Når man har nærlæst de 44 anbefalinger til regeringen, der blev lanceret af Natur- og Landbrugskommissionen i april i år, står det klart, at der ingen nytænkning er at hente, hvad angår vækst i fremtidens landbrugsproduktion.

Det er business as usual – flæsk og minkskind vil fortsat være dansk landbrugs flagskibe, blot i endnu større mængder.

Alligevel hævder NL-kommissionen, at de 44 anbefalinger med tilhørende 144 forslag til handling vil bane en ny vej for vækst i landbruget og fødevarebranchen samtidig med, at der skabes betydningsfulde forbedringer indenfor natur, miljø og klima.

Vupti - modsætningen mellem vækst og miljøforringelse er forsvundet.

Det er næsten for godt til at være sandt, men tricket består simpelthen i, at alle har fået alt. Mere natur, bedre miljø og renere vand til naturvennerne og flere svin, mere gylle og masser af kvælstof til agroproducenterne – det hele kan lade sig gøre, påstår kommissionen.

Den utopiske drømmeliste er forklaringen på de begejstrede klapsalver fra både Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer såvel som fra Enhedslisten og de rabiate landbrugslobbyister hos Venstre. Kommunernes Landsforening har klogt nok valgt en mere afdæmpet reaktion.

De få steder, hvor der helt uundgåeligt ville opstå konflikter, hvis man forholdt sig til aktuelle problemer som for eksempel borgerbetalingen for drikkevandsbeskyttelse mod sprøjtegifte eller kompensationskravet for ændret vedligeholdelse af vandløb der stikker kommissionens tolv eksperter halen mellem benene. Syltekrukken hentes frem med en påstand om, at 'yderligere undersøgelser er påkrævet.'

Så alle er glade for rapporten - med undtagelse af de kommuner, der kommer til at realisere de mange forslag.

Forfejlet opgaveformulering

Langt hovedparten af de 44 anbefalinger vil stille nye krav til de kommunale miljø- og teknikafdelinger. Da alt skal være 'udgiftsneutralt', følger der ingen nye penge med, så den kommunale begejstring kan være på et lille sted.

Måske kunne rapporten have været til at leve med, hvis kommunerne oplevede at få noget konkret til gengæld, men det får de ikke. Samfundsøkonomisk vurderer kommissionens økonomieksperter, der både omfatter en CBS-professor og en professor fra Københavns Universitet, at anbefalingerne kun fører til 'en begrænset øget beskæftigelse i landbruget'. Nærmere nul kommer man det næppe.

Fra første færd var formålet forfejlet - set fra kommunalt hold -, da regeringen nedsatte en kommission til at udarbejde forslag 'til løsning af landbrugets strukturelle og økonomiske og miljømæssige udfordringer'. Formuleringen oser af Morten Korch, er pinefuldt gammeldags og bygger på en nostalgisk overvurdering af landbrugets betydning.

De fleste danske kommuner står ansigt til ansigt med to langt mere alvorlige udfordringer end svingende indtjening i agroerhvervet: den negative jobspiral og den accellererende fraflytning af unge.

To livstruende tendenser, der overhovedet ikke imødegås ved at forbedre økonomien for de stadig færre jordejere.

Havde kommissoriet så bare lydt noget i retning af: 'Der ønskes forslag til jobskabelse i landdistrikterne samt øget bosætning af erhvervsaktive børnefamilier ved hjælp af strukturelle, økonomiske og miljømæssige udfordringer til agroerhvervet.'

Man bør gøre sig det klart, at hverken nationaløkonomisk eller beskæftigelsesmæssigt har primærlandbruget nogen større positiv betydning i dagens Danmark. Som beskatningsobjekt bidrager erhvervet kun helt perifert til lokalsamfundenes økonomi.

Det hænger overhovedet ikke sådan sammen, at forbedrede økonomiske vilkår i landbruget udløser en positiv udvikling i lokalsamfundet. Landets rigeste agroproducenter bor typisk i landets fattigste kommuner.

Den mest overbevisende dementi af denne forfejlede opfattelse kan hentes fra sukker-roedyrkernes mekka på Sydhavsøerne. Her bor landets rigeste jordejere, men produktionen af 'det hvide guld' bidrager overhovedet ikke til at forsøde tilværelsen kommunalt. Sorteret efter gennemsnitlig skattebetalingsevne ender Lolland Kommune som landets 90. fattigste, og Guldborgsund Kommune ryger helt ned på en 92. plads – af de 98 mulige.

Interessant er det så, at i den anden ende af skalaen finder man Danmarks 'grønneste' kommune. Med 53 procent af sit areal defineret som natur er det Fanø Kommune.

Vadehavsøen er stort set fri for landbrug, men kan fornøje sig med at huse den 12. rigeste befolkning i landet. Kun de traditionelle velhaverkommuner omkring hovedstaden overgår det jyske naturparadis i gennemsnitlig skattebetalingsevne.

Hundredtusiner af nye miljøtilladelser

Det helt afgørende nybrud blandt de 44 anbefalinger lanceres med nr. 11: Ny regulering af landbrugets kvælstof.

Kommissionsformanden selv lægger ikke skjul på, at dette her er stort tænkt. Han anbefaler i sit personlige forord 'at indføre en helt ny miljøregulering af landbruget til gavn for både erhverv, vandmiljø, natur og klima, så Danmark kan sætte nye standarder for bæredygtig landbrugsproduktion.'

I ramme alvor skriver NL-kommissionen, at det vil være hensigtsmæssigt – og realistisk - at 'fastsætte kvælstofnormen for den enkelte landbrugsbedrift differentieret efter forskellige landbrugsarealers evne til at tilbageholde kvælstof, afgrødens betydning for kvælstofudvaskningen og sårbarheden for det pågældende vandområde.'

NLK mener altså, at der skal fastsættes et sæt individuelle kvælstofnormer for hver enkelt bedrift, hvor kvoten ikke bare differentieres efter de forskellige markers evne til at tilbageholde kvælstof, men hvor der samtidig tages hensyn til den aktuelle afgrøde i forhold til kvælstof.

Virkeligheden er jo den, at dansk landbrug består af 39.000 selvstændige landbrugsbedrifter, der tilsammen driver 2,4 millioner hektar landbrugsjord. Denne jord er inddelt i skønsmæssigt mindst 500.000 individuelle markblokke. Læg dertil, at der opereres med flere hundrede forskellige afgrødekoder i landbruget. Det betyder, at mængden af kombinationer, der skal afstemmes med 'sårbarheden' i det vandområde, som markerne drænes til, er noget nær uendelig.

Der bliver noget at se til for de kommunale sagsbehandlere.

Er det pengene værd?

Helt afgørende må det dog være at få belyst, om det rent samfundsøkonomisk overhovedet giver mening med en detailregulering på markblokniveau. NLK-rapporten handler jo om at skabe økonomisk vækst i landbruget.

Ifølge kommissionens egen analyse vil de 44 anbefalinger føre til en ekstra 'årlig sektorøkonomisk indtjening på ca. 70-365 mio. kr.' Fordelt på de 45.000 jordejere i Danmark vil det betyde en årlig indtægtsfremgang på 1500–8111 kroner i gennemsnit til hver.

Måske vil det være mere retvisende at beregne indtægtsforøgelsen pr. hektar jord?

Med 2,4 millioner hektar jord i dyrkning giver det 29–152 kr. pr. hektar. For at sætte gevinsten i perspektiv kan den holdes op mod den generelle indtjening ved dyrkning af vinterhvede. Ifølge Håndbog i Driftsledelse 2011 er indtægten pr. hektar 6482 kr.

Dette yderst beskedne slutfacit rejser spørgsmålet, om det samfundsøkonomisk overhovedet kan være pengene værd at gennemføre alle de mange anbefalinger for at opnå så marginal en gevinst?