Magt over mennesker kræver høj etik – også hos kommunerne.

Det har været yderst interessant at følge forløbet i forlængelse af DR TV’s serie om kommunernes jagt på sociale bedragere. Ikke mindst omkring behandlingen af enlige forsørgere under mistanke.

Forløbet har været så tankevækkende, at jeg vil tillade mig at bruge endnu en klumme på emnet. For et eller andet er rivende galt. De, der har ansvaret for den magtudøvelse, der udfoldede sig for rullende kameraer, synes åbenbart ikke, den kalder på diskussioner og eftertænksomhed.

Serien affødte efter de første afsnit skarpe reaktioner, hvor forskellige fagfolk trådte frem og afslørede, at det specielt i sagerne om enlige forsørgere var på et særdeles tvivlsomt grundlag og med uetiske metoder, at folk fra kontrolgrupperne optrådte.

’Beviserne’ for misgerningerne bestod hovedsagelig i det rene ingenting blæst op til tunge indicier blandet godt op med massiv misinformation – såsom at ’når du har fået en kæreste, så er du jo ikke længere enlig’ eller ’Nå, så du har lånt kærestens bil, det er jo alvorligt’. Og så er det nu afsløret, at reglerne på området er så uklare, at hverken sagsbehandler eller klient ved, hvad de har at rette sig efter. Ren Kafka for den mistænkte.

Ofte baserer mistanken sig på noget så utroværdigt som en anonym anmeldelse – det er mig ubegribeligt, at den slags er lovligt og modtages med kyshånd af kommunerne. Og så et billede eller en sætning fra Facebook. I en byge af spørgsmål, misinformation og beskyldninger vælger en del at tilstå forbrydelser, de ikke har begået.

DR fik tilsyneladende travlt med at ændre serien, så den fremstod lidt mere nuanceret og ikke havde den triumferende tone af kommunale heltes sejr over mørke, bedrageriske kræfter. Og i sidste afsnit fik en række eksperter nu lov til at komme med deres kritik.

P1-magasinet ’Eksistens’, der tumler med filosofiske problemstillinger, tog også udsendelsernes etisk-filosofiske problemer op. Det var uhyre tankevækkende. Udgangspunktet var, at vi mennesker kan manipuleres til at gøre de frygteligste ting, når omstændighederne er de rette. Det er velkendt, og utallige psykologiske eksperimenter har dokumenteret det. Men man behøver jo bare tænke på krige; for eksempel borgerkrigen i Eks-jugoslavien, hvor man så fredsommelige skolelærere forvandle sig til frådende bødler, der uden betænkeligheder dræbte deres egne elever, fordi de nu af nationalistiske autoriteter var udpeget til at være uønskede undermennesker.  

Et eksperiment, hvor en universitetsprofessor efter få dage i al hast måtte stoppe et eksperiment med en gruppe studerende, blev refereret. De skulle indtage rollerne som henholdsvis fængselsfanger og fangevogtere. Vogterne levede sig så eftertrykkeligt ind i rollen, at al etik forsvandt og der udviklede sig uhyrligheder og overgreb mod fangerne. Og det i en sådan grad, at det var direkte uforsvarligt at fortsætte eksperimentet.

At have magt over mennesker kræver en høj etik og klare regler, slog udsendelsen fast. Hvis man ikke er sig det bevidst, er vi på et skråplan, ingen ved, hvor ender.

Og en filosof bidrog: Tænk filosofisk. Og foretag den etiske overvejelse: Hvad er det egentlig, der foregår på den her arbejdsplads. Jeg kunne ikke være mere enig – og det gælder ikke mindst dem, der definerer opgaverne, har ansvaret og kan diktere andre, hvad de skal gøre. De kommunale medarbejdere, vi har oplevet som skarpe forhørsledere uden respekt for medmenneskers integritet, er jo ikke onde mennesker, der nyder at pine og plage deres medborgere. De vil blot – som de fleste andre – gøre et godt stykke arbejde og nå de mål, deres chefer har sat. Og de bliver svigtet af ledelser, der ikke vil have etiske overvejelser, men kun kontante resultater.

Jeg tillod mig i en klumme for nogen tid siden at spørge, om der er tid og rum for diskussioner og overvejelser om etik i kommunernes arbejde. Eller om strømliningen af ledelserne har gjort de kommunalt ansatte til handskedukker, der blindt adlyder ordrer og forfølger de mål, en managementtænkende ledelse udstikker.

Jeg kan ikke være uenig i, at rigtige bedragere skal stoppes, og at de kommunale kasser har hårdt brug for pengene.

Men hvor er de kommunale chefer og arbejdsgivere - politikerne? Hvorfor er der ikke kommet skarpe udmeldinger fra den kant? Det er jo dem, der har ansvaret for, at kommunernes pengejagt ikke udarter, og at medarbejderne ikke slipper al etik og forvandler sig til ureflekterede og lydige redskaber for samme pengejagt.

Men man har måske for travlt med at jorde en personalegruppe, der tillader sig den uforskammethed at have holdninger til deres profession og stille kvalitetskrav til deres indsats. Eller travlt med fortsat at udsende skingert triumferende pressemeddelelser om, hvor mange millioner, der nu er afsløret bedrageri for.