Erfaring fra et byråd er et af de gængse afsæt til at blive folketingsmedlem. En oplagt måde at snuse til de politiske og andre mekanismer i et mindre forum, som man kan få god brug for på den større scene.

Et andet afsæt kan være, at man er kendt for noget andet - hvadsomhelst andet - og derfor af sit parti vurderes som en, der kan samle stemmer. En kombination af de to er, at man både har samlet erfaring i lokalpolitik og er blevet kendt for det, eventuelt som borgmester.

Forskellen på de to-tre veje ind på Christiansborg illustreres for tiden ganske tydeligt i den aktuelle #metoo-sag, som for hvadsomhelst-kendissen Jon Stephensen både kommer oven i andre sager og oven i manglende politisk erfaring. Samtidig ser man den tidligere Tønder-borgmester Henrik Frandsen udstråle ro og overskud, når han skal håndtere en sag med top-bevågenhed og et batteri af mikrofoner stukket i ansigtet.

En oplevelse Henrik Frandsen kun kender alt for godt fra tiden i Tønder, hvor han som siddende borgmester først blev vraget af sit eget daværende parti og dernæst som stifter af en ny liste blev topscorer på personlige stemmer, blot for til sidst at se borgmesterposten glide sig af hænde. Ingen kan være i tvivl om, at erfaringen slår kendtheden.

En anden tidligere borgmester har, også i denne uge, brilleret med de samme kompetencer, der tjente ham godt i det kommunale. Nicolai Wammen lykkedes overbevisende med at lande en finanslov, som ikke alene har samlet yderligere opslutning til det flertal, som regeringen i forvejen selv kunne mønstre, men i samme hug også har splittet den i forvejen adspredte opposition.

Liberal Alliance er med, De Konservative er ikke, Dansk Folkeparti er med, Danmarksdemokraterne er ikke, og på den røde side er SF og De Radikale er med, mens Enhedslisten og Alternativet er ladt alene tilbage sammen med de sønderslåede Nye Borgerlige. Ingen kendthed kan kompensere for den slags håndværk, som finansministeren blandt andet lærte som borgmester i Aarhus.

I denne sammenhæng kan man heller ikke overse Lars Løkke Rasmussen, der tidligt i sin politiske karriere var amtsborgmester i Frederiksborg sideløbende med sit folketingsmedlemskab, men ellers er en borgmesterfortid langt fra en garanti for succes i landspolitik. Et spektakulært eksempel er Joy Mogensen, der kom fra et absolut flertal i Roskilde til en modvind, der drev hende helt ud af politik efter to år som kulturminister.

Noget tilsvarende overgik Carl Holst, hvis erfaring som syddansk regionsrådsformand heller ikke var ham til stor hjælp som forsvarsminister i 2015. Det blev kun til en enkelt valgperiode på Christiansborg.

Det blev det også for Erik Christensen fra Nyborg og senest for Stén Knuth fra Slagelse, der begge ligesom Henrik Frandsen i Tønder skiftede til landspolitik efter at være væltet som borgmestre. Kim Valentin fra Gribskov var tæt på at lide samme skæbne og blev kun reddet af Karen Ellemanns exit til Nordisk Ministerråd.

Længere tilbage kom Orla Hav i Folketinget i 2007 efter at have være “konge af Nordjylland” gennem ti år som amtsborgmester og regionsrådsformand, og selv om han opnåede tre sikre genvalg og 15 år som folketingsmedlem, kom han aldrig til at gøre større væsen af sig på Christiansborg. Bedre er det gået for Michael Aastrup Jensen, der på baggrund af fem år som Randers-borgmester 2001-2005 er i gang med sin sjette valgperiode, nu som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

Hækkerup-familien har markeret sig i dobbeltrollen gennem to generationer. Klaus Hækkerup var borgmester i Fredensborg-Humlebæk i 11 år og derefter folketingsmedlem i 23 år frem til 2011, mens sønnen Nick Hækkerup var borgmester i Hillerød i otte år og derefter folketingsmedlem i 15 år, heraf seks år som minister frem til sidste år.

Alle trumfes dog af Christian Mejdahl, der først var borgmester i Løgstør i 24 år, og derefter folketingsmedlem i 20 år, de sidste år tillige formand for Folketinget 2003-2007. Næppe nogen af dagens politiske aktører vil komme til at præstere noget lignende.