Retssikkerhed handler ikke kun om, at døren til domstolene står åben, men også om, hvem der faktisk har kræfterne til at gå ind ad den. Det handler også om, hvordan myndighederne anvender deres magt, og om borgerne i praksis har en reel mulighed for at få prøvet, om myndighederne tager fejl.

For retten til prøvelse er let at hylde i teorien, men langt mindre værd i praksis, når borgeren møder staten i et opgør, hvor styrkeforholdet allerede fra begyndelsen er ulige, og hvor alle kneb gælder i kampen om at vinde ret. 

Her bliver den grundlovssikrede adgang til domstolsprøvelse ikke nødvendigvis en reel garanti for alle, men i højere grad en mulighed for dem, der har råd til at føre sagen til ende.

I dag har borgerne en række muligheder til rådighed, der er sat i verden for at sikre, at ressourcer til at føre proces ikke i alt for høj grad skal begrænse adgangen til domstolene, herunder gennem reglerne om fri proces.

Proceskultur

Erfaringsmæssigt batter denne løsning, som den er skruet sammen nu, ingenting. Problemet er de senere år kommet til udtryk i flere sager, hvor det er kommet frem, at statens advokat er blevet tildelt et eksorbitant højt salær, sammenlignet med hvad borgernes advokater tildeles ved fri proces.

Et af mange eksempler er en sag om godtgørelse for krænkelse af menneskerettighedskonventionen, hvor en indsat i et fængsel havde været udsat for timelang bæltefiksering. I denne sag kunne Berlingske beskrive, at statens advokat var blevet tildelt et over ti gange så højt salær som borgerens.

Det koster penge at få ret - og nogle gange så mange penge, at borgeren i praksis kan få meget svært ved at stå op mod myndigheden på den anden side, hvor økonomi i reglen ikke udgør samme problem.

Men problemet handler ikke kun om penge. Det handler også om proceskultur. For borgerens retssikkerhed udfordres yderligere, hvis myndigheder fører sager med en hårdhed, der får dem til at fremstå som enhver anden stridende part frem for som offentlige myndigheder.

Myndighederne er i deres myndighedsudøvelse bundet af et krav om, at myndigheden agerer inden for rammerne af forvaltningsskik. Dette indebærer grundlæggende, at myndigheden opfører sig ordentligt i dens møde med borgeren. Hertil kommer, at myndigheden er bundet af principper som saglighed, proportionalitet, ligebehandling mv.

Når en sag forlader forvaltningsprocessen og overgår til prøvelse ved domstolene, sker der et afgørende skifte. I forvaltningsprocessen er myndigheden sat i verden for at træffe en korrekt afgørelse. I domstolsprocessen bliver sagen derimod en kamp mellem to stridende parter. Ved dette skifte rejses et principielt spørgsmål, som er svært at komme uden om: Kan staten i retten optræde som enhver anden part, der går længst muligt for at få medhold? Eller gælder dens særlige ansvar også dér?

Offentligretlige forpligtelser

Interessen i at vinde en retssag er efter min opfattelse ikke umiddelbart noget, der frigør myndighederne fra deres grundlæggende offentligretlige forpligtelser. Myndigheden ophører ikke med at være myndighed, blot fordi den også er blevet procespart. Den optræder fortsat som repræsentant for det offentlige og bør derfor ikke under en retssag om prøvelse af dens afgørelser alene styres af interessen for at vinde sagen. Også i retssalen bør myndighedens optræden være præget af den saglighed, tilbageholdenhed og ordentlighed, som dens særlige offentlige rolle tilsiger.

Udfordringerne kalder på en revision af reglerne om sagsomkostninger, navnlig i sager med fri proces. Som ordningen fungerer i dag, kan staten i praksis føre sag med ressourcer, som borgeren sjældent kan matche, mens borgerens advokatsalær ofte fastsættes skønsmæssigt og i den lave ende.

Hvis adgangen til domstolene ikke skal blive en fiktion, må der skabes en mere reel balance. Det kan for eksempel ske ved at begrænse, hvor meget statens advokat kan kræve i salær sammenlignet med borgerens, eller ved at forbedre de økonomiske vilkår for juridisk bistand i sager med fri proces. 

Mere kreativt kan det foreslås, at der gives moms-fritagelse på juridiske tjenesteydelser i sager med fri proces. Dette ansvar bør tages politisk — og i sidste ende af justitsministeren.

Hvis myndigheder under retssagsførelse alene styres af ønsket om at få medhold, og hvis borgerens adgang til prøvelse i praksis begrænses af økonomi og styrkeforhold, så bliver retssikkerheden mere formel end reel. 

En retsstat kræver ikke blot lovhjemmel og adgang til domstolene, men også ordentlighed i den måde, som staten bruger sin styrke på. Myndigheder bør derfor ikke optræde, som om retssalen fritager dem for den selvbegrænsning, der ellers bør kendetegne offentlig myndighedsudøvelse. De skal ikke vinde for enhver pris. De skal kunne tåle at blive prøvet og føre deres sager med den saglighed, proportionalitet og tilbageholdenhed, som deres særlige position forpligter til. 

Ellers ender vi med en retsstat, hvor borgeren nok kan gå til domstolene, men hvor det i praksis stadig er myndigheden, der har de bedste forudsætninger for at få ret.