Fremskrivning: Præcis 100 dage er gået siden valget. Ikke i 2011. Men her i 2015. Helle er faldet med et brag og har afleveret nøglerne til Løkke. De var jo som bekendt også til låns, husker vi nok Løkke sagde på valgnatten i 2011.

Lykken er vendt tilbage til Løkke – for en stund. Nu er han statsminister for anden gang, men for første gang valgt af befolkningen – ikke som vikaren efter Fogh. Men alt er ikke, som det skal være her i Løkkeland, hvor der hersker både interne og eksterne uroligheder. Det vender vi tilbage til. Først lidt om dagsformen hos de andre partier anno 2015.

C: Barfoeds sidste skridt

De Konservative er endnu engang gået tilbage til valget, men kan glæde sig over, at de ikke længere er Folketingets mindste parti – det lader de SF om. Noget overraskende har Løkke valgt at lave en mindretalsregering, da alle stemmer var talt op. VK-aksen eller det politiske svar på David og Goliat er forenet igen – bare for godt gammelt venskabs skyld.

Ellers er alt ved det samme. Barfoed er stadig ikke den store billetsælger, og utilfredsheden i baglandet med hans anonyme og lidet karismatiske stil synes kun at tage til. Derimod ligner Rasmus Jarlov, som er tilbage på Borgen, mere og mere den kommende formand. Indtil da passer han som værdikriger tjansen som ny undervisningsminister.

A: Frederiksen i stilling

Det blev som bekendt ikke til en anden runde for Danmarks første kvindelige statsminister. S fik den største vælgerlussing i partiets historie. Og selvom S før valget stoppede de værste blødninger, som vi så i foråret 2013 i meningsmålingerne, så har resultatet sendt både partiet og Thorning-Schmidt til tælling. Helle har dog indtil videre lavet Nyrup-finten og bidt sig fast i formandskabsstolen. Men der arbejdes ihærdigt på de indre linjer på at køre Mette Frederiksen i stilling, og det er ikke længere et spørgsmål, om hun bliver den nye S-leder – blot et spørgsmål om hvornår.

F: Folkesocialister i forfald?

SF måtte sande, at regeringssamarbejdet aldrig blev den bragende succes, som de havde drømt om før 2011. Sjældent har vi på så kort tid i en regering set et parti slide sig selv op. For 100 dage siden er partiet blevet reduceret til ukendelighed.

Allerede på valgnatten tog Vilhelmsen konsekvenserne og overlod roret til Ida Auken. Det er ikke første gang, at hun er blevet spurgt, men det er første gang, at hun har sagt ja til at blive folkesocialisternes rorgænger. Og noget tyder allerede på, at det kan blive vejen tilbage for Aksel Larsens gamle parti.

I: I liberalisternes klør

Liberal Alliance er igen stormet frem ved valget og har eftertrykkeligt slået fast, at de ikke er en politisk døgnflue. Men troede partiet efter valget, at de ville få agt som magt, så blev de grueligt skuf­fet.

De liberale løver er her 100 dage efter valget blevet det nye Enhedslisten – men med modsat fortegn. De presser regeringen fra dag ét med benhårde reformer, men lige meget sker det. I Løkkeland findes der C og O. Ikke et I.

Ø: Skipper den nye kaptajn

Liste Ø har efter SRSF’s fald fra tinderne overtaget rollen som oppositionens terrier. Pernille Skipper er blevet ny partiordfører, da Johanne Schmidt-Nielsen lige ved målstregen faldt for rotationsprincippet. Enhedslisten er Danmarks fjerdestørste parti og har alene hevet 50.000 stemmer fra Socialdemokraterne til valget. At de så ikke kan bruge det til noget, er en anden sag.

O: Thulesens triumf

Partiet har fået sit bedste valg nogensinde. Det er lykkedes dem i slutspurten af valgkampen at genoplive indvandrerdebatten. Valget er en triumf for DF’s ankermand Thulesen Dahl, som er blevet mere populær end Kjærs-
gaard målt på det samlede antal stemmer – ikke personlige. Partiet er alene parlamentarisk støtte for VK og presser Løkke til at skrue ned for reformsporet.

B: Uforanderlig efter 110 år

De mindste forandringer er sket for Vestager & Co. For selvom ministerposterne er væk og ministerbilerne atter udskiftet med storbycykler, er kursen stadig den samme: De Radikale er allerede i gang med at forhandle med VK om små vækstpakker til gavn for erhvervslivet. Partiet ligner sig selv ved sin 110-års fødselsdag, og der er amoriner i luften mellem Løkke og Vestager, ligesom den ufrivillige skilsmisse fra Socialdemokraterne ved valgnederlaget har kostet på forholdet mellem S og R.

Løkkes udfordringer

Så vidt om det politiske landkort i efteråret 2015. Det ligner et politisk slaraffenland for den nye statsminister, men det forholder sig dog stik modsat. Det er der særlig to årsager til.

For det første har vælgerne ikke fået ’frelseren’ eller ’landsfaderen fra Græsted’. De har stemt på ham som et fravalg af Thorning-Schmidt – ikke et tilvalg.

For det andet – og hvad værre er for Løkke – er V ved at gå op i limningen – både internt og blandt hans allierede. Løkke har lovet en strammere kurs før valget, men har nu lempet kravene til store reformer. Det har skabt stor splittelse mellem LA, K og DF, og de er med til at holde Løkke i skak i forhold til en samlet strategi for det store parti.

Derudover volder interne kampe Løkke store udfordringer. Det er langtfra nyt. I de inderste gemakker har der i årevis været splittelse i V, hvilket blandt andet kom frem i forsommeren 2013, hvor Løkkes zigzagkurs blev hudflettet i medierne.

Løkke har i bund og grund ikke formået at skabe en samlet strategi og kurs for partiet. Derfor snakkes der allerede nu om hans mulige afløser – uanset at Løkke gav Venstre regeringsmagten. I kulisserne står der oplagte valg som Kristian Jensen (finansminister) og den nye udenrigsminister Søren Pind. Da Løkke fik overdraget stafetten efter Fogh i 2009, var han allerede på det tidspunkt ikke den bedst egnede – han var blot den mest oplagte i rækken af tronfølgere.