Da politikerne efter 14 timers afslutningsdebat formelt lukkede Folketinget og begav sig ud i landet til den traditionelle sommerpause, sad jeg – som sædvanlig, vil jeg næsten sige – med en underlig følelse. En klar fornemmelse af, at de med stor rutine havde ignoreret en række emner, der ellers nok kunne tåle en overordnet politisk debat.

Når dogmerne falder, så bliver magthaverne tavse, og debatten forstummer. Der er emner, der er så tabubelagte, at de absolut må ties ihjel. Og så går snakken febrilsk om alt muligt andet – som hvis en af Korsbæks damer havde sluppet en højlydt vind midt under et af fru Varnæs’ teselskaber.

Et glimrende eksempel er en videnskabelig undersøgelse, jeg tidligere på året har fortalt om på denne plads. Den var lavet af to anerkendte engelske forskere, der har været med til at udvikle den model for modernisering af den offentlige sektor, der har hærget i tre årtier under navnet New Public Management. De ville med forskeres sunde nysgerrighed undersøge, hvordan det egentlig er gået.

Cheferne i den britiske offentlige sektor kunne imidlertid ikke – som de ellers kræver af de plagede menige medarbejdere - dokumentere noget som helst - hverken udgifterne til det omfattende eksperiment eller resultaterne.

Dyrere og dårligere

Med møje og besvær fik de to forskere dog regnet og analyseret sig frem til omkostninger og resultater. New Public Management har gennem årene været gennemtrumfet under parolen, at det ville gøre den offentlige sektor både billigere og bedre. Forskernes nøgterne konklusion på den meget grundige analyse var, at den var blevet både dyrere og dårligere.

Det kunne jeg da godt have tænkt mig at høre politikerne forholde sig til, men tavsheden har været larmende.

SKAT's totale deroute er et fremragende eksempel på NPM's triumfer. Digitalisering af vort komplicerede skattesystem skulle gøre tusindvis af specialiserede medarbejdere overflødige, og NPM-teoretikerne regnede sig frem til, hvor mange der kunne fyres hvert år. Den plan er blevet fulgt nøje, mens svimlende dyre it-systemer viste sig ubrugelige, og restancer for milliarder år for år har hobet sig op – til de blev forældede og pengene var endegyldigt tabt. Dertil kom ubegribelige læk af andre milliarder til banditter i habitter.

Nu – efter pinagtig handlingslammelse gennem årene – erkender ministeren og andre politikere, at der skal et milliardbeløb til for at bringe SKAT så meget på fode, at det i det mindste ikke længere bliver værre. Billigere og bedre!?

Måske er det de samme regnemetoder, der blev brugt, da et folketingsflertal insisterede på at sælge en del af nationens energiselskab, DONG, til verdens mest berygtede spekulanter, Goldman Sachs, til en overordentlig favorabel pris. Så blev DONG børsintroduceret, og alverdens aktiekøbere vurderede foretagendet til det næsten tredobbelte af det, Finansministeriet for to år siden værdisatte DONG til.

De skruppelløse pengepugere i Goldman Sachs kunne med et smørret grin høste en gevinst på over ti milliarder - på en investering på otte milliarder. Sikken en fest.

Blændværk om bankpakke

Vi er alle blevet belært af finansdogmatikerne om, at de bankpakker, der reddede de store banker under finanskrisen, er blevet betalt tilbage af bankerne, og at staten ovenikøbet tjente 18 milliarder.

Men her falder dogmerne også. Nyhedsbureauet Reuters har nemlig for nylig kigget nærmere på Bankpakke 1 fra 2008, og når til den konklusion, at sådan ser det langtfra ud. Tværtimod venter en svimlende regning på skatteyderne.

Da det for alvor brændte på for Danske Bank og de andre pengeinstitutter, måtte den daværende VK-regering rundt med hatten til blandt andre pensionsselskaberne for at rejse et milliardbeløb til redningsaktionen, beretter nyhedsbureauet. Der blev udstedt 30-årige statsobligationer med en pålydende rente på 4,5 procent. Den transaktion betyder en regning til skatteyderne på 163 milliarder i rentebetaling over årene, har Nationalbanken oplyst til Reuters. I samme periode har bankerne tjent rigtig godt. Danske Bank alene har videreekspederet 145 milliarder til aktionærerne – festen fortsætter for de få.

Den historie blev dog kortvarigt omtalt i i hvert fald én avis. Og en socialdemokrat og en politiker fra Enhedslisten mere end hævede øjenbrynene og varslede en konfrontation med finansminister Claus Hjort. Men mig bekendt er det ikke blevet til andet end en skriftlig afvisning i finansministerens sædvanlige vrisne stil.

Fejlslagen EU-finanspolitik

Det sidste eksempel, jeg kan få plads til her, piller også for alvor ved de finanspolitiske dogmer, får en økonomiprofessor til at kalde det ’helt usædvanligt’ og var nok en politisk debat værd. Det drejer sig om en rapport fra Den Internationale Valutafonds forskningsenhed. Fonden har på den mest nidkære vis stået for EU's neoliberalistiske finanspolitik – specielt overfor de sydeuropæiske lande, der befinder sig i en ubrudt økonomisk nedtur.

Der er gennem årene gennemført 200 undersøgelser af virkningerne af politikken i 150 lande. Forskningsenheden satte sig for at lave en grundig gennemgang og sammenfatning af de mange undersøgelser. EU og Valutafonden har taget det som en indlysende, ubestridelig kendsgerning, at liberaliseringer og statslige nedskæringer automatisk fører til økonomisk vækst. Fondens forskningsenhed konkluderer umisforståeligt, at det er der simpelthen ikke belæg for.

Nøgternt spørger den, hvor de forventede resultater bliver af?  Grækenland har nu i fem år været udsat for EU's skånselsløse økonomiske hestekur. Det har ikke medført vækst, landet er blevet fattigere, økonomien stadig mindre, og arbejdsløsheden, den sociale nød og uligheden er vokset skræmmende. Og ulighed bremser væksten og forlænger kriser, viser mange års erfaringer. Ingen fest i Grækenland.

Men forskningsrapporten giver ikke det store håb for os, der længe har undret os over, at ledende politikere kan klamre sig til sådanne økonomiske dogmer uden bund i virkeligheden. Professor i økonomi ved Roskilde Universitet Jesper Jespersen siger til DR’s Orientering:

- Der er ringe håb om, at de bestemmende, ret konservative politikere vil reagere og justere politikken. Men det er et vigtigt første skridt, at forskningen påviser, at der er noget galt.

Hvad mon danske politikere mener? Ja, foreløbig ser det ud til, at deres efterår vil gå med at diskutere nedsættelse af topskatten og flere nedskæringer i det offentlige. Vi andre har fået en glimrende illustration af, hvorfor magthaverne nærer så heftig en kærlighed til kontrakter, der fratager de forskere, der leverer viden til nye ’reformer’, deres demokratiske ret til at ytre sig og bruge egne resultater. Og så en fest med gavmilde pakker.