En af de bizarre detaljer i sagen om Helle Thornings skatteforhold er en konto i Skatteministeriet, som den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen i al hast fik oprettet. Her kan borgere, der synes, de betaler for lidt i skat, frivilligt indbetale. 

Som sagen er blevet fremstillet af mine kyndige kolleger i pressen, så var kontoen et forsøg på at lokke Helle Thorning-Schmidt i en fælde. Det skal jeg ikke tage stilling til, men det lyder da temmelig kulørt. 

Men hvad er i grunden tanken med en sådan konto? Med store, blå spejder-øjne kunne man sige, at det er en konto for mennesker, der vil samfundet og fællesskabet det godt – en konto vi alle burde kappes om at komme til. Men ligger der ikke snarere en ganske anden tankegang bag? Nemlig, at hvis der virkelig findes idioter, der går rundt og syn’s, de betaler for lidt til fællesskabet, så skal de sandt for dyden også få lov. Men JEG har sgu ikke tænkt mig at yde mere end højst nødvendigt – lige til kanten, lige efter bogen og reglerne. Man kender vel sine rettigheder … Og skam få den, der vil til at ændre systemet, så vi alle skal betale mere.

I så fald er den mærkelige konto i Skatteministeriet et smukt billede på en meget udbredt mentalitet. Den mentalitet, der for eksempel gør sig gældende i den danske trafik, hvor alle kæmper mod alle, og færdselsloven er til for at sikre MIG mine rettigheder – og når loven pålægger mig at holde tilbage for gult og rødt, eller at holde mig under en bestemt hastighed – ja, så er loven blot vejledende og kan tolkes og bøjes meget vidt. Den mentalitet, der i sin yderste konsekvens kan få en dansker til at udånde bag rattet i sin totalt smadrede bil, mens han hvæser: Det var MIG, der havde forkørselsret! 

Ret eller behov

Krævementalitet, rethaveriskhed, egoisme – det korte af det lange er, at det er svært at få et samfund, der bygger på ideer om fællesskab, solidaritet med de svageste osv., til at fungere, hvis medlemmerne af samfundet alene har fokus på, hvad de har ret til.

Netop dén problemstilling var gennemgående på årets Kommunaløkonomiske Forum (KØF) i Aarhus. Klagesangen i mange indlæg fra kommunerne var, at borgerne er blevet så rettigheds-fikserede. De går kun op i, hvad de efter loven har KRAV på – og ikke også i for eksempel om de nu også reelt har behov for denne eller hin ydelse. 

Det er en klage-sang, jeg har hørt før. For eksempel da jeg besøgte den afgående borgmester i Næstved, den engagerede og sympatiske Henning Jensen. Han skuede tilbage og havde som et af sine få klagepunkter netop borgernes optagethed af, hvad de har krav på. Det var en trist udvikling, syntes han, og jeg er mere end tilbøjelig til at give ham ret.

Men er tankegangen ikke gået hen og blevet fast inventar i politikernes bevidsthed? For eksempel – som jeg undrede mig over i sidste uges kommentar – så er det gældende moral og nationaløkonomisk visdom, at hvis man tager børnechecken fra de mest velstillede, så bliver de så smækfornærmede, at de holder op med at være produktive. Fingrene væk, tænker politikere og økonomer.

Der kræves overalt

Nu var der også folk på KØF, der satte lidt mere perspektiv på diskussionen. For hvordan er det nu lige, det er med kommunerne selv?  År for år har kommunerne med staten aftalt en stadig større pulje til de såkaldt vanskeligt stillede kommuner. Og år for år har flere og flere kommuner søgt fattighjælpen. I 2010 kulminerede det foreløbigt med 70 ansøgere – 70 ud af 98 er vanskeligt stillede kommuner!? I 2008 fik 19 kommuner denne fattighjælp – i 2010 var det 44. 

Også regionerne er ganske kreative, når det gælder om at komme til fadet og hente regionale EU-midler. Og hvad med Mor Stat? Det var da vist ikke kun Margaret Thatcher, der svingede håndtasken i EU og sagde: We want our money back! Danmark er vist også ganske gesjæftig med at få fingrene ned i den europæiske fælleskasse – selvom der måske nok er andre lande, der i alle henseender er mere værdigt trængende.

Krævementalitet og rettigheds-tænkning er vist ved at have ædt sig grundigt ind i vores kultur. Når ingen siger fra på egne vegne, så bliver det svært at bremse egoismens sejrsgang.

Morten Uhrenholdt, senior­journalist ved nyhedstjenesten dknyt, skriver hver uge fra sit kontor i Christiansborgs kældre. Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.