Mobning i kirken får frit løb med uklar ledelse
Mobning i kirken får frit løb med uklar ledelse
De fleste forbinder folkekirken med ro og orden. Men bag de lukkede kirkedøre kan virkeligheden være en ganske anden for præster, kordegne og andre ansatte. De bliver oftere mobbet end medarbejdere på andre arbejdspladser.
Det viser en ny undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken. Undersøgelsen er iværksat af By-, Land- og Kirkeministeriet.
- Det, der er afgørende, er, at vi ser i øjnene, at vi stadig har en udfordring med mobning og krænkelser. Det skal vi håndtere bedre, siger biskop i Helsingør Stift Peter Birch.
Ud af 7.570 medvirkende i undersøgelsen svarer 14,4 pct., at de inden for de seneste 12 måneder har været udsat for mobning. Til sammenligning gælder det for gennemsnitligt ni pct. på arbejdsmarkedet.
Af undersøgelsen fremgår det, at menighedsrådene udgør en forholdsvis stor del af problemet. Flere end hver tredje har oplevet at blive mobbet af et medlem af menighedsrådet. En af forklaringerne på det dårlige arbejdsmiljø er en uklar ansvarsfordeling i folkekirken, siger professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet.
- Det vil sikkert fornærme provster og biskopper, som mener, at de tager affære. Men vi har flere eksempler på, at præster har haft svært ved at få opbakning hos dem, siger Kurt Klaudi Klausen, der er ekspert i offentlig ledelse.
Især de seneste år har det været svært at få tilstrækkeligt mange til at stille op til menighedsrådsvalgene. Det kan betyde, at der kan være langt mellem medlemmer med de rette kompetencer.
- De, der bliver valgt, er ikke repræsentative for noget som helst. Det er en tilfældighed, hvis man får alle de kompetencer ind, som man normalt ønsker sig i en bestyrelse, siger Kurt Klaudi Klausen.
Biskop Peter Birch anerkender, at der kan være problemer med menighedsrådsmedlemmer.
- Det, der er folkekirkens styrke, er også folkekirkens akilleshæl. Den lokale forankring er med til at sikre en stærk folkekirke. Men der, hvor det ikke fungerer, forplanter det sig nemt i arbejdsmiljøet og det lokale kirkeliv, siger han.
Tilsyn med menighedsråd
Næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen medgiver, at foreningen har et ansvar i forhold til medlemmerne i menighedsrådene.
- Landsforeningen som arbejdsgiverorganisation har et stort ansvar for at sætte fokus på ledelse og kodeks for god ledelse. Heriblandt at være med til at arbejde for, at der bliver et godt arbejdsmiljø lokalt.
Ifølge Inge Kjær Andersen er næste skridt at se på, hvordan der kan arbejdes med tilsynet af menighedsrådene. Det er nemlig for nylig slået fast, at loven gør det muligt for et menighedsråd at sætte ind over for et medlem, som udøver krænkende adfærd.
- Der er nogle handlemuligheder, og dem vil vi arbejde på at udbrede kendskabet til, så de bliver brugt.
Ikke bare ved gudstjenesterne kan præster opleve, at de bliver tæt fulgt af menighedsrådsmedlemmer, siger professor Kurt Klaudi Klausen.
- Også i dagligdagen kan et medlem af meningsrådet komme på besøg i præstegården. Præster kan på den måde føle, at de er under konstant kontrol og overvågning.
Undersøgelsen peger på provsterne som en del af løsningen. De bør ifølge Præsteforeningen få mere tid til ledelse, så præsterne nemmere end i dag ved, hvor de kan hente støtte.
Provsten er biskoppens medhjælper og har rang lige under biskoppen.
- Mange præster kan føle, at det er svært at gå til ledelsen. Derfor bør provsterne som minimum bruge 75 procent af deres tid på ledelse. Sådan er det nogen steder, men bestemt ikke alle steder, siger Pernille Vigsø Bagge, der er formand for Præsteforeningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























