uvedkommende investorer, der kommer og stiller vindmøllerne op, skal det bygge på lokale ejerskabsformer fx lokale erhvervsdrivende fonde eller kommunale løsninger, hvor man betragter vindmøller på samme måde som fjernvarmeværker, lokal el-distribution, kraft-varmeværker eller andre ejer-former med lokal forankring, siger han.

Overophedning over for fraflytning
Danmark har et elforbrug på 36 terawatt-timer, og i dag leverer vindmøllerne otte terawatt-timer (otte mia. kilowatttimer) om året. Vindmølleproduktionen skal derfor frem til 2020 forøges med ti mia. kilowatttimer om året, svarende til mellem 6-900 stormøller. Det drejer sig om et par mia. kr. om året, som ved nye ejer-former med et almennyttigt sigte kan forbedre den kommunale eller lokalsamfundsmæssige økonomi med: Forbedret infrastruktur, energirenoveringer af skoler og andre offentlige bygninger osv.

- De steder, der har ressourcerne til at sætte solcelleanlæg og vindmøller op, er samtidig de områder, der har den dårligste indkomstudvikling i hele Danmark, det man med en populærbetegnelse kalder ´den rådne banan´. Satsningerne på vedvarende energi kunne være med til at skabe en mere ligelig økonomisk udvikling, fordi det danske samfund kan ikke trives ved, at der er overophedning i én del af landet, mens der er fraflytning og tilbagegang i en anden, siger Preben Maegaard, som mener, at regeringen derfor burde tilpasse energipolitikken, så den også kom Udkantsdanmark til gavn.

Det er hans vurdering, at omkring 30 udkantskommuner ville have stor gavn af en vedvarende energi-politik, der kunne skabe en opblomstring af de danske udkantsområder. Det er nemlig i yderområderne, de primære energiressourcer er, når man ser på sol, vind og biomasse.

- Der er et kolossalt potentiale, som kommunerne slet ikke har fået øje på. Og samtidig med, at man får billigere energi, forhindrer man den kæmpe kapitalisering, der sker af vindmøllegrundene, siger han.

Skrigende misforhold
Kompensationen for den jord, der skal bruges til at opstille en højspændingsmast, er 50.000 kr., mens Preben Maegaard har eksempler på, at vindmøllegrunde udlejes i 30 år for 1,4 mio. kr. om året i leje: Et beløb, som skal betales over el-regningen.

- Der er så skrigende et misforhold i tingene. Vindmøllernes placering giver i dag nogle jordejere mulighed for i den grad at score kassen, uden det er noget, de har løftet en finger for – og det er med til at gøre vedvarende energi meget dyrere end nødvendigt, siger Preben Maegaard.

- Der er så store huller, i den politik, man fører, - og fordi man ikke får dem lappet og sat udviklingen ind i en sammenhængende progressiv politik, så åbner noget som skifergas sig op som en mulig vej, man kunne gå. Det er jo helt uden for konteksten af en grøn energipolitik.