Siden midten af 1990’erne har udgifterne og henvisningsfrekvensen til specialundervisningsområdet været støt stigende. Det har sprængt kommunale budgetter landet over. Alene i perioden 1995-2008 er specialundervisningens andel vokset fra 6 pct. til 12 pct. af de samlede udgifter til folkeskolen. I samme periode er udgifterne til den pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR), der bl.a. står for udrednings- og diagnosearbejde, steget fra 0,72 milliarder kroner til 1,15 milliarder kroner — altså en stigning på hele 59 pct.

Og tendensen ser ud til at fortsætte.

I en kriseplaget kommuneøkonomi, præget af budgetoverskridelser og krav om nulvækst, er det ikke mærkeligt, at specialundervisningsområdet får stigende opmærksomhed. På den ene side rejser det spørgsmålet om, hvordan fremtidens specialundervisning skal finansieres. På den anden side leder det til overvejelser om, hvordan en hensigtsmæssig fordeling af udgifter mellem normal- og specialområdet bør se ud.

Fra et økonomisk perspektiv er der bred enighed om, at den nuværende udvikling ikke kan fortsætte. Vi er så at sige blevet for dygtige til at diagnosticere børn og udvikle specialpædagogiske tilbud, der passer til deres særlige behov. Den økonomiske løsning må være, at børn — diagnoser og udredninger til trods — i højere grad bliver i den almene folkeskole. Heldigvis for regnedrengene findes der en politisk løsning på problemet. Den hedder inklusion.

For barnets skyld

1994 rejste delegerede fra Danmark og 91 andre lande til et FN-møde i Spanien for at skrive under på den såkaldte Salamanca-erklæring. Målet med erklæringen er at fremme inklusion ved, at børn og unge med særlige uddannelsesmæssige behov skal have adgang til almindelige skoler. Her skal man imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn.

Hensynet i erklæringen er altså ikke økonomisk — man er i stedet optaget af barnets behov og ret til at være en del af lokalsamfundets fællesskab.

Det lyder det ikke som en dårlig idé, set i lyset af at mange specialskolebørn landet over dagligt bruger timer i taxa for at komme frem og tilbage mellem skole og hjem og dertil bor langt fra deres legekammerater. Salamanca-erklæringen er altså bl.a. et forsøg på at undgå at udskille børn med særlige behov.

Og der er flere vigtige demokratiske elementer knyttet til inklusionstanken. F.eks. kan den stigende henvisningsfrekvens tolkes som, at vores opfattelse af normalitet bliver stadigt mere snæver. Hvis andelen af ‘normale’ elever skrumper, skyldes det måske, at vores normalitetsbegreb ikke er særligt mangfoldigt og rummeligt. Man kan spørge sig selv, om demokratiet ikke styrkes, hvis børn vokser op i et samfund, hvor forskellighed ikke ses som en hindring for fællesskabet.

Det lyder som enhver politikers våde drøm, at besparelser rimer på menneskerettigheder. Tidligere har forholdet mellem økonomi og faglighed været et nulsumspil — enten valgte man besparelser eller faglighed. Nu er det imidlertid blevet et plussumsspil: Inklusion muliggør besparelser og højner fagligheden både for det enkelte barn, der bliver en del af et fællesskab, og for fællesskabet, der bliver mere mangfoldigt.

Økonomien spænder ben

Alligevel er det ikke så let. I kølvandet på ­Salamanca-erklæringen har utallige politiske visioner og programmer haft lidet held til at ændre den eksisterende henvisningspraksis.

Et af problemerne er, at selv om inklusion måske er mulig, er der ingen garanti for, at det automatisk medfører besparelser. Og selv om kommuner er gavmilde til at investere i forskellige former for efteruddannelse af lærerne, er det sjældent nok. Ofte behøves ekstra midler til f.eks. at etablere særlige fysiske rammer, til støttelærere og til løbende coaching og til ekstra mødetid til lærerne ved vanskelige enkeltsager.

I mit igangværende ph.d.-projekt har jeg studeret en folkeskole, der deltog i et kommunalt inklusionsprojekt med blandede erfaringer. Projektet bestod primært i efteruddannelse af skolens lærere, som blev introduceret til inklusionsvenlige pædagogikker. Skolens pædagogiske leder udtrykte problematikken på følgende vis: ”Idealet er ingen uenige i. Problemet er, at man siger, at man skal inkludere, uden at der gives ressourcer. Men vores system har jo sine begrænsninger.”

Den kommunale inklusionsindsats involverede ikke bevillingen af øgede midler til at sikre fagligheden lokalt på skolen, der i forvejen var forgældet. På grund af den dårlige økonomi blev skolens specialuddannede ressourcepersoner brugt til almindelig undervisning og kunne derfor ikke indgå som rådgivende instans ved enkeltsager.

I en af klasserne skabte en inkluderet elev med særlige behov så megen uro, at to børn skiftede til en anden skole, hvilket også kostede skolen på økonomien.

Jeg interviewede også skolens tillidsmand. Han forklarede, at inklusionsprojektet havde givet anledning til bekymringer og modstand blandt lærerpersonalet, fordi det i deres øjne først og fremmest var en undskyldning for at lukke specialskoler og spare penge. Denne frygt er ikke ubegrundet, når vi ser på aktuelle forslag om at lukke hver anden specialskole.

Det skal nævnes, at nogle kommuner eksperimenterer med øget økonomisk støtte til inkluderende skoler. Dog er det for tidligt at sige, hvorvidt folkeskolen får de nødvendige ressourcer til at realisere inklusionsidealet på en ordentlig måde.

Stærke på flugt

Det værste scenarie er, at vi i stedet for reel inklusion får formel inklusion, hvor elever med særlige behov måske er at finde i almenskolen, men ikke modtager den nødvendige støtte. Det går både ud over både deres og deres klassekammeraters trivsel og læring.

Hvis ikke der investeres tilstrækkeligt i inklusion på skolen, vil inklusionsøvelsen ende som en kortsigtet besparelse. Dermed risikerer vi ikke bare barnets tarv, men folkeskolen som et demokratisk grundelement.

Det skal ikke meget til, før ressourcestærke forældre flytter deres børn til andre (private) skoler. Det viste de mange skolesammenlægninger med al tydelighed.

Hvis nogle skoler oplever stigninger i antallet af elever med særlige behov uden ekstra ressourcer til at støtte op om såvel det enkelte barn som fællesskabet, risikerer vi, at tendensen til at fravælge nogle folkeskoler forstærkes.

Samtidigt pynter inklusion sjældent på karaktergennemsnittet. Som en skoleleder forklarede, er det lave karaktergennemsnit på hendes skole et succestegn — for det illustrerede, hvor mange elever med særlige behov de inkluderede. Derfor er det også positivt, at den nye regering har sløjfet planer om rang­lister. Offentliggørelse af karaktergennemsnit øger nemlig risikoen for, at forældre vælger skoler fra med høj inklusionsrate. I så fald ville udskillelsen fortsætte, blot i andre klæder end special- og normalskoler.