Mørkemændene skal ud i lyset
Mørkemændene skal ud i lyset

De senere måneder har budt på en behagelig omend relativ stilhed omkring lejlighedsprovokatøren Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs, der som bekendt blev affærdiget af vælgerne ved FV19, så hvorfor invitere ham indenfor på Christiansborg på lørdag for at holde sin såkaldte ‘rigskongres’? Var det ikke bedre bare at lade ham glide ud i glemsel?
Det er bestemt en relevant overvejelse, og nærværende klummeskriver har da også gjort sig den i henseende til, om det nu virkelig er formålet værd at give opmærksomhed til nogen, der i forvejen søger netop opmærksomhed. Men noget går jo ikke væk, blot fordi det ikke bliver omtalt, og en gang imellem må man lade et højere formål overtrumfe personlig ulyst.
Når Paludan har valgt at kalde sit partis årlige møde noget med så tydelig reference til Det Tredje Riges navngivningspraksis for politiske institutioner, er det naturligvis blot endnu en provokation, men dog ikke værre end at man kan vælge at ignorere den. Hvilket stort set alle da også gør.
Men når politiet efter en konkret trusselsvurdering ser sig nødsaget til at forbyde et lovligt og opstillingsberettiget parti at mødes, så er baggrunden for forbuddet også en provokation, og vel at mærke en der ikke kan ignoreres. Hvis vold og trusler om vold overtager bestemmelsesretten, er de grundlæggende rettigheder på spil.
Derfor Folketingets invitation på folkestyrets vegne til at lade den såkaldte ‘rigskongres’ holde på Christiansborg, som i modsætning til et tilfældigt hotel i Middelfart er toptunet i sikkerhedsmæssig henseende. Så får vi set hvem de er, og hørt hvad de mener, og mon ikke udkommet af det bliver stort set det samme som ved FV19: at kun et forsvindende lille mindretal deler synspunkterne.
Allerede da Stram Kurs anmeldte sig opstillingsberettiget tilbage i april, blev der murret over, om vælgererklæringerne nu var helt lovmedholdelige, men partiet fik lov at deltage i FV19. Mørkemændene kom ud i lyset, og deres nederlag sørgede vælgerne for, ikke diverse teknikaliteter. En martyrmyte-mulighed der ikke blev til noget.
Det samme med tilladelsen til ‘rigskongressen’ på Christiansborg. Det samfund, der i sjældent stor enighed lægger afstand til partiet, lader det ikke desto mindre komme til orde under ordnede forhold, og det er sigende for hele situationen, at Folketinget har set sig nødsaget til at minde om, at der til ordnede forhold hører, at partiet ikke som på valgaftenen kan holde pressen ude. Mørkemændene skal ud i lyset.
Om et år er opstillingsberettigelsen udløbet og partiet skal præstere 20.182 nye godkendte vælgererklæringer, hvis det vil deltage i FV23. Måske er der slet ikke så mange mørkemænd ude i lyset til den tid.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.