Med åbne øjne brød ledelsen lovfrister: Eksperter kritiserer Ankestyrelsen
Med åbne øjne brød ledelsen lovfrister: Eksperter kritiserer Ankestyrelsen

Familier og børn har ventet længere, end loven tillader.
I en hel måned brød Ankestyrelsen med åbne øjne lovfrister i en række sårbare børnesager.
Ifølge de ansatte skyldes overskridelser en for høj arbejdsmængde. De beretter om et for stort arbejdspres og et to år langt forløb med dårligt arbejdsmiljø, hvor forholdene kun er blevet værre.
Ifølge ledelsen handler det dog i stedet om, at “kapacitet og opgaver på grund af ekstraordinære omstændigheder ikke hang sammen”.
Sagerne “måtte vente” til, at man havde kræfterne til at behandle dem.
Sådan beskrives problemet i en rapport fra Arbejdstilsynet. Kommunen.dk har de seneste dage afdækket alvorlige problemer med arbejdsmiljøet i en af Ankestyrelsens børneafdelinger.
Eksperter har i skarpe vendinger kritiseret forholdene og rejst bekymringer for de mulige konsekvenser for familiers retssikkerhed.
Også beslutningen om at overskride fristerne får kritik fra eksperter:
- Ledelsen har tydeligt oplyst, at man i en kort periode simpelthen opgiver at overholde de lovfastsatte tidsfrister. Det er klart et problem, siger John Klausen, professor i socialret på Aalborg Universitet.
- Det er helt ekstremt udsatte borgere, som er i gang med at miste deres børn. Så derfor er det meget alvorligt, siger Caroline Adolphsen, professor i socialret på Aarhus Universitet.
Eksperter kritiserer forhold
I rapporten om arbejdsmiljøet beskriver ansatte fra afdelingen Børn 1 i Ankestyrelsen over for Arbejdstilsynet en række problematiske forhold ved arbejdsmiljøet.
Problemer, der har stået på i mindst to år – og kun er blevet forværret trods flere tiltag, lyder det fra de ansatte.
På et besøg i august sidste år og i efterfølgende samtaler med ansatte, fortæller de, at de “ikke længere kan overholde de lovbestemte frister på sagsbehandlingen”.
I et høringssvar fra oktober erkender ledelsen også problemerne med fristoverskridelser.
“Ledelsen oplyste, at de derfor besluttede, at det i hele august var nødvendigt at lade ansatte overskride fristerne for visse sager”, fremgår det af rapporten.
Fristoverskridelserne i august har varet mellem 1-3 uger.
Kommunen.dk har forgæves spurgt Ankestyrelsen, i hvor mange sager, de har overskredet lovfrister i forbindelse med den ledelsesmæssige beslutning om at lade sager “vente” på grund af de “ekstraordinære omstændigheder”.
Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet forklarer, at der er god grund til, at der i loven er nogle ret skarpe frister:
- Det handler om, at forældrene og børnenes retsstilling er uklar, så længe sagen ikke er færdigbehandlet.
- Det er en utroligt utryg situation at være i, og derfor er det retssikkerhedsmæssigt selvfølgeligt rigtigt problematisk, at man ikke får behandlet de her sager ekstremt hurtigt. Der er få sager, der skal behandles så hurtigt som dem, siger hun.
Også John Klausen hæfter sig ved, at “ledelsen indrømmer”, at der har været en periode, hvor man ikke kunne overholde fristerne.
- Det var en ledelsesbeslutning. Det er problematisk og kritisabelt. Det er der ikke nogen, der kan være i tvivl om, siger John Klausen, professor i socialret på Aalborg Universitet.
- Der er en god grund til, at man i loven har fastsat en ufravigelig frist. Det er fordi, der er nogle sager, hvor det er vigtigt, at der bliver truffet en afgørelse af Ankestyrelsen, som efterfølgende kan indbringes for domstolene, siger han.
Kender du noget til sagen?
Så skriv til journalisterne bag artiklen. Alle henvendelser vil blive behandlet fortroligt:
Kontakt: jeppe@kommunen.dk eller jeppegurlev@proton.me
Ankestyrelsen vil ikke svare på spørgsmål
Ankestyrelsens direktør, Malene Rasmussen, har afvist at stille op til interview.
Kommunen.dk har derfor sendt en række spørgsmål til Malene Rasmussen.
Redaktionen ville blandt andet gerne have haft svar på hvad de “ekstraordinære omstændigheder” dækker over, og om det var rimeligt over for de pågældende borgere at overskride frister og lade sager vente.
Det har hun og Ankestyrelsen ikke ønsket at svare på.
I stedet har hun sendt et skriftligt svar:
”Vi har i Ankestyrelsen et stort fokus på et godt arbejdsmiljø, og at vores medarbejdere trives. Vi hilser derfor et forløb velkommen, hvor en ekstern arbejdsmiljørådgiver skal belyse arbejdsmiljøet på børneområdet nærmere. Der er tale om en intern proces hos os i Ankestyrelsen, som vi som ledelse sammen med medarbejderne vil gå aktivt ind i,” siger Malene Rasmussen.
Hun udtaler, at man “selvfølgelig” har fokus på fortsat at opretholde styrelsens høje kvalitet.
I svaret henviser hun til, at man har taget “vigtige skridt til at sikre stabile og gode rammer for medarbejderne og opgavevaretagelsen, så der er en balance mellem det arbejde, der skal udføres og den tid, der er til rådighed”, ved at have indført en organisationsændring pr.1 november 2025.
“Samlet har vi allerede sat flere tiltag i gang, som skal have tid til at virke, og som vi forventer vil medvirke til denne balance. Vi følger udviklingen tæt og vil inddrage belysningen fra den eksterne arbejdsmiljørådgiver i den kommende tid,” siger Malene Rasmussen.
Historien kort
- Ankestyrelsen slås med arbejdsmiljøet i børneafdeling Børn 1. De har fået et undersøgelsespåbud fra Arbejdstilsynet.
- I rapporten fremgår det, at man i august måned ikke kunne overholde lovfrister i visse sager. Ifølge ansatte skyldtes det arbejdsmængden.
- Ledelsen mener det i stedet om handlede om, at “kapacitet og opgaver på grund af ekstraordinære omstændigheder ikke hang sammen”. Eksperter kritiserer forholdene
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























