Kommunen.dk
MENU

Mette Kierkgaard er CEO for implementering 

For ældreminister Mette Kirkgaard (M) er reformarbejdet kun halvt fuldendt med ny lovgivning. Reformen skal forstås og accepteres helt ud i de kommunale institutioner, og det også hendes ansvar som øverste politiske leder.

Mette Kierkgaard er CEO for implementering 

For ældreminister Mette Kirkgaard (M) er reformarbejdet kun halvt fuldendt med ny lovgivning. Reformen skal forstås og accepteres helt ud i de kommunale institutioner, og det også hendes ansvar som øverste politiske leder.
Forud for vedtagelsen af ældrereformen, var Mette Kierkgaard landet rundt for at lytte og diskutere med ledere og ansatte på institutioner, mens reformen blev til. Dialogen med og input fra frontpersonalet - menneskene i “den spidse ende som Mette Kierkgaard formulerer det - er essentielt både før og efter vision bliver til lov.
Forud for vedtagelsen af ældrereformen, var Mette Kierkgaard landet rundt for at lytte og diskutere med ledere og ansatte på institutioner, mens reformen blev til. Dialogen med og input fra frontpersonalet - menneskene i “den spidse ende” som Mette Kierkgaard formulerer det - er essentielt både før og efter vision bliver til lov.
Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Et blik på den politiske ugekalender giver et godt indblik i ældreminister Mette Kierkgaards (M) tilgang til politik og hendes fortolkning af ministerrollen:

Mandag formiddag besøger hun plejehjemmet Møllevangen i Tønder Kommune, om eftermiddagen holder hun oplæg og tager imod spørgsmål fra publikum om ældrereformen i Sædding, Esbjerg Kommune. Onsdag, torsdag og fredag mødes hun med borgmestrene i henholdsvis Frederiksberg, Gentoft og Egedal for at forklare og diskutere ældrerformens  nye mulighed for at etablere lokalplejehjem.

Mette Kierkgaard bryder med forestillingen om Christiansborg som en isolationistisk lovgivningshelle afsondret for det omkringliggende samfund, kommuner, borgere og brugere. 

For selvom ældrereformen blev vedtaget inden nytår, er arbejdet kun halvt tilendebragt, mener ministeren.

Implementeringen af ældrereformen kommer til at strække sig over de kommende fire-fem år, vurderer Mette Kierkgaard, og som minister bliver det hendes ansvar at formidle visionen, så den både forstås og accepteres.

- Jeg vil være CEO for hele reformen. Øverste CEO for alle 60.000, godt og vel 61.000 medarbejdere, der skal udføre det praktiske arbejde, for alle pårørende, for alle dem, der har en rolle, siger hun. 

Formidler en vision

Når man er CEO for implementering af noget med en stor frisættelsesgrad, handler det om at kommunikere visionen, fortæller Mette Kierkgaard.

Derfor knokler ministeren rundt i landet for at formidle og forklare visionerne i ældrereformen. 

Det er dog ikke en ensrettet kommunikation. Forud for vedtagelsen, var Mette Kierkgaard landet rundt for at lytte og diskutere med ledere og ansatte på institutioner, mens reformen blev til. 

Dialogen med og input fra frontpersonalet - menneskene i “den spidse ende” som Mette Kierkgaard formulerer det - er essentielt både før og efter vision bliver til lov.

- Det er ude i den spids ende, altså hos medarbejderne, social- og sundhedshjælperen, assistenten, ergoterapeuten, fysioterapeuten og de ledere, som er der, at forskellen skabes, når vi skal have god ældrepleje, understreger hun.

Implementering og vigtigheden heraf er er ikke blot hendes, men også regeringens mantra. 

Ældreministeriet er, understreger Mette Kierkgaard, et implementeringsministerium og hun er implementeringsminister. Præcis som flere af hendes 24 kolleger i regeringen.

- Dermed får man en kasket ekstra på.  Udover at man er minister for at udvikle politik og alt, hvad der plejer at være i en ministerrolle, skal vi nu i langt højere grad sikre, at implementeringen også følger med, forklarer hun.

Implementering er en kæmpeopgave

Mette Kierkgaard blev minister i december 2023 og fik et først et egentlig ministerium sidste år - malingen er dårlig tør på væggene på de to etager i bygningen, som ældreministeriet deler med ministeriet for landbrug, fødevarer og fiskeri. 

Ældreområdet som resort og ministeriet befinder sig fortsat i sine formative år, blot fire forgængere beklæder portrætvæggen, hvilket giver Mette Kierkgaard mulighed for at afstikke sin kurs uden at være bundet af tradition og sædvane.

Trods hendes relativt korte politiske karriere var hun et logisk valg til rollen som implementeringsminister. Med teoretisk ballast fra uddannelse i offentlig ledelse og praktisk erfaring fra maskinrummet i den offentlige administration i både stat og kommune. 

Med større erfaring i administrativ frem for politisk ledelse er hendes opmærksomhed fast rettet mod borgerne og kommunerne snarere end behovet for politisk spin og signalværdi. 

- Jeg har selv siddet med  ved implementeringen af barnets reform tilbage i 2012, hvor jeg kom over på udsatte børne/unge-området og kender til, hvad der sker i en kommune, når der kommer sådan et kæmpe lovgivningskompleks ud. Det er en kæmpe udfordring at implementere reformer, fortæller hun.

Implementering har tidligere savnet prioritering, og det kan aflæses i de praktiske resultater. Eller mangel på samme.

- Kigger man på resultatet af reformer tilbage i tid, er det jo ikke en super god record alle steder. Evalueringer af fx folkeskolereformen fra 2013, viser at reformen ikke er implementeret som tiltænkt. Konklusionen for politiereformen blev, at reformen næsten gjorde tingene lidt værre. Familieretshusreformen har heller ikke levet op til de oprindelige mål, lyder det fra ministeren.

Der er derfor masser af gode argumenter for mere fokus på implementeringsledelse fra Christiansborg. Og her kommer Mette Kierkgaards baggrund til hjælp. 

I en reformregn, hvor kommual forandrings-apati og modvilje er en latent risiko, er hun snarere en insider end outsider, når hun er på besøg ude i kommunerne – modsat de fleste ministerkolleger.

- Selvom det var udsatte børne- og ungeområdet, jeg sad på, kender jeg alle mulige problemstillinger. Under arbejdet med reformen kan jeg gennemskue, bilder jeg mig i hvert fald selv ind, hvilken betydning det egentlig får lokalt, og hvad det betyder for medarbejderne, siger hun og tilføjer:

- Det er en kæmpe fordel. Og så kender jeg en masse aktører, som også er vigtige at snakke med og involvere i forhold til tilblivelse af en reform. 

Reformretningen er opfanget i kommunerne

Mette Kierkgaards opskrift på effektivt forarbejde og implementering flugter med moderne ledelsesfilosofi: Lyt og inddrag.

- Man altid skal involvere dem, som bliver berørt af en beslutning. Enhver god implementering starter med at inddrage folk i det forberedende arbejde. Det skaber en grundlæggende forståelse og en modning af, hvad er det for en reform, der kommer ud, fastslår hun.

At involvere tidligt for at ramme udviklingszonen, for hvor lovgivningen skal lande, og rammesætte hvad indholdet skal være, betaler sig, siger Mette Kierkgaard og giver som eksempel forarbejdet med helhedsplejen, hvor faste teams bliver en væsentlig struktur.

Op til 30 kommuner har lavet forsøg omkring det, og sidste sommer gav staten midler til etableringen. Ifølge Mette Kierkgaard er arbejdet gået over al forventning med 76 kommuner, der har introduceret teams og flere end 60 kommuner, der har faste teams i alle afdelinger.

- Det er  jo et supergodt afsæt allerede nu. Selvom der venter en masse spidsfindigheder med den lovgivning og vejledning osv., der ruller ud den kommende tid, så har jeg en fornemmelse af, at mange aktører både i kommuner og blandt  de private leverandører allerede har forstået retningen i reformen, siger hun.

Det sidste er vigtigt, for forandringer af denne kaliber er en supertanker med både materielle og immaterielle krav. Det er  svært at begynde at være færre til det faglige arbejde, før den organisatoriske struktur er på plads. 

Det er ikke lige til at bare lave en ny teamstruktur, som både kræver fælles visioner samt lavpraktiske foranstaltninger

- Det kan være, at du skal have nogle lokaler, der passer til. Du skal lige pludselig have nogle whiteboards, fordi du skal være i dialog på en anden måde. Ledelsen skal strukturere sig anderledes. Du skal have nogle nye faggrupper ind, fordi hele genoptræningssystemet også bliver en del af helhedsplejen osv. Det tager lang tid at lave sådan en teamorganisering og få den op at køre, siger hun.

Implementering i proces

Sidste år samlede ministeriet en gruppe af 16 eksperter til rådgivning for implementeringsarbejdet.

- Vi er stadigvæk i gang med processen, hvor vi inviterede en række forskere og eksperter, der har arbejdet med implementering enten i praksis eller forskningsmæssigt til en slags bootcamp, fortæller Mette Kierkgaard.

Til gruppen, der blandt andet talte forsker i offentlig ledelse Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet, sagde ministeren: Her er lovgivningerne, her er reformen. Hvad er jeres bedste råd i forhold til at lykkes med implementeringen? 

- Det har vi så samlet sammen, og der er jo mange ting i det, forklarer Mette Kierkgaard. 

- Vi har en enhed i Sundhedsstyrelsen, der kommer til at lave kompetenceudvikling med blandt andet sosuskolerne og professionsskolerne. Vi har nogle rejsehold, der siger, ‘okay, hvis I er her, hvordan får vi jer bedst hen et andet sted i forhold til kvalitetsudvikling, så vi lever op til reformkravene’ osv., fortæller Mette Kierkgaard.

Omfanget af frisættelsesreformens på implementeringsplan kan ikke overdrives, mener ministeren

- Ikke alene er det en kæmpe reform, det er også en reform af noget, vi ikke har prøvet at gøre før. Vi frisætter kommunerne, men lovgivningen frisætter jo først og fremmest borgerne. Kommunerne skal være kommuner på en ny måde, staten skal være stat på en ny måde. Så kræver det også noget andet i implementeringsmæssig sammenhæng, siger hun.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR