SAS havde kurs mod den nedgående sol og undveg kun med nød og næppe en truende konkurs. SAS har igennem en årrække fået lov til at degenerere.

Det skyldes flere ting. En uansvarlig bestyrelse og heraf tilbagevendende skift af topledere. En bestyrelse, der ikke i tide valgte at geare selskabet til at klare konkurrencen med effektive konkurrenter med væsentligt billigere personale. En bestyrelse, der uden at gribe ind, har ladet selskabet knopskyde, så SAS fik en organisation, der blev lammet af et stort antal omfattende og kostbare overenskomster.

En bestyrelse, der ikke har plejet selskabets interesse for effektivitet og oprettet bureaukratiske centre i hele tre hovedstæder. En bestyrelse, der har accepteret uansvarligt høje lønninger til udvalgte ældre grupper af medarbejdere.

Noget kan undskyldes med den tunge ejerkonstruktion med tre stater og private. Men langt fra det hele. Et af problemerne med konstruktionen er, at medlemmerne af bestyrelsen ikke nødvendigvis er udpeget efter faglige hensyn. Vennetjenester og nepotisme har spillet tydeligt ind. Også ved udpegningen af den danske formand, Fritz Schur.

Det er en væsentlig årsag til den hensygnende innovationskraft i selskabet. Dette til trods for, at SAS – sin størrelse taget i betragtning – har nogle helt ualmindeligt engagerede og loyale medarbejdere.

Vi kan kikke på SAS isoleret og hurtigt konstatere, at mængden af uansvarlighed og inkompetence har drevet det førhen så hæderkronede selskab i retning mod den nedgående sol.

Danske problemer

Mange af de problemer, der har tynget og tynger SAS, findes også i Danmark. Et hurtigt blik på den danske konkurrenceevne illustrerer problemerne. Store lønninger, høje skatter, kostbare ydelser og så videre.

Et problem, som både tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen (V) peger på, når de ønsker lavere lønninger og lavere skatter. Man kan undre sig over, at de to topministre ikke gennemførte nødvendige reformer, da de havde magten. Især kan man kritisere Claus Hjort Frederiksen, der i ti år var med til at bestikke vælgerne med milde gaver og lade den offentlige sektor vokse. Det er bemærkelsesværdigt, at en rød regering er bedre til at holde de offentlige udgifter i ro end en blå!

Hjort og Sohn bør lave en lille studiekreds, hvor de sammen kan udvikle nogle bud på, hvordan man kan sænke skatten og – må vi antage – spare på den offentlige sektor, samtidig med at vi står foran enorme demografiske problemer. Problemer der forstærkes af, at den kommende generation af ældre 68’ere først brugte deres forældres opsparinger, herefter skabte en masse gæld og nu vil forsørges af de efterfølgende generationer.

På den måde ligner Danmark også SAS. Et af de helt store problemer i flyselskabet var en mindre gruppe piloter og stewardesser, der lå på et lønniveau og havde tilranet sig nogle goder, der ligger meget langt fra det, der normalt vil blive betragtet som anstændigt.

”Kan ikke overføres”

De nye overenskomster i SAS betyder senere pension og store lønnedgange for 68-generationen og (næsten) uændrede forhold for den yngre generation, der i forhåbentligt mange år vil byde velkommen, servere mad, drikke og kaffe.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog på sit ugentlige pressemøde fast, at en SAS-model, hvor alle går ned i løn for at øge konkurrenceevnen, ikke kan overføres til resten af samfundet. Måske skulle Sohn og Hjort invitere statsministeren med i studiekredsen. Et afsæt for studierne kunne være et kik på de enkelte generationers bidrag til samfundet.

”Flyet landet om få minutter. De bedes spænde sikkerhedsselerne, slukke alt elektronisk udstyr og gerne efterlade Deres eksemplar af avisen Kommunen til den næste passager.”                :