Det var juleaften. Familien var samlet i den smagfuldt pyntede stue efter en opulent julemiddag, juletræ, fællessang og gaver. Stemningen var afslappet, og min gamle mor havde rystet julemånedens travlhed med forberedelser af de hjemmelavede delikatesser af sig. Hun slappede af og nød den indtrådte julefred.

Så ringede telefonen, men mor var med årene blevet stedse dårligere hørende og reagerede i første omgang ikke. Min far gik ud i gangen og tog røret, vi hørte ham tale lidt med høj stemme som til én langt borte, og så kom han ind i stuen igen. ’Det er Bodil’, sagde han til mor.

På et splitsekund skiftede hun tilstand. Hun fór op af stolen og stolprede gennem stuen med kurs mod gangen og telefonen. På vejen vred hun om på foden og råbte, selvom hun sjældent bandede: ’Årrhhh for helvede! Nu brækkede jeg sgu min fod!’

Bodil – hendes storesøster og mentale plageånd! Vi kendte alle hendes dominerende væsen og enestående evne til at sætte alting på den anden ende for at få sine ønsker og behov opfyldt. Vi blev alle urolige og en anelse stressede, når hun var i farvandet.

Men min mor, der i særklasse reagerede på hendes dominerende facon og krav om, at alle skulle deltage i hendes vanvid, var altid på randen af sammenbrud, blot hun skulle tale i telefon med hende. Og der var altså tradition for, at Bodil juleaften ringede i dyre domme fra Chicago, hvor hun i årtier havde boet.

Nu er det ikke min familiekrønike, der skal udfoldes her. Men min mors akutte forvandling fra en veltilpas mor, der nød familien og julehyggen ovenpå veludført husmorgerning, til et frådende stressuhyre har altid stået prentet i min samling af indre billeder. Efter samtalen var hendes julero forsvundet.

Min gamle mors akutte stress gik altid over igen på et par dage – der var ikke tale om den farlige, permanente stress. Den form for stress, flere og flere danskere rammes af, og som har fået karakter af folkesygdom. Alle har efterhånden oplevet, at en eller flere i de nærmeste omgivelser fik stress - venner, bekendte, kolleger, familiemedlemmer. Selv har jeg også prøvet turen med adskillige måneders sygemelding.

En befrielse bliver til en besættelse

Dengang industriarbejde afløste håndens arbejde, gav det stor mening at bruge definitionen om, at voksenlivets arbejde betød pligten og disciplinen til at udsætte personlige behov.

Når barnet føler sult, opsøger det fluks føde. Når barnet får øje på noget spændende, lægger det omgående kursen om for at undersøge, hvad det er for noget. Når bonden under arbejdet fik behov for at forrette sin nødtørft, blev tørstig eller træt, tog han sig en lille pause for at klare behovet.

Men maskinerne kørte og produktionen skulle passes, og så måtte personlige behov udskydes til næste planlagte pause eller fyraften. Den voksne samfundsborger var disciplineret til at yde sin indsats alene efter, hvad produktionen krævede.

Maskinerne var ellers af optimistiske tænkere tiltænkt rollen som det, der skulle befri mennesket – både fra det hårde, nedslidende arbejde og fra slaveriet i ordets moderne betydning. I stedet kom maskinerne til at tjene til øget produktion, øget fortjeneste for dem, der ejede produktionsapparatet. Og i det omfang, de arbejdende var i stand til i fællesskab at hævde deres ret til en andel af gevinsten, fik arbejderne efterhånden også en beskeden forbedring af deres vilkår.

Ligesom nogle i sin tid troede og håbede, at maskinernes fremmarch ville betyde friere og mere værdigt levende mennesker, så troede mange også, at afviklingen af industrisamfundet til fordel for informationssamfundet, hvor robotter skulle overtage det nedslidende, monotone arbejde, endelig ville befri mennesket. Men de nye muligheder kom fluks til at tjene til øget produktion og øget profit til anonyme kapitalejere – kapitalfonde, investeringsbanker og hvad de udspekulerede konstruktioner nu kalder sig. 

Flere og flere arbejder nærmest døgnet rundt – tjekker mails og andet fra det digitale helvede tidlig og silde – sover med smartphonen og vågner jævnlig for at tjekke. Man må være PÅ. Hver anden, man møder i gader og stræder, går med næsen nede i et digitalt apparat. Folk, der mødes for at være sammen, sidder snart med hvert deres apparat ivrigt optaget af at kommunikere med alle andre end den, der sidder overfor.  

Vores besynderlige civilisationsstade

Lige nu – og hver dag året rundt – er 35.000 danskere sygemeldt fra arbejdet på grund af stress. Det betyder halvanden million ekstra fraværsdage. I 2006 opgjorde Statens Institut for Folkesundhed, at arbejdsrelateret stress hvert år koster 1400 danskere livet, sender 2800 på førtidspension og koster 30.000 hospitalsindlæggelser. 500.000 danskere føler sig udbrændt på jobbet.

Tallene er skræmmende og taler deres tydelige sprog om det besynderlige civilisationsstade, vi er landet på. Så politikerne har vel mere end travlt med at dæmme op for dette både menneskeligt og økonomisk bekostelige samfundsproblem?

Tja. Kommunerne har skabt kurser og vejledningsforløb for de mange stressramte. Resultaterne måles på, hvor hurtigt et jobcenter kan få folk tilbage i arbejde. Det føres der statistik over, og de hurtigste belønnes og hædres.

Politikernes fokus er på at få mere tryk på produktiviteten og konkurrenceevnen. Børn og unge skal gennem uddannelsen meget hurtigere – tænkepauser er forkastelige. Vækst er trylleordet, der skal løse alle problemer. De arbejdendes højeste ønske har i årevis været mere fritid. Men politikerne og arbejdsgiverne slår syv kors for sig og fordømmer den slags samfundsnedbrydende tendenser. I stedet skal vi alle arbejde hurtigere, mere og længere frem mod livets afslutning.

Engang var formålet med arbejde at overleve. Umærkeligt har vores materialistiske og profitstyrede civilisation fået vendt det på hovedet; Nu lever vi for at arbejde – som var det selve livets mening.

Min afdøde moster Bodil fra Chicago var et ypperligt eksempel på materialismens smittende hysteri. Det gik hårdt ud over min gamle, elskelige mor. I dag er der Bodil’er overalt.