Minister vil halvere papirarbejde i ældrepleje
Minister vil halvere papirarbejde i ældrepleje

Skiftende regeringer har gennem årene ønsket at mindske kravet om dokumentation i ældreplejen, der stjæler tid fra personalets pleje af de ældre.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) lancerer nu en målsætning om, at antallet af registreringer inden for ældreplejens omsorgssystem skal halveres.
- Denne gang sætter vi et meget markant og også konkret mål. Vi står jo nu i en situation, hvor vi kan se, at selv om pengene er fulgt med det stigende antal ældre under denne regering, så løber man stadig alt for stærkt derude, siger Astrid Krag til Ritzau.
Partnerskab med KL
Regeringen nedsætter ifølge Kristeligt Dagblad et partnerskab for mindre dokumentation. Det skal etableres mellem regeringen og KL samt ansatte og andre aktører i ældreplejen.
Det kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale 1. januar varslede en ny ældrelov, der blandt andet skulle afskaffe "den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet".
Regeringen nedsatte i foråret et rådgivende panel og tre ekspertgrupper, som skulle rådgive regeringen om ældreloven. Her var blandt andet repræsentanter fra ældreplejen, pårørende og de ældre selv med.
- Vi har haft borgermøder i landet, hvor 1000 mennesker er mødt frem, og her har der været medarbejdere, der har givet meget konkrete eksempler på, hvordan vi registrerer den samme ting to-tre-fire steder, siger Astrid Krag.
- Hvordan den sunde fornuft et eller andet sted er forsvundet, når man ikke bare skal spørge hr. Hansen hver morgen, om han igen foretrækker havregrød til morgenmad, men at man også skal registrere, at man har spurgt ham.
50 minutters dagligt papirarbejde
Spørger man medarbejderne i ældreplejen, så kan der uden tvivl skæres noget af papirarbejdet væk.
Fagforbundet FOA gennemførte i foråret en undersøgelse blandt medlemmer i ældreplejen. Den viste, at medlemmerne brugte i gennemsnit 50 minutter på at dokumentere og registrere hver dag. Tre ud af fire af medlemmerne oplever overflødig dokumentation.
Ifølge sektorformand for ældreplejen i FOA Torben Klitmøller Hollmann bruger medlemmerne mere tid på papirarbejde.
Vi skal egentlig dokumentere afvigelser. Altså hvis fru Hansen ikke har været i bad. Men lige nu dokumenterer vi også, at fru Hansen har været i bad, fordi de pårørende gerne vil vide, præcis hvornår det er sket, og hvem der har gjort det.
- Rigtig meget af dokumentationen er jo faktisk vigtig. Men vi er også begyndt at dække vores ryg for meget, fordi folk ikke tror på, at vi passer vores arbejde. Det er den form for dokumentation, vi skal af med.
Ifølge FOA skal vi gerne nå derhen, hvor en del af papirarbejdet bliver overflødigt, fordi der er tillid til, at medarbejderne gør deres arbejde.
- Vi skal egentlig dokumentere afvigelser. Altså hvis fru Hansen ikke har været i bad. Men lige nu dokumenterer vi også, at fru Hansen har været i bad, fordi de pårørende gerne vil vide, præcis hvornår det er sket, og hvem der har gjort det, siger han.
Tine Rostgaard, der er professor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, kalder i Kristeligt Dagblad ministerens forslag for ambitiøst.
Ifølge hende kan det godt lade sig gøre at reducere eksempelvis dobbeltdokumentationen inden for ældreplejen. Men hun understreger også, at papirarbejdet er nødvendigt.
50 minutter dagligt på dokumentation
- Fagforbundet FOA gennemførte i foråret en undersøgelse blandt medlemmer i ældreplejen, herunder plejehjem og hjemmehjælp, hvor 2090 medlemmer svarede.
- Undersøgelsen viste, at de medarbejder, der dokumenterer og registrerer i ældreplejen, i gennemsnit brugte 50
minutter på dokumentation i løbet af en typisk arbejdsdag. I en tilsvarende undersøgelse fra 2009 brugte de ansatte i gennemsnit 45 minutter på dokumentation. - I den seneste undersøgelse svarer tre ud af fire (74 procent), at der i høj eller nogen grad er overflødig dokumentation og registrering i deres arbejde. Heraf har 22 procent svaret ”i høj grad”, mens 52 procent har svaret ”i nogen grad”. Kun 5 procent
svarer, at de slet ikke har overflødig dokumentation. - Syv ud af ti oplever, at en del af oplysningerne slet ikke bliver brugt til noget, ligesom syv ud af ti oplever, at de skal registrere de samme oplysninger flere steder.
Kilde: FOA.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























