Jeg arbejdede i sommer som projektleder på en sommerskole i Holbæk for elever, der havde forladt folkeskolen uden et 2-tal i dansk og matematik. Et kommunalt projekt i samarbejde med EUC, der havde et klart mål: at give eleverne færdigheder i dansk og matematik, så de kunne starte på deres ungdomsuddannelse. Men i virkeligheden blev sommerskolen meget mere end det. Elever, der før havde haft svært ved at tro på sig selv og finde fodfæste i deres liv og derfor tit fejlede, fik nu et sted, hvor det var okay at have det sådan. Målet var at få eleverne til at bestå deres optagelsesprøve, men midlet dertil var et fokus på deres hele liv: at skabe en platform, hvor de havde andre end sig selv at turde spejle sig i.

Sommerskolen gav den lille ekstra gnist, som eleverne havde brug for. En gnist, der opstod, fordi vi gav plads til det. Dette fik mig til at tænke lidt dybere over kommunens rolle i borgernes dannelse og udvikling.

Vi som kommune skaber adfærd med de rammer, vi sætter op for vores medarbejdere og for borgerne. Hvornår har vi blandet os for meget i dannelsen af borgeren -  hvornår har vi blandet os for lidt? Og kan vi i det hele taget tillade os at lade være? Det er sådan nogle spørgsmål, som vi hele tiden bør stille os selv.

Velkendt er det, at kommunen også har ansvar for den offentlige service, som borgerne i det daglige har kontakt med. Dette gælder blandt andet børnepasning, undervisning og ældrepleje. Men siden hvornår er det kommunale ansvar blevet nedbarberet til at handle om mennesker i systemer? For mig at se kan vores kommunale institutioner langt mere end at yde en nødvendig service. Det er igennem de kommunale institutioner, at mennesker udvikler sig og får mulighed for at spejle sig i hinanden. Det er her, man møder hinanden på kryds og tværs af økonomiske og sociale klasser og bliver socialt dannet. Vi skal ryste berøringsangsten af os, for det er, når mennesker er i hænder, at udviklingen sker. Det er ikke frihedsberøvende at sætte kommunal retning på menneskers hverdag. Det er frihedsberøvende at lade være. Se blot på vores ældrepleje. Her er det afgørende, at vi ikke blot symptombehandler. Vores ældre borgere har ikke brug for at blive umyndiggjort eller serviceret – de har brug for, at vi som kommunalpolitikere tager ansvar og sørger for, at medarbejderne har tid og ressourcer til mere end det, der nu lige må stå i afkrydsningsskemaet.

En kritik af et system, som vi selv har skabt, hvor fokusset primært ligger på håndteringen af problemer fremfor menneskers selvrealisering. Det kommunale system er ikke bureaukratisk i sig selv – det er os som kommunalpolitikere, der sætter rammen. Den kommunale opgave er ikke blot at fungere som symptombehandler, men i lige så høj grad at sætte rammen for menneskelig dannelse og indhold. Og så kommer spørgsmålet om økonomi - om vi har råd til denne form for tænkning? Svaret er i virkeligheden meget klart: Ja, for det handler i bund og grund om, hvor vi lægger vores fokus. Og om vi fra statens side får de rammer, der skal til for at skabe den gnist, jeg startede med at præsentere.

Derfor er en af de vigtigste kampe, vi har, at kæmpe for mere frihed i kommunerne. Frihed til mere end blot at sårbehandle. Frihed til at kunne skabe rammer, som mennesker kan danne og udvikle sig i. Det er vores kommunale ansvar. Det er mit politiske ansvar.