Efter en rundtur til en række af de forposter, der altid er velinformeret om, hvad der sker på Rådhuset er konklusionen klar: Der er bred enighed om at valgkampen har fået en overraskende stille start. Der er indtil videre hverken de store dramatiske konflikter eller voldsomme slagudvekslinger imellem kandidaterne. Politikerne sender stribevis af markeringer og debatindlæg ud i medierne, de deltager i debatmøder og kampagneevents på gader og stræder, men tempoet og intensiteten i valgkampen minder om en villavej i et parcelhuskvarter en søndag eftermiddag. 

Der er flere bud på, hvorfor starten er så blød. Der er ingen tvivl om, at det har betydning at de mange nye spidskandidater efterhånden har gennemført en mindre kulturrevolution på Rådhuset. I gamle dage lå partilederne konstant på lur med mudderbomber, som skabte ballade og konflikter. Nu er flere af partilederne nærmest venner, og der bliver drukket en del kaffe og sendt søde SMS’er. Selvfølgelig bliver der stadig hvisket i krogene og talt grimt om hinanden, men det er i en helt anden liga end den voksenmobning der tidligere har været på Rådhuset. 

Projekt-politik

En anden forklaring på den stille start kunne være, at mange af de indspark, partierne har startet valgkampen op med, ligner projekter udtænkt af embedsmænd, arkitekter og interesseorganisationer mere, end det minder om politik, der er forankret i ideologi, indignation og ønsker om samfundsforandringer. Politikerne – lige fra venstre til højre – har åbnet valgkampen med en lind strøm af projekter om at lave åer, boldbaner, havnebade, kulturhuse, vejbump, broer, tunneler osv.

Udspil, der på sin vis godt kunne have politiske toninger. Men da det ofte ikke bliver primet ordentligt – for eksempel forklaret, hvorfor vi har brug for disse ting – og da de heller ikke bliver sat ind i en større politisk fortælling, men mest bliver understøttet af teknokratiske beregninger og forklaringer – lander meget af det som underlige projekter, som borgerne har svært ved at forholde sig til. Den form for projekt-politik minder om en slags mikro-marketing, hvor man prøver at ramme små grupper af vælgere, der f.eks. er glade for at svømme, spille bold, nyde kultur eller som er trætte af nattestøj i Indre By eller af, at der er for få moskéer i byen. 

For lidt gråvejr

Mikro-marketings-tilgangen kan der godt ligge nogle stemmer i, men spørgsmålet er, om valgkampen ikke bliver for kedelig til at mobilisere de brede masser. Skal der tændes et engagement hos borgerne, der kan få dem til at trisse ned og sætte deres kryds den 19. november, bliver det nødt til at slå gnister mellem kandidaterne. Det gør det ikke nu, hvor det virker, som om de fleste valgkampagner er lavet under en solskinscykeltur i byen. Måske skulle politikerne finde cyklerne frem igen og tage en tur i gråvejret og stoppe op undervejs og studere de mange problemer, som København også rummer.

Kommer der ikke snart mere fut i valgkampen, kan politikerne stå med et stort og alvorligt problem i den sidste del af valgkampen. For indtil videre har det været en valgkamp på sofavælgernes præmisser!

DF jager borgmesterpost

Der sker dog også interessante ting på Rådhuset. For eksempel går man hos DF hårdt efter at få en borgmesterpost, og det må meget gerne være for beskæftigelse og integration. DF opfatter integrationsposten som interessant, da de ikke kun kan bruge den til at drive deres værdikamp, men også fordi den rummer meget lovstof, som de kan gøre en dyd ud af at håndhæve. Som udgangspunkt vil DF forhandle med de borgerlige partier på valgnatten, og de håber, at de andre er med på den. Men internt i DF har man også givet håndslag på, at man ikke vil finde sig i den behandling, som partiet fik ved sidste valg. Her var der så meget koks i den borgerlige lejr, at DF tabte en borgmesterpost på valgnatten.

Men der er stadig lang vej til, at Carl Christian Ebbesen kan skrive integrationsborgmester på visitkortet. Forud over at de skal have et lidt bedre valg end sidst, kan de også støde på problemer i de efterfølgende forhandlinger. For eksempel går der rygter om, at de røde partier kunne finde på at nedlægge integrationsdelen eller flytte den væk fra beskæftigelsen, hvis det ser ud til, at DF kan få den post.   

Der er stadig også en del uforståenhed overfor, at Venstre og Pia Allerslev har lagt sig på en meget borgerlig kurs i valgkampens start. Både til højre og venstre på Rådhuset havde man troet, hun ville forsøge sig med en mere midtersøgende stil. I Allerslev-lejren trækker man lidt på skuldrene og opfatter mest kritikken som tidlig valgkampsdesperation hos visse politikere.