Ved sit integrationsmøde på Marienborg, hvor undertegnede selv var til stede, satte statsminister Lars Løkke Rasmussen et klart mål for Danmarks modtagelse af nye flygtninge: Vi skal præstere bedre, end vi hidtil har gjort. Helt præcis skal 50 procent af flygtningene kunne forsørge sig selv. Dette blev efterfølgende fulgt op af nye ambitiøse målsætninger for, hvilke rammer kommunerne skal tilbyde flygtningene. Set i forhold til uddannelse og arbejdsmarked er der lagt en usædvanlig klar linje: Kommuner skal tilbyde praktikplads - gerne efter 2 uger og senest 4 uger efter ankomsten til kommunen. Dertil kommer, at der maksimalt må gå 6 uger mellem hver praktik. Det er unægtelig en opstramning i forhold til de tidligere rammer.

Den 4. december sidste år kunne DR berette følgende: ”I januar i fjor var 12 procent af alle flygtninge og familiesammenførte under kommunernes integrationsprogram ude i et forløb på en virksomhed. Den andel er næsten tredoblet til 32 procent i den seneste opgørelse fra september i år, viser tal, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har trukket fra Beskæftigelsesministeriets database, job-indsats.dk”. Netop praktik i virksomheder er et effektivt beskæftigelsesredskab. Det bekræfter en effektanalyse fra Beskæftigelsesministeriet: ”Ledige kontanthjælpsmodtagere over 29 år, der har været i 4-13 ugers virksomhedspraktik i det private, fordobler chancen for at komme i arbejde indenfor de første seks måneder efter praktikperioden”, udtaler analysechef i Beskæftigelsesministeriet Claus Andersen til Information 25. april 2016.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

I Vejle Kommune steg andelen af flygtninge, som kom i job, uddannelse eller anden selvforsørgelse, fra 10,5 % i 2013 til 33,9 % i 2014 efter introduktionen af den målrettede praktikbaserede ”branchepakke-model”. 22 kommuner har siden indført samme model for deres indsats.

Virksomhedspraktik virker, hvis den bliver organiseret fornuftigt – stol trygt på det.

Mentor eller sidemand giver god effekt

DA har netop opgjort de tal for flygtningesituationen, som opsummerer effekten af ovenstående. Heraf fremgår følgende markante fremskridt:

”Kommunerne får i stigende grad flygtninge ind på virksomhederne i virksomhedspraktik og løntilskud” suppleret af ”Kommunerne vurderer i stigende grad flygtninge som jobparate”.

Hvad der er yderligere interessant, er, at analysen fra DA ligeledes tegner et billede af, hvilke brancher (for eksempel handel og transport med flere) der har flest erfaringer med ansættelse af flygtninge, samt at flygtninge, modsat hvad mange tror, ofte arbejder i virksomheder med mindre end 5 ansatte.

Vi har med andre ord et mulighedsorienteret signalement. Der er mange virksomheder ,der tager godt imod flygtninge.  En række brancher udmærker sig ved at være særlig interessante, fordi mulighederne for succes dokumenterbart er særlig gode - forstået som, at flygtninge her opnår selvfinansiering. Vi har ligeledes et signalement af, hvilken virksomhedsstørrelse der er særlig attraktiv.

Var DA dykket yderligere ned i baggrunden for, at netop mindre virksomheder i brancher med stor omsætning af ufaglært arbejdskraft er gode til flygtninge, havde de med stor sikkerhed fundet den forklaring, at der her er en person – praktikvært, mentor eller bare sidemandshjælp, der sikrer den gode introduktion til arbejdspladsen, samt at misforståelser hurtigt bliver ryddet af vejen.

Gør det enkelt og pædagogisk

Jeg vil for egen og Foreningen Nydanskers regning gerne tilføje, at vi på baggrund af mange års positive erfaringer anbefaler, at ALLE praktikker, løntilskudsaftaler og IGU-aftaler med videre, der indgås omkring virksomhedsindsatser, gøres så pædagogiske og nemt forståelige som muligt. Hvis hvert enkelt element i planen for opholdet på virksomheden giver mening og fremstår logisk, veldokumenteret og målbart, så giver det pludselig mening – og så falder fraværet gevaldigt til gavn for det gensidige engagement.

Nu er det så, at jeg stiller mig det enkle spørgsmål: Hvorfor ikke udbrede en lignende ambitiøs virksomhedsbaseret beskæftigelsesindsats til ”gamle” nydanske jobparate ledige og for den sags skyld danske ditto?

Med den nye refusionsreform er det kommunens borgere, der betaler hovedparten af de lediges overførselsindkomster. Så de udgifter, som kommunens jobcenter måtte have til at organisere en mere omfattende og systematisk anvendelse af praktik i private og offentlige virksomheder, må med blot en begrænset succes omregnet i ordinære job være tjent hurtigt hjem.

Jeg vil gerne her sætte 3 tykke streger under, at jeg ikke her opfordrer til en utilsigtet anvendelse af disse regler. De indsatser (eksempelvis branchepakke-modellen), som jeg fremhæver i dette indlæg, baseres på brancheaftaler, brancherettet uddannelse og et sagligt og veldokumenteret engagement fra de værtsvirksomheder, der bidrager.

Fra 2000 til 2008 - før finanskrisen - så vi, hvordan vi løbende fik aktiveret stort set alle tilgængelige jobparate borgere på arbejdsmarkedet. Vi er i en lignende udvikling nu. Der er rigeligt økonomiske argumenter for kommunen til at investere i et bredere og mere velorganiseret samarbejde med de lokale virksomheder.

Virksomheder skaber råderum til velfærd

Det ser umiddelbart ud til, at det er den nye lovgivning, der har skabt momentum for de nye flygtninge på arbejdsmarkedet. Ud af denne proces er kommet en række klare svar – svar, der tegner et klart billede af, hvilke virksomheder kommunerne med fordel kan fokusere deres opsøgende indsats på at opnå samarbejde med. Det kan lade sig gøre.

Hvorfor ikke investere yderligere kommunale ressourcer i de jobparate borgere for at opsøge forandring ad fornuftens og den økonomiske rentabilitets vej? Der kan være langt mellem virksomhedspraktikkerne for borgere udenfor integrationsperioden – og når praktik i virksomheder nu virker.

Det er i øvrigt de færreste virksomheder, der reelt kender omfanget af udgifter til langtidsledige borgere. Dermed kender de heller ikke værdien af deres indsats. Jeg tillader mig at forstå det således, at virksomheder, der bidrager til virksomhedspraktikker, IGU-forløb med mere, som ender med ordinær beskæftigelse, direkte kan tage æren for de udgifter, som deres indsats neutraliserer i kommunen. For en leder handler alle beslutninger om værdiskabelse. En beslutning om at tage imod kommunens borgere i træning eller uddannelse er ingen undtagelse.

Lad endelig virksomhedslederne vide, hvor værdifuldt deres engagement er, og giv dem matematikken på den kommunale besparelse efter for eksempel et år uden udgifter til overførsler plus den skat, som den nye medarbejder betaler.

Så kan kommunen efterfølgende vælge at fortælle borgerne, hvilke lokale virksomheder der reelt skaber forøget råderum til velfærd i kommunen. Måske de så vil få flere kunder?