Vi husker alle de nærmest parodiske gentagelser af 'ikke kandidat til nogen international toppost', som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen både selv og via mellemmænd og -kvinder fremsatte til ulidelighed i perioden mellem FV07 og hans udnævnelse til NATO-generalsekretær i 2009. Alle vidste ganske vist, at der blev arbejdet intenst på at køre Fogh i stilling til lige præcis 'en international toppost'. Men erklære sig som kandidat ville han ikke.

Ikke før til allersidst, da beslutningen de facto var truffet. Hvorfor? Fordi det ikke skulle kunne siges, at han havde søgt et job, han ikke kunne få. Vi så det samme med Helle Thorning-Schmidt, der aldeles ikke var kandidat til at blive EU-kommissionsformand, men som naturligvis ville have taget jobbet hvis hun havde kunnet få det. Og vi så da Uffe Ellemann Jensens officielt erklærede kandidatur, også til NATO, kiksede i 1995, og da Helle Thorning-Schmidts ligeledes officielt erklærede kandidatur til FN’s flygtningehøjkommissariat kiksede 20 år senere i 2015, hvorfor man i de luftlag generelt er tilbageholdende med at lufte sin interesse for et job, før man reelt har fået det: Det svækker ens position - den man havde og gerne ville væk fra, men må tage til takke med at beholde. Alle ved, at man hellere vil noget andet.

Det er i det lys, man skal se Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahls afvisning på dette års folkemøde af at 'erklære sig som statsministerkandidat' ved et fremtidigt folketingsvalg.

Man skal lægge mærke til ordvalget her. Førnævnte var et spørgsmål formuleret af Ritzau, endda udspecificeret med tilføjelsen 'også når man efter et valg ser, hvordan mandaterne er faldet'. Kristian Thulesen Dahl var helt fast i sin afvisning. Han vil med egne ord ikke 'udskrige sig selv som statsministerkandidat', fordi han ikke vil være kendt som 'en politiker, der pludselig rækker ud efter en post og taber al den politiske indflydelse på gulvet'. Tydeligere kan det ikke siges. Han vil ikke svække sin position.

Man bemærker, at han ikke sagde nej til at gribe statsministerposten, hvis muligheden opstår. Han svarede på, om han ville erklære sig som kandidat 'når man efter et valg ser, hvordan mandaterne er faldet'. Nu kan man spørge på mange måder, så han blev også listigt spurgt, om DF kan 'være et parti, der går efter statsministerposten', og hertil lød svaret, at det ville han 'overhovedet ikke begynde at begive sig ud i'. Et ikke-svar. Enhver kan regne ud hvorfor.

At spørgsmålet kom op netop på Folkemødet i år var en naturlig konsekvens af, at det også var på Folkemødet Kristian Thulesen Dahl sidste år i sin partiledertale for første gang satte ord på Dansk Folkepartis betingelser for at indgå i en regering - nemlig at partiet henover flere valg kan opretholde en vælgeropbakning på omkring de 20 procent, som partiet fik ved FV15. En betingelse, der samtidig bekvemt var en supplerende begrundelse for, at Dansk Folkeparti ikke året forinden var gået i regering efter FV15.

Hovedbegrundelsen er nu som før, at Dansk Folkeparti finder indflydelsen størst udenfor regeringen.

Partier, der har prøvet at være i regering, afviser konsekvent den betragtning som urigtig, hvis man tager det hele med. Også de utallige påvirkningsmuligheder, man som minister har i de mindre spektakulære sager i kulissen, og ikke mindst det embedsapparat en minister får stillet til rådighed - men som ikke-regeringsparti har Dansk Folkeparti jo netop ikke prøvet den side. Endnu. For DF’s kandidatur til at blive regeringsparti er reelt erklæret.

Kristian Thulesens Dahls kandidatur til statsministerposten bliver først erklæret hvis han efter et fremtidigt folketingsvalg er sikker på at have et flertal bag det. Hvis, ikke når.