Under valgkampen var det tydeligt, at Lars Løkke havde en selvstændig strategi om at undgå at tale om  udenrigspolitik. Emnet fyldte nul komma nul i Venstres kampagne, og da Løkke under valgkampen lancerede et ønske om at finde en respekteret person, der kunne gentænke dansk udenrigspolitik, hev han samtidig luften ud af de små udenrigspolitiske anslag, der var i valgkampen.

Men her et lille år efter valgkampen må Løkke sande, at politiske issues, der relaterer sig til den udenrigspolitiske agenda, fuldstændig overskygger snakken om de politiske temaer, der handler om den hjemlige andedam. ”Kan det betale sig at arbejde”, skat, velfærdssamfundets indretning og lov og orden, som ellers stod  øverst på Venstres dagsorden i valgkampen, fylder ikke meget i statsministerens univers i øjeblikket.

Udenrigspolitik for fuld musik

I stedet er Løkkes kalender fyldt med udenrigspolitik. Han er hvirvlet ind i forsøget på at finde fælleseuropæiske løsninger på flygtningekrisen, en politisk agenda, der ligger helt i top hos befolkningen og kræver megen mødeaktivitet på den internationale scene.  Derudover kæmper han for at finde en løsning på nej’et til EU. Det ser ud til at blive en langt sværere kamp, end nej-partierne lovede op til afstemningen.

Aktuelt på den politiske menu er der også en vigtig politisk debat om Danmarks militære deltagelse i kampen mod Islamisk Stat. Der er et folkeligt krav om at finde fælles internationale løsninger i forhold til den ballade om skattely, der er opstået i kølvandet på Panama-gate. Underskrivelse af klimaaftale og manglende mødedeltagelse har Løkke også været indblandet i, og regeringen er nu under beskyldning for at fifle med ulandsbistanden, hvor de bliver anklaget for at bruge dem på hjemlige gøremål fremfor de ulandsprojekter, de er øremærket til.

Lille-Lars på de bonede gulve

Løkkes store indenrigspolitiske planer, som ellers skulle have præget hans første år som statsminister, er fuldstændig blevet kuppet af udenrigspolitikken. Og det er på ingen måde noget, der passer Løkke, som altid bevidst har markedsført sig som Lille-Lars fra Græsted fremfor en stor kanon på de bonede gulve. Faktisk virker det ikke til, at Løkke har de store ambitioner med udenrigspolitikken. Det fremgik også tydeligt første gang, han sad i Statsministeriet. For eksempel virkede Løkkes interesse for klimatopmødet ikke overvældende, hvor den ellers dygtige politiske håndværker gav hammeren lidt for meget gas på de forkerte tidspunkter.

Opfindelsen under valgkampen med at finde en enkelt person, der grundigt kunne granske udenrigspolitikken, er også et bevis på, at udenrigspolitikken ikke er højt prioriteret. Løkke havde helt klart håbet på, at han kunne udlicitere de fleste af de udenrigspolitiske opgaver til Peter Taksøe-Jensen, som så stille og roligt kunne gå at hygge sig med opgaven langt væk fra offentlighedens bevågenhed for så at vende tilbage med nogle konkrete politiske tiltag, som Løkke så kunne tage afsæt i.

Kristian Jensen har fået en hovedrolle

Men ikke nok med, at Lars Løkke er havnet midt i en masse grimme og komplicerede udenrigspolitiske udfordringer; han har også fået placeret sin værste interne konkurrent i Venstre, Kristian Jensen, i en hovedrolle. Da Løkke skulle sætte sit ministerhold, strejfede tanken ham nok, at ved at udnævne Kristian Jensen til udenrigsminister ville han få sendt sin værste interne konkurrent langt væk fra den hjemlige politiske scene. Det er set før, at en udenrigsminister drukner i rejser og mødeaktiviteter.

Men sådan er det langtfra gået. Kristian Jensen er nærmest kommet væg til væg i nyhederne, fordi det daglig er de store internationale begivenheder med berøring med dansk politik, der fylder nyhedsfladerne. Og indtil videre har Kristian Jensen klaret den ellers ofte besværlige opgave som udenrigsminister på en god og solid måde.

Så mens Løkke ufrivilligt er blevet spændt for en udenrigspolitisk dagsorden, som på ingen måde passer til hans politiske evner og interesser, kan Kristian Jensen bruge de mange internationale agendaer til at styrke sin position som formandskandidat i Venstre.  Så foråret er på ingen måde ved at udvikle sig efter de planer, som Løkke havde lagt.