Ministernøl bremser fælles solcelleanlæg
Ministernøl bremser fælles solcelleanlæg
I 2013 skulle de nye regler for solceller være trådt i kraft, men Klima- og Energiministeriet har endnu ikke meldt reglerne for de fællesejede anlæg ud. Og det frustrerer blandt andre Henning Bo Madsen, formand for Vestjyllands Energi- og Miljøforening:
- Vi risikerer, at nøl fra Klima- og Energiministeriets side gør det næsten umuligt at få etableret andelsejede solcellelaug i 2013, siger han.
Henning Bo Madsen opfordrer politikerne til at udskyde forringelsen i afregningsprisen med seks-12 måneder. Han mener, at det vil give mulighed for folkeligt ejerskab, lokal beskæftigelse og mindre afbrænding af kul på kraftværkerne.
Økonomien skal være attraktiv
Og interessen for de andelsejede anlæg er der. På et borgermøde i Skjern i januar mødte over 60 personer op for at høre om mulighederne for et fælles solcelleanlæg.
Ifølge energivejleder Carsten Sohl fra Energitjenesten er det interessant, at der nu er åbnet op for, at boligforeninger og ejerlaug får adgang til at opstille fælles solcelleanlæg.
- Det store spørgsmål er, om økonomien gør det attraktivt. Vores foreløbige beregninger viser, at tilbagebetalingstiden under gunstige forhold kan komme ned på 10-16 år, hvilket absolut gør solceller attraktive, siger Carsten Sohl.
Han mener, at selvom der er en væsentlig forringelse i forhold til de gamle regler, så vil der nok være en del interesse for at etablere fælles solcelleanlæg.
- Baseret på den massive interesse for vores informationsmøde vil jeg tro, at vi kommer til at se nogle anlæg i løbet af de næste 1-2 år, siger han.
Energitjenesten planlægger at afholde yderligere arrangementer i Midt og Vestjylland i de kommende uger.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























