Politik fra rødderne

Undervisningsminister Merete Riisager (LA). Her fanget i fuld fart mellem to etager på Mosedeskolen i Greve. Fart, action og spænding er noget, der passer ministeren.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA). Her fanget i fuld fart mellem to etager på Mosedeskolen i Greve. Fart, action og spænding er noget, der passer ministeren.
Foto: Bjarke Ørsted

“Lær at overkomme nederlag: Dyrk sport”

Merete Riisager er tidligere konkurrencesvømmer og glødende fortaler for holdsportens egenskaber, for leg uden voksenindblanding og for pomfritter efter træning. Her fortæller drengepigen, nørden og ministeren om sine egne erfaringer i gennem livet.

 portræt

Af Fortalt til Hanne Korvig | [email protected]

BARNDOM

Jeg voksede op lidt uden for Odense. I Næsby. I et meget naturskønt område ned til Stavis Å. Men jeg var ikke noget udebarn. Jeg begyndte at svømme som otteårig på konkurrencehold og stoppede først, da jeg 18. Det tog al min energi. Altså jeg var med på min mors cykeludflugter med madpakker og også nede ved åen af og til med min veninde Maria, men ellers skulle jeg hives ud. Jeg var ikke noget naturbarn. I dag har jeg så giftet mig med et, så nu får jeg i den grad naturoplevelser, men det er stadig andre, der skal trække mig ud i naturen.

Med eller uden en morfar
De bedste minder, jeg har omkring leg, er knyttet til min morfar. Han var min barndoms store lege-generator. Han havde en fabrik, men pensionerede sig selv som 60-årig og havde derfor en masse tid og energi til mig, min bror og vores fætre. Han iværksatte altid vilde og konkurrenceprægede lege, hvor der blev bygget og ommøbleret. Det var altid noget med: Hvor hurtigt kan du løbe, hvor langt kan du dykke, hvor meget kan du løfte …?

  Jeg prøvede andre sportsgrene også, gymnastik og forskellige former for dans, men det gik ikke. Jeg var alt for meget drengepige til at kunne tilpasse mig det der feminine univers.

Børn kan godt have brug for en lege-generator som min morfar, men det er også vigtigt, at børn lærer at tilpasse sig hinanden i legen uden voksnes indblanding. Voksne skal selvfølgelig fjerne forstyrrelserne som for eksempel digitale gadgets, men ellers lade børnene selv finde på. Det er noget særligt, vores generation af voksne skal være opmærksomme på: At træde til side og lade være med at blande os hele tiden.

Holdånd og bjerge af pomfritter
Konkurrencesvømning har betydet rigtig meget for mig både som barn og ung. De fleste af mine bedste venner i dag stammer fra den tid.

Det er en hård sport, hvor man træner rigtig mange timer - alene og sammen med andre. Og så er man sammen med voksne, der også er vanvittigt optaget af den her sportsgren. Der er en holdånd til stede, som gør, at man lærer nogle helt generelle almendannende ting:

Man lærer, at man skal opføre sig ordentligt over for de andre, ellers kan man ikke være en del fællesskabet. Man lærer at behovsudsætte: Nu kunne jeg godt tænke mig at slappe af, men det kan jeg ikke, for jeg skal svømme fem kilometer. Man lærer at skubbe sine egne grænser og finde ud af, hvad og hvor meget man kan.

Man er hele tiden sammen om at forbedre noget ned til mindste detalje. Man lærer at disciplinere sin krop; lærer dens styrker og begrænsninger at kende. Den forandrer sig; bliver stærk, og man får brede skuldre og en lille bagdel. Man får en kropsbevidsthed, en følelse af at kende og føle sig tilpas i sin krop - noget som er rigtig vigtigt som teenager.

Jeg ser det ikke som problematisk, at børn og unge, der træner, skal have en bakke pomfritter efter sport. De lærer jo noget om sundhed alligevel. Jeg har spist mig gennem bjerge af pomfritter, dengang jeg var svømmer - og jeg kunne ikke udstå dem til sidst. Men der skal være en balancegang; hvis man træner meget, skal der også være plads til at synde lidt.

   Man kommer ikke igennem livet uden nederlag, og det at dyrke sport er faktisk en øvelse i at håndtere nederlag. 

Jeg prøvede andre sportsgrene også, gymnastik og forskellige former for dans, men det gik ikke. Jeg var alt for meget drengepige til at kunne tilpasse mig det der feminine univers.

Blå bog

Merete Riisager (LA), 42 år

Undervisningsminister siden 2016

Cand.mag. i pædagogik

Gift med Mogens

Har sammen to børn på 8 og 11.


UNGDOM

Jeg var meget disciplineret som ung og nok også lidt langsom i optrækket - både med drenge og alkohol. Det kom sent til mig - faktisk først efter gymnasiet sådan rigtigt. Jeg var ekstremt nørdet, havde kort hår og brede skuldre og havde enten næsen i bøgerne eller i vandet. Jeg havde ikke styr på tøj og udseende - jeg lignede en dreng, så der var ikke så meget kinddans for mit vedkommende. Lidt S, P eller K, jo. Jeg tror nok, jeg var mest til P. Procenter. Men jeg havde det pragtfuldt alligevel. Der var jo drenge på svømmeholdet og en masse fis og ballade, og vi var på mange ture og fik mange oplevelser sammen.

Det blev til flere medaljer end kinddans
for Merete Riisager, der kunne svømme
100 meter på 1.04 minutter og 400 fri
på 4.48.

Kunsten at overkomme nederlag
Jeg fik og oplevede den der dybde, der kommer, når man er sammen i mange timer. Igen: hvis der er en, der fejler, og en, man skal samle op, og alle er trætte, og man ligger der i en sovepose, og man er presset - man får et samvær, hvor maskerne falder. Når man er i skolen, kan man godt opretholde en eller anden attitude, men det er meget svært at opretholde en attitude, når man ligger ved siden af hinanden i soveposer og er helt battled ud.

Man lærer at overkomme et nederlag. Man træner og træner og træner, og så lykkes det ikke. Måske fordi man har haft en dårlig dag, en dårlig skulder, men man lærer simpelthen at rejse sig igen, og det, tror jeg, er den allervigtigste dannelsesmæssige erkendelse, der kommer ud af at dyrke sport.

Man kommer ikke igennem livet uden nederlag, og det at dyrke sport er faktisk en øvelse i at håndtere nederlag. Det giver rigtig meget mening i forhold til unge i dag. Unge, som er usikre på, om de performer godt nok, om de er gode nok? I holdsport lærer man at samle sig selv og hinanden op. Det er omsorg.

I Danmark har vi et fremragende og vigtigt foreningsliv, som vi skal passe på. Jeg synes, at det er noget, som vi politikere er alt for lidt optaget af. Det handler om civilsamfundet og ikke om politisk intervention.


VOKSENLIV

Der er ikke meget fysisk bevægelse i mig som voksen, fordi min hverdag er så travl. Jeg prøver at cykle til arbejde, men på dage, som starter tidligt og slutter sent, så bliver det ikke til noget. Så bliver det ministerbilen.

Når jeg har fri, er det vigtigste, at jeg når at se mine børn og min mand i øjnene, og at jeg når at lave mad til dem. Jeg løber i weekenden - gerne sammen med min mand, hvis det passer, og kan jeg se mit snit til det, tager jeg med mine børn en tur i svømmehallen. Men at have et egentligt træningsprogram - det spiller overhovedet ikke i øjeblikket.

Freestyling med fisk
Legen i mit voksne liv er nok, når jeg laver mad eller bager. Begge dele kan jeg rigtig godt lide. Jeg bruger stort set aldrig opskrift. Jeg hiver ting ud af køleskabet og smækker det sammen. Og der er mine børn tit med. De synes også, det er sjovt at eksperimentere: Hvad sker der, hvis vi gør det her? Når det går højt, sejler vi ud i vores gamle båd, som vi har sammen med vores nabo, og fanger fisk, som vi selv tilbereder.

Jeg tilbringer mange timer med minister-hatten på, og jeg bliver i sagens natur nødt til at være kontrolleret. Det er et vigtigt embede, så der er ikke plads til fjolleri, og sådan må det være. Men jeg kan sagtens finde det frem og slippe kontrollen, når jeg er sammen med mine venner.

Feminin-fri zone
Hvis jeg skulle være en leg eller en bevægelse, så ville jeg nok være min morfars trapez, der hang i taget over hans hjemmebyggede swimmingpool. Eller svinget i trapez’en før man landede i poolen. Det var en udsøgt leg. Det føltes lidt farligt samtidig med, at det var vanvittigt morsomt. Den kombination kan jeg godt lide.

   I Danmark har vi et fremragende og vigtigt foreningsliv, som vi skal passe på. Jeg synes, at det er noget, som vi politikere er alt for lidt optaget af.

Yoga og pilates er helt fint, men det er ikke noget for mig. Jeg har slet, slet ikke tålmodighed til det. Det er et feminint univers - ligesom dans er. Når jeg har fulgt min datter til dans - er det et univers, jeg er på besøg i. Jeg begår mig virkelig ikke særligt godt der. Der skal være mere krop, mere fart - og gerne noget med bold. Tennis for eksempel, som jeg spiller med min søn om sommeren.

Jeg synes stadig, det er sjovt, hvis jeg skal til udklædningsfest. Det er skønt, når folk gider besvære sig med det. Men det skal passe til situationen, ellers er det ikke fedt. Jeg har arbejdet i mange år som konsulent, og der er der tit oplæg, hvor man skal det ene eller det andet, og det kan nemt blive forstillet. Leg skal være sjovt, og lysten skal komme indefra. Og der er det lidt svært med voksne og leg, for man bliver nødt til at sikre sig først, at de godt gider at lege.  

Børn & unge

Kultur


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57