'Giv mennesker ansvar og de bliver ansvarlige. Fratag mennesker ansvar og de bliver uansvarlige,' sagde Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).

Moderne borgere er aktive, engagerede og kritiske. De ser ikke længere sig selv som klienter i et system, hvor de skal serviceres af det offentlige. De tager selv affære. Det kan ses på den massive, mere eller mindre organiserede bølge af klimaforkæmpere i alle aldre og lande, som er dukket op i den senere tid, men også på den brede tilslutning til borgermøder og andre spæde forsøg på at implementere metoder til at inddrage borgerne i politiske beslutninger. 

Mange kommuner forsøger sig
Imidlertid er der et stort gab mellem borgerne og politikerne. Center for medborgerskab er videnscenter for demokratiudvikling og borgerinddragelse og har i det seneste år talt med mange politikere, som stadig sidder fast i en forældet forestilling om, at de er repræsentative og derfor skal tage beslutningerne på borgernes vegne, hvilket i sig selv ikke er særligt repræsentativt, da borgerne som nævnt gerne vil samskabe. Denne type politiker ser sig selv som forvalter og ikke som en del af en samskabelse. Disse politikere er ofte drevet af angst for at miste magt, omdømme eller stemmer, og de har glemt, at de bør arbejde med og for borgerne - ikke omvendt. 

Mange kommuner forsøger sig med borgerinddragende metoder, men glemmer at samarbejde med fagfolk, organisationer og borgergrupper, som har viden og erfaring med disse metoder. Politikerne sidder i deres egne, interne udvalg og tror, at de kan opfinde den dybe tallerken. Det nytter dog ikke noget at være borgerinddragende, hvis borgerne ikke har indflydelse, og hvis dørene til rådhuset bliver lukket, når der skal tages beslutninger. Det er her, politikere og embedsmænd skal være bedre til at slippe magten og risikere sig selv. 

Behov for lødig debat
Danmark har et gammelt demokrati, som vi forståeligt nok er stolte af, men som også har skabt mange myter, for er demokratiet virkelig så velfungerende? Tilliden til politikerne er lav, de politiske partier mangler især unge, borgerne har lav tiltro til, at deres politiske engagement har betydning, og der bliver taget politiske beslutninger hen over hovedet på borgerne. Måske af angst for ikke at leve op til myterne mangler vi en lødig debat om, hvor vores demokrati skal hen, hvad vi skal ændre på og hvordan vi sammen kan skabe et bæredygtigt samfund for mennesker, natur, økonomi og virksomheder. Debatten bliver præget af berøringsangst eller defensive argumenter, når der stilles mange spørgsmål.

Vi er ved at blive overhalet af lande omkring os, som længe har afprøvet og lært af metoder såsom borgerstyrede budgetter, borgerdrevne forslag, borgermøder og samskabelse. Vi burde lære af disse lande og undersøge, hvilke metoder, der passer til netop vores system og vore borgere, historie og kultur. Der skal desuden være mere samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet.

Desuden mangler vi definitioner af fagudtryk og en forståelse for de gode principper for borgerindragelse, for der hersker en del forvirring. Gode principper for borgerinddragelse ville hjælpe kommunerne med at undgå fælden, hvor de implementerer modeller for borgerinddragelse uden at give borgerne reel indflydelse. Det bærer nemlig præg af skinddemokrati, og kommunerne får dårlig presseomtale, for borgerne kan nemt gennemskue det.

Gevinster venter de modige
En mulighed for at hjælpe kommunerne kunne være at skabe et udvalg under Indenrigsministeriet, som vurderer, om kommunerne lever op til de visionære mål, mange kommuner har om dialog og borgernærhed. Civilsamfundets organisationer har nemlig ofte ikke ressourcer til at være ‘watch dogs’. Der er iøvrigt lige nu flere tiltag i gang for at skabe nationale centre og kommissioner for demokratiudvikling, men når deltagerne er indspiste skarer af Tordenskjolds soldater, bringer det centrene i fare for ikke at stå for inklusion, diversitet og innovation.

Jeg var for nylig på en konference om direkte demokrati og spurgte en af oplægsholderne, om tre grunde til at introducere borgerinddragelse, hvis man allerede er blevet valgt ind og har adgang til en del af magten.

Hans tre punkter var:

1: Mange politikere føler og har en oplevelse af, at de mangler tid og ressourcer. Hvis man var flere om arbejdet, ville flere trække læsset, og ansvaret ville også blive bredt ud.

2: Der er flere stemmer i borgerinddragelse og åbenhed end i at være ugennemsigtig og arbejde for sig selv eller sit parti.

Og 3: Borgerinddragelse- og indflydelse er en uundgåelig udvikling, så vi kan da lige så godt komme i gang.