Serie: Jeg elsker mit job, men …

I denne serie beder vi en række kommunale og regionale ansatte om at beskrive deres job; hvad fungerer? Hvad fungerer ikke? Så kære politikere; læs, lyt og lær af stemmerne derude: Dette kunne gøre mit arbejde endnu bedre! I denne uge: Cityassistenten.

Jimmy Danielsen, 48 år

Har været ansat som cityassistent (p-vagt) i Aarhus Kommune i 3 år.

Uddannelse: Maskinarbejder og socialpædagog.

Hvorfor valgte du at blive cityassistent?

Jeg fik ødelagt min ryg som maskinarbejder af for tunge løft. Derefter blev jeg pædagog og arbejdede på en døgninstitution med domsanbragte unge, der lod deres frustrationer gå ud over deres omgivelser - så der fik jeg ødelagt min ryg en gang til.

Efter en sygemelding faldt jeg over jobannoncen som cityassistent. Man skulle kunne sikre fremkommelighed og sikkerhed i trafikken og generelt servicere borgerne i Aarhus Kommune. Sådan havde jeg aldrig tænkt en p-vagt?! Det tror jeg ikke, at der er nogen, der gør?! Men jeg tænkte: “Det kan jeg sgu”.

Jeg havde det, som jeg vil kalde relations-kvalme efter 14 år som socialpædagog, og her kunne jeg komme ud i den friske luft hver dag og passe mig selv lidt.

Lever jobbet op til dine forventninger?

Ja, det er meget frit, vi bestemmer selv, hvilket område vi vil dække hver eneste dag, og der er rig mulighed for at servicere. Aarhus er gået fra at være en mindre by til en stor by, og byen har i den grad brug for en regulering af trafikken. Det er fedt at få lov til at forklare borgere konsekvenserne af uhensigtsmæssig adfærd i trafikken; ulovlige parkeringer og så videre.

“Jamen, jeg skulle bare lige …” den hører jeg rigtig mange gange hver dag fra folk, der ikke “har tid til” at bruge p-pladsen eller p-huset. Men der er faktisk mange, som gerne vil høre og forstå reglerne - og så bliver snakken hyggelig.

“Det er svært, når voksne mennesker glemmer deres opdragelse. Det er langtfra alle, men når det sker, giver det nogle knubs.”

Har du et favoritområde som cityassistent?

Aarhus Midtby, helt klart. Der går jeg i flow; snakker med folk, får flyttet biler, har tilsyn med afspærringer, skilte og byggepladser. Vi er byens øjne og ører og lærer dens puls at kende; hvis trafikken begynder at hobe sig op et sted i byen, så ved jeg, at så må der være noget trafik, der er stoppet et andet sted. Ude i beboelsesområderne er der jo mere stille, der er det mest pendlere til og fra byen, der parkerer ulovligt, som vi har med at gøre.

At være cityassistent er voksenpædagogik på højt plan. Byen har jo forskellige borgersammensætninger, hvor man skal kunne agere forskelligt. I et område med mange akademikere går snakken på parkeringspolitik og -regler, det tekniske. I områder med studerende, “som ikke har råd til at betale afgifter på en SU”, skal man mere guide: “Prøv at parkere der og der, og lad nu være at standse der, hvor du ikke må…”. I andre situationer skal man af og til fatte sig i korthed: “Det er ulovligt,” og “det er forbeholdt fodgængere”. Ude i villakvartererne bliver de knotne, når vi kommer og forstyrrer deres daglige trummerum. Engang var der én, der råbte: “Hvorfor kommer du her og ødelægger vores lokalområde?” Det synes jeg var morsomt sagt.

Hvad er det bedste ved jobbet?

Det er frit. Der er ikke to dage, der er ens, og så får jeg mange gode grin, smil og snakke med folk hver eneste dag.

Og det sværeste?

Det er svært, når voksne mennesker glemmer deres opdragelse. Det er langtfra alle, men når det sker, giver det nogle knubs. De fleste borgere ved, hvis de parkerer ulovligt, men de tager chancen alligevel - og brænder fuldstændig sammen over at få en afgift. Og så kommer remsen om, at man er emsig, smålig, og det er fandme også den her kommune, der er en skide pengemaskine og så videre. Der er det svært at forklare, at vi behandler alle ens, at vi er til for deres skyld, og at ingen af os fryder os over at udskrive en afgift.

Mange tror, at unge med anden etnisk oprindelse er de mest uopdragne, men det er oftest folk i 40-60 års alderen i lidt for store biler. De kan være en prøvelse, fordi de vil ikke nedværdige sig til at tale med os.

Hvad kunne få dig til at forlade dit job?

Hvis det bare var en krigszone at komme på arbejde, så gad jeg det ikke - ikke til den løn. Jeg arbejder 37 timer om ugen, og med min tre-årige anciennitet får jeg 26.500 kr. om måneden plus pension og feriepenge.

“At være cityassistent er voksenpædagogik på højt plan. Byen har jo forskellige borgersammensætninger, hvor man skal kunne agere forskelligt.”

Giv et konkret eksempel på en udfordring, du har stået i, som du ikke burde have stået i.

Det var ved Storcenter Nord, hvor jeg var i gang med at udskrive en afgift til en bil, der holdt ulovligt. Ejeren kommer stormende ud fra centeret og ryger helt op i mit hoved og spørger, hvad fanden jeg har gang i? Han bliver fysisk og vipper albuen op under mine ribben. Episoden blev politianmeldt, men jeg har lige fået brev om, at tiltale er frafaldet. Politiet anser ham som skyldig, men kan ikke bevise hans skyld. Så nu ved den fyr, at han kan “pære” til en p-vagt, uden at der sker noget ved det.

I dag diskuterer man gerne med autoriteter, man retter ikke bare ind, og som cityassistent er man en autoritet, hvilket vi gør os mange overvejelser omkring. For vi skal kunne være autoriteter, men uden at være autoritære.

Det er en svær balancegang, for vi kommer jo ud i konfliktsituationer, hvor vi kan blive autoritære uden at ville det, og dermed kan vi bringe folk i en situation, hvor de kriminaliserer sig selv. Men vi er ikke sat i verden for at kriminalisere borgere, tværtimod, vi skal servicere dem. Dét er et værdisæt, man skal have med sig som cityassistent.

Føler du dig anerkendt og set? Af ledelsen?

Af mine ledere, ja. De er bekendt med, hvad det er for et arbejde, vi udfører, og de udviser både bekymring og omsorg, hvis jeg har været udsat for en grim episode. De støtter op om psykologhjælp og politianmeldelser, og ser jeg ting, der ikke fungerer ude i byen, er de altid lyttende - og giver det mening, kan man meget hurtigt komme igennem med forslag til ændringer.

Og af politikerne?

Det er en politisk arbejdsplads, jeg har, eftersom parkeringspolitik skifter alt efter, hvem der sidder ved roret. Nogle vil have bilerne ud af byen, andre arbejder for at få byen til at fungere med biler. Man kan være for det ene eller det andet - men det er politik, og vi retter jo bare ind efter, hvad der bliver lagt ud. Jeg har, i min optik, et smørhul af en arbejdsplads, og det er rene teknikaliteter eller politik, der afgør, om mine arbejdsvilkår ændrer sig til det værre eller til det bedre.

Men har du en appel til politikerne?

Udover bedre løn? Lav flere p-pladser. Så risikerer vi færre konfliktsituationer og overfusninger fra borgere.