Takstnævnet (RLTN) og PLO blev ikke enige om en ny aftale. Når der ikke er enighed om en ny aftale, fortsætter den gamle, indtil en af parterne opsiger den. Takstnævnet opsagde den gamle aftale den 3. maj i år. Så skal sundhedsministeren fastsætte honorarer og tilskud, så patienterne stadig kan få gratis lægehjælp. Hun kan vælge at fremsætte lovforslag, der kan afhjælpe situationen ved at flytte aftalestof, som parterne ikke kan blive enige om, over i sundhedsloven. De facto sidestiller sundhedsminister Astrid Krag (SF) dermed almen praksis med det øvrige sundhedsvæsen, som med den nye sundhedslov fra 2007 blev lovreguleret på en mere konkret måde, end der hidtil havde været tradition for i dansk sundhedslovgivning.

PLO mener, at den gamle aftale er god og giver rimelig ens indflydelse til dem selv og myndighederne på rammerne for de praktiserende lægers arbejde i det danske sundhedsvæsen. Det såkaldte paritetsprincip er en vigtig værdi for PLO. Og som Lægeforeningen skrev i høringssvar til lovforslaget: 'Det aftalebaserede samarbejde mellem praksissektoren som liberalt erhverv og de offentlige aktører har fungeret godt for en række selvstændige sundhedsprofessionelle i en årrække.'

'De offentlige aktører' tripper

Et samarbejde skal jo helst fungere godt for begge parter – og for patienterne og for hele sundhedsvæsenet. Praksiskommissionen konkluderede nogle væsentlige udfordringer for almen praksis vedrørende kapacitet og især den geografiske fordeling af lægerne, kvaliteten i indsatsen og ensartetheden og dokumentationen heraf og sidst, men ikke mindst sammenhængen i forhold til det øvrige sundhedsvæsen. Her fire år efter tripper 'de offentlige aktører' – det vil sige regering, regioner og kommuner – for at få løst udfordringerne. De ser den gamle aftale som en bremse på udviklingen af dansk sundhedsvæsen. 'De offentlige aktører' er trætte af lægernes vetoret – de er trætte af frivillighedsprincippet, hvor positivt det end lyder, altså at den enkelte læge, selv når der er truffet kollektive aftaler, ofte bare gør, hvad han/hun selv vil.

Den gamle aftale med det aftalebaserede samarbejde vanskeliggør og fordyrer sikring af lægedækning i alle afkroge af landet, sikring af høj og ensartet kvalitet i praksissektoren og forbedring af den sammenhæng i sundhedstilbuddene til borgerne, som er så afgørende i et moderne sundhedsvæsen med en stadig ældre befolkning med flere og flere kroniske sygdomme. 'De offentlige aktører' er herudover pikerede over kritik fra statsrevisorerne om, at de ikke har styr på de praktiserende lægers faktureringer og de stigende udgifter på praksisområdet. Her er udgifterne steget med næsten 30 procent fra 2000 til 2011 imod 25 procent på sygehusområdet eksklusive medicin. På sygehusområdet har det været muligt at finansiere halvdelen af aktivitetsstigningen ved øget produktivitet. Den gamle aftale umuliggør kontrol med og indsigt i produktiviteten i de 2100 praksisser, hvor 'de offentlige aktører' køber ydelser for 8,3 milliarder kroner årligt.

Holder data i egne kredse

De praktiserende læger vil ikke underkastes kontrol, og produktiviteten skal andre ikke blande sig i. De er jo et liberalt erhverv. Samarbejdet skal være aftalebaseret og ikke lovreguleret. PLO har derfor i deres høringssvar forlangt, at lovforslaget helt trækkes tilbage. Samarbejdet skal være baseret på tillid og ikke på kontrol. De 3600 praktiserende læger i deres 2100 praksisser vil selv bestemme udviklingen. Som en af dem, Lene Agersnap, skrev i en kronik i Jyllands-Posten 28. maj: 'Vi har moderne og velfungerende it-systemer, vi har indført datafangst til eget brug og i egne faglige kredse, så vi hele tiden kan se kritisk på vores egen adfærd.' Og Lene Agersnap har ret, men der er to problemer. For det første er ikke alle hendes kolleger så dygtige og systematiske som hun i brugen af datafangst. For det andet vil de praktiserende læger holde data i egne kredse og kun bruge dem til eget brug. De vil selv se kritisk på deres egen adfærd.

Praksissektoren er en del af og en central del af et sundhedsvæsen med mange aktører, hvis indsats skal koordineres. Praksissektoren skal dele sine data med det øvrige sundhedsvæsen. Det var også budskaberne i en nylig OECD-rapport om det danske sundhedsvæsen. Praksissektorens data skal deles med det øvrige sundhedsvæsen, og kvalitetsarbejdet i praksissektoren skal systematiseres og i det hele taget integreres bedre med det øvrige sundhedsvæsen, skriver OECD – som peger på de samme udfordringer, som Praksiskommissionen gjorde for fire år siden. Praksissektoren skal som en blomst folde sig ud i stedet for at folde sig sammen og risikere at visne.

Kampagne går imod hensigten

PLO har udarbejdet en plakat til sine medlemmer. Plakaten henvender sig direkte til patienten og begynder i versaler: REGERINGEN VIL BEGRÆNSE ADGANGEN TIL DIN LÆGE. Hensigten er faktisk det modsatte, både i henseende til hjemmebesøg og åbningstider, som dog nu er lagt tilbage som aftalestof. Derimod indeholder lovforslaget fortsat muligheder for anden privat levering af lægeydelser end traditionel lægeejet lægepraksis, men det vil netop forøge min adgang til læge, hvis jeg bor i et yderområde.

'Der bliver mindre tid til dig, når du er hos din læge', lyder næste påstand, og her hentydes angiveligt til krav om hjemmebesøg og et stigende antal opgaver, som lægen skal tage sig af. Men tingene er vel ikke så statiske. Den praktiserende læge kan vel som en anden driftig erhvervsdrivende omorganisere og effektivisere.

Jeg besøgte fornylig en lægepraksis i Korsør, hvor de blandt andet målrettet har forkortet konsultationstiden, hvor det kan lade sig gøre. Somme tider er to minutter med lægen nok, og så bliver der mere tid til patienterne med større behov. Det er nemlig ikke rigtigt, at 'embedsmænd og politikere fremover vil styre i detaljer, hvad din læges tid skal bruges til.'

Regionerne vil gerne vide mere om, hvad lægens tid bruges på og på hvilke sygdomme af hensyn til sundhedsplanlægning, opfølgning på kvalitet og efterlevelse af de behandlingsstandarder, som lægerne selv har vedtaget, og af hensyn til honorarkontrol. Informationskrav er ikke det samme som styringsret.

Påstand om fortrolige oplysninger

Den værste påstand på plakaten er 'Dine fortrolige helbredsoplysninger skal i fremtiden være tilgængelige for regionerne'. Man ser for sig nyfigne politikere og kolde Djøf’ere snage i naboens journaludskrifter. Det, der er tale om, er nøjagtigt det samme, som der sker, når jeg køber medicin på recept på apoteket eller modtager sygehusbehandling. Det bliver i struktureret form registreret, og data ligger i juridisk lukkede rum til brug for planlægning og forskning. Da PLO måtte indrømme det, så var næste påstand, at de skulle bruge masser af tid på de vistnok i nærheden af 40 millioner ydelser, de leverer årlig, for så ville de da i hvert fald have ret i påstanden om, at 'Der bliver mindre tid til dig, når du er hos din læge.' Men nej, der er blot tale om deling af visse af de data, som de praktiserende læger allerede skal registrere i den såkaldte datafangst. Altså ingen ekstra arbejdsopgave.

Men så fandt PLO bare et nyt argument, nemlig at datafangst kun må bruges til deres egen kvalitetskontrol af sig selv – som Lene Agersnap skrev. Hvis de data så skal bruges af tredjepart til kontrol, så vil det ødelægge det fremtidige kvalitets- og forskningsarbejde, siger de nu. De praktiserende læger er på dette punkt, hvor sygehuslægerne var for 10-15 år siden.

Og så lyder det til sidst: 'Regeringens lovindgreb medfører uacceptable forringelser af din læges mulighed for at give alle patienterne god lægehjælp.' Det fremgår af ovenstående, at påstanden er forkert.

Arrogance overfor folkevalgte

Plakatens fem påstande udtrykker PLO’s opfattelse af lovforslaget som en utidig indblanding af tredjepart i lægens møde med patienten. Tredjepart er vores folkevalgte politikere i Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser, som ifølge dansk sundhedslov er forpligtede til at sørge for sundhedsydelser til befolkningen. PLO sondrer ikke mellem det enkelte møde mellem læge og patient på den ene side og på den anden side regulering af rammerne for dette møde i form af betaling, sikring af kvalitet, sammenhæng og patientsikkerhed og et bedre samarbejde med de øvrige dele af sundhedsvæsenet.

Denne nærmest demonstrative arrogance fra PLO overfor folkevalgte politikere og dansk sundhedslovgivning er bekymrende og øger risikoen for, at parterne ikke mødes i et forlig, og dermed for, at lægerne opsiger deres kontrakt med det øvrige sundhedssystem. Hvad det vil indebære, er uvist. Måske vil parterne som i 1984 så alligevel finde hinanden efter tre-fire måneders konflikt. Måske vil den lægepraksis, vi hidtil har kendt, og som grundlæggende har været et stærkt aktiv i dansk sundhedsvæsen, gradvis forsvinde