Madfabrik skal lave skolemad i stor skala

Der er højhastighedspasta på menuen. 

Fra klokken 10.30 har 7.a. en halv time til at anrette 85 portioner varm mad til de små elever på Ellebjerg Skole. Dertil kommer ti portioner til elever fra de større klasser – samt 38 sandwich med kylling og bacon. 

”Man lærer at samarbejde med de andre i klassen,” siger 13-årige Florah. Sammen med 13-årige Jamila er hun igang med at fylde pasta og kødsovs i bakker ved det knaldrøde køkkenbord. Men også drengene er med. 

”Det er supernice. Der er en god stemning og et godt samarbejde,” siger 14-årige Angelo. 

Klokken 11 skal maden bringes ud til de små klasser. 13-årige Ikram hanker op i to fyldte, sorte varmekasser og en skriggul pose med påskriften 'eat that!'. I dag indeholder de pasta med kødsovs, gulerodssalat med basilikum og parmesan og en rosin- og nøddeblanding med chokolade. 

De store elever får en anden menu med lidt flere kalorier, der passer til deres ernæringsmæssige behov. Til gengæld må de selv møde op i modtagekøkkenet og hente frokosten. 

Mere mad for pengene

Hver dag serveres der 3.500 EAT-måltider på 32 københavnske folkeskoler.  Den københavnske skolemad produceres i centralkøkkenet i De Gamles By. Men i Kødbyen på Vesterbro har  folkene bag EAT-konceptet store drømme. 

”Vi vil give endnu flere børn mulighed for at få skolemad og maddannelse. Derfor inviterer vi og Københavns Kommune omegnskommunerne til at hoppe med på vognen og blive en del af EAT-konceptet,” siger direktøren for Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger. 

Hun drømmer om at skabe en tværkommunalt ejet madfabrik, der leverer frokost til skolebørn både i og uden for København. I dag betaler eleverne 23 kroner for en enkelt frokost. Køber de mad 20 dage i træk, ryger prisen ned på 18 kroner pr. måltid. 

Prisen afholder nogle forældre fra at købe skolemad, vurderer skoleinspektør på Ellebjerg Skole, Edvin Jensen. 

”Hvis man har flere børn, bliver det hurtigt dyrt. Og der er en del af vores familier, der har mange børn,” siger han. Skolen er med i et projekt, hvor 99 økonomisk svage familier får gratis mad. 

Hvis Anne-Birgitte Aggers drømme går i opfyldelse, vil prisen formentlig falde.

”Det er klart, at hvis vi går fra 3.500 til 10.000 måltider, bliver portionerne billigere,”  siger Anne-Birgitte Agger. 

En ny bydel i Kødbyen

Og der er format i drømmene om den nye madfabrik. 

”Vi vil tilbageerobre maden i Kødbyen,” siger Anne-Birgitte Agger. 

Går tingene som hun ønsker, skal det hjørne af Kødbyen, der ligger ud mod banen, op mod DGI-Byen, omdannes til en ny bydel, der rummer EAT-fabrikken med et stort produktionskøkken, pakkeri, en have under glas med gartneri og skolehaver samt Børnenes Madhus, hvor børn kan komme i dagtimerne og lære glæden ved mad. Efter planen skal den mad, der egner sig til det, forproduceres i EAT-fabrikken og herfra bringes ud til modtagekøkkenerne på de enkelte skoler, hvor eleverne skal være med til at færdiggøre og anrette den – ligesom på Ellebjerg Skole. Madvarerne skal helt overvejende være økologiske, og drømmen er, at transporten skal foregå i elbiler for at mindske miljøbelastningen. Og så skal det hele indrettes som en stor socialøkonomisk virksomhed.

Plads til de skæve

For madfabrikken skal ikke kun levere skolemad af høj kvalitet; den skal også bemandes med folk, som ellers har svært ved at finde fodfæste på det ordinære arbejdsmarked. 

”Når man vil udvide fra et storkøkken til en EAT-fabrik, er det en god ide – både økonomisk, økologisk, socialt og moralsk – at gøre det bæredygtigt. Vi vil finde veje til at få plads til mennesker, som ikke kan finde deres plads i en normal virksomhed. Det er der god samfundsøkonomi i. Og samtidig kan vi vise, at de lidt mere skæve eksistenser også er en del af hverdagen,” siger Anne-Birgitte Agger. 

Konkret betyder det, at Københavns Madhus har inviteret tre socialøkonomiske virksomheder til at være med i projektet. 

Det økologiske landbrug Grantoftegaard, som arbejder med at integrere langtidsledige og fleksjobbere på arbejdsmarkedet, kan blive leverandør af for eksempel oksekød eller mel til fabrikken. 

Udviklingshæmmede fra TV-Glad, som blandt andet laver nyheder og design, skal være med til at dyrke krydderurter og producere og pakke mad på fabrikken. 

Det samme skal unge med indlæringsvanskeligheder fra Grennessminde. Og i det, som forstander Jesper Graff fra Grennessminde kalder 'de vådeste drømme', skal de unge også køre maden ud til skolerne i elbiler. 

”Men der er et ret hårdt kvalitetskrav,” siger han: ”For der skal stå et godt måltid mad til eleverne på et givent tidspunkt. Der er ikke plads til slinger i valsen. Men vores kategori af unge er netop karakteriseret ved, at de kan have slinger i valsen. Det nytter jo ikke, at en af dem lige kører forbi en af sine venner på vejen, og så kommer maden for sent ud,” siger han. 

Administrerende direktør Mikkel Holmbäck fra TV-Glad understreger, at EAT skal kunne levere varen:

”Målet er gode produkter – ikke omsorg og inklusion. Vi skal kunne lave noget mad, som er sundt og godt og nærende,” siger han. 

Og netop her ligger det store potentiale i madfabrikken, mener Jesper Graff. 

En pseudo-virkelighed

”I dag foregår træning af svagere mennesker på institutioner i en pseudo-virkelighed. Det store columbusæg i projektet her er, at vi kan flytte optræningen ud i den virkelige verden. At vores unge kan løfte nogle reelle opgaver på markedsvilkår,” siger han.

Og Mikkel Holmbäck fra TV-Glad supplerer: 

”Mennesker med funktionsnedsættelser er blevet udgrænset og ghettoiseret. De bliver holdt væk fra resten af samfundet og anbragt i beskyttede boliger, på beskyttede værksteder og kører i beskyttede biler. Men de har jo nøjagtig samme behov som alle andre for at være en del af et fællesskab. At gøre gavn og være en del af det pulserende liv. Det kan de her,” siger Mikkel Holmbäck. 

Også på Grantoftegaard er forventningerne høje. 

”Vi tror, der kan komme nogle rigtig gode sociale arbejdspladser ud af det her. Og det er et must for os at få gjort plads på arbejdsmarkedet til dem, som ingen andre vil have,” siger driftsleder Rune Sørensen fra Grantoftegaard. 

Et kæmpe laboratorium

De mange målsætninger om kvalitet og bæredygtighed kan lyde sværmeriske, men Anne-Birgitte Agger understreger, at projektet på ingen måde er bygget på luft. 

For det første findes EAT-fabrikken allerede. Den skal bare opskaleres. 

For det andet har Københavns Madhus fået 3,5 millioner kroner fra landbrugets Promilleafgiftsfond til det forberedende arbejde.

I løbet af det kommende halvandet år skal parterne bag EAT-fabrikken finde en model for finansiering af etableringen af den nye madby og sammensætning af ejerkredsen. Og så skal de ikke mindst løse de logistiske problemer, der er forbundet med at lade professionelle køkkenfolk og andre, der ikke begår sig helt så let på arbejdsmarkedet, fremstille tilstrækkelige mængder god mad med hovedsageligt lokale, økologiske råvarer og få maden bragt ud i rette tid til at mætte de sultne børnemunde. 

Så der er nok at tage fat på. Men Anne-Birgitte Agger er ikke i tvivl om, at projektet vil lykkes. 

”Vi har et visionært projekt, men det er samtidig også konkret og realiserbart,” siger hun: 

”Københavns Kommune har allerede en produktion og en driftsøkonomi, der virker. Vi har gode partnere. Og vi er bakket op af en kommune, der har prioriteret, at børnene skal have ordentlig mad. Nu har vi så etableret et kæmpe laboratorium, hvor vi kan eksperimentere i det næste halvandet år. Så skulle det undre mig, hvis vi ikke kunne knække koden – både med mennesker, jura og logistik,” siger Anne-Birgitte Agger.