Den 22. august i år modtog de folkevalgte i alle landets kommuner et brev fra Dansk Industri. Brevet havde overskriften: ”Konkurrence om kommunernes opgaver kan udvikle og effektivisere velfærden”, og det blev indledt med sætningen: ”Der foreligger stadig flere erfaringer og mere viden om, hvordan konkurrence kan styrke kvaliteten og effektiviteten i de kommunale serviceydelser. Alligevel er det fortsat kun omkring en fjerdedel af opgaverne i kommunerne, der udsættes for konkurrence.”

Efter DI havde skitseret udfordringerne, handler brevet så om det potentiale, der ligger i at få private til at udføre de kommunale opgaver. Brevet rummede også en række eksempler på vellykkede cases, og der er links til lokalpolitikerne, så de kan gå ind på DI’s egen side og lave beregninger for deres egen kommune.

Et par uger efter modtager landets lokalpolitikere så et andet brev. Denne gang er afsenderen fagforeningen 3F. Deres brev starter med at henvise til DI’s brev, hvorefter 3F sætter spørgsmålstegn ved den beregningsmodel, som DI brugte i sit brev. Udover kritik af DI’s regnemetoder indeholder brevet også gode råd og anvisninger, man skal holde sig for øje, hvis en kommune går med tanker om at konkurrenceudsætte forskellige kommunale opgaver.

Det er ikke et tilfælde, at DI og 3F sender deres breve ud til kommunalpolitikerne på dette tidspunkt. Det er perioden op til, at kommunerne skal forhandle deres budgetter på plads, derfor er de to store interesseorganisationer på banen. DI vil gerne slå et slag for privatisering, som kan gavne deres medlemmer. 3F vil gøre opmærksom på, at deres medarbejdere ikke skal udsættes for dårligere vilkår. Dermed er der kridtet op til en klassisk kamp mellem arbejdsgiver og arbejdstager – arenaen, den udkæmpes i, er bare ny.

Det er heller ikke tilfældigt, at det netop er 3F og DI, der udkæmper en lobbykamp overfor de folkevalgte i kommunerne. I en undersøgelse foretaget sidste år af kommunikationsfirmaet Operate blandt folketingspolitikerne er det DI (på førstepladsen) og 3F (på andenpladsen), der bliver nævnt som de organisationer, der er bedst til interessevaretagelse. Godt nok fokuserer undersøgelsen på organisationernes lobbyevner på Borgen, men mon ikke tendenserne også kan flyttes over i de andre beslutningsarenaer?

Det er tredje år, DI og 3F udkæmper deres lille brev-lobbykamp op mod kommunernes budgetforhandlinger, og der er også andre eksempler på, at de store interesseorganisationer har fået øjnene op for den kommunale arena. I forbindelse med KV13 lavede 3F for eksempel et omfattende lobbyarbejde for at få sat fokus på social dumping og sociale klausuler. Her skrev flere kommunale politikere, der sympatiserede med denne politiske kamp, under på, at hvis de blev valgt, ville de arbejde for at fremme disse politiske mærkesager.

Meget professionelt

Det er på ingen måde nyt, at vores lokale folkevalgte bliver udsat for lobbyindsatser fra forskellige af kommunens interessenter. I forbindelse med for eksempel budgetforhandlinger er der rigtig mange aktører, der hiver og flår i politikerne for at få deres interesser tilgodeset i beslutningsprocessen. Og ofte kan man også se tydelige aftryk af lobbyindsatsen, når politikerne fremlægger årets budgetaftale.

Men den mere professionelle interessevaretagelse fra de store interesseorganisationer på tværs af landets kommuner er en nyere tendens, som man ikke har set så meget tidligere.

Og de kommunale aktører kan godt begynde at vænne sig til et større lobbypres i landets byråd og kommunalbestyrelser, for når store og tunge organisationer som DI og 3F har rullet deres lobbymaskineri ud, går der ikke lang tid, før andre aktører følger efter. For der er store interesser på spil i kommunerne, og det er kun, fordi lobbydisciplinen ikke har været specielt veludviklet her i landet, at fænomenet ikke er sat mere i system overfor de kommunale beslutningstagere.

Demokratisk problem?

Det store spørgsmål er så, hvad der sker, når den professionelle lobbyisme møder fritidspolitikerne ude i kommunerne. Vil det skabe demokratiske problemer, at de stærke spillere mere aktivt blander sig i de kommunale økosystemer?

Ser man på kampen mellem DI og 3F, virker det jo meget fint, at de to organisationer forsøger at udkæmpe en nogenlunde ligelig kamp, hvor de holder øje med hinandens metoder, beregninger og argumenter. Det er de færreste fritidspolitikere, der vil have kompetencer til at gennemskue, hvem af partnerne der har ret. Så på den måde går deres kamp nok nogenlunde lige op, og alt efter politisk overbevisning kan man læne sig opad de argumenter og perspektiver, man sympatiserer mest med.

Det er svært at se et demokratisk problem i, at interesseorganisationer forsøger at blande sig i den politiske beslutningsproces – det udgør en fast del af vores pluralistiske demokrati. Men der skal alligevel holdes et vågent øje med professionaliseringen af interessevaretagelsen i kommunerne. For i modsætning til folketingspolitikerne – der har ansat økonomer, konsulenter og stærke netværk til at hjælpe og forstå de komplicerede forhold – har fritidspolitikerne ikke megen hjælp at hente. De har hverken regnemaskiner eller den politiske muskelkraft, der kan matche de store interesseorganisationer.

Derfor kan lokalpolitikerne godt være lette ofre for de store lobbyorganisationer, der for eksempel forsøger at ”sælge” dem undersøgelser og resultater, som der ikke er belæg for. Det er derfor vigtigt, at offentligheden i fremtiden holder et vågent øje med de midler og metoder, der bliver taget i brug for at lobbye overfor landets fritidspolitikere!